Kvindelig pakistansk journalist påpeger, at trofæjagt og ligestilling med fordel kan kombineres med bæredygtig udvikling af natur og lokalsamfund
Af Redaktionen
– En af de mest tankevækkende udviklingsmodeller for lokalsamfundet, som jeg for er stødt på under mine feltmissioner til Gilgit, Khyber-Pakhtunkhwa og Punjab, er trofæjagt.
Det oplyser den pakistnske freelanceskribent Fiza Farhan i artiklen:
Trophy hunting for economic growth?
Artiklen er led i en serie, hvor den kvindelige journalist ser på bæredygtig udnyttelse af Pakistans naturressourcer.
Ifølge Farhan defineres trofæjagt i bred forstand som jagt udført til rekreative formål og dermed ikke som jagt, der har til hensigt at opretholde overlevelse. Jagten er rettet mod vildtarter med specifikke egenskaber såsom horn, gevirer, kranier, skind, stødtænder eller tænder.
– Trofæjagt indebærer indtægt fra udenlandske eller lokale jægere, der betaler for selve oplevelsen ved at jage en bestemt art med bestemte egenskaber. Jægeren bevarer hornet, geviret, skindet eller andre dele af dyret som et minde eller som et “trofæ”. Kødet efterlades normalt til lokalbefolkningen, skriver Fiza Farhan, der i samme artikel ikke undlader at påpege vigtigheden i at også kvnder inddrages i den offentlige og private forvaltning.
– Ligestilling af kønnene er for nylig blevet anerkendt som et af de vigtigste led i udvikling af forretningsmodeller over hele kloden, skriver hun.
– Det er dog af største vigtighed, at vi aktivt forfølger bæredygtige modeller til styrkelse af samfundet for både mænd og kvinder i hele Pakistan. Investeringer skal baseres på økologiske og levedygtige muligheder for at skabe farbare veje for udvikling som helhed, lyder det fra den pakistanske skribent.
Hun påpeger desuden, at den økonomiske værdi af vilde dyrearter kan føre til bæredygtig naturforvaltning, som dermed kan bruges som et udviklingsværktøj i landdistrikter.
Hun mener, at de de høje priser, som trofæjagt indbringer, har vist sig at være et nyttigt redskab til at finansiere bevarelse af de vildtarter, der tillades jagt på. Trofæjagt accepteres også som en økologisk fornuftig forvaltning af de vilde dyr, da jagtturisme kun kræver lidt infrastruktur og har begrænset negativ påvirkning af natur og lokalsamfund sammenlignet med økoturisme.
Desuden understeger hun, at kun en lille del af bestanden bestående af gamle hanner tages ud af bestandende. Jagtturisme genererer desuden betydeligt mere omsætning pr. kunde end økoturisme, påpeges det.
Modeller til trofæjagt er allerede blevet praktiseret i forskellige områder – herunder i Gilgit, Khyber-Pakhtunkhwa og Punjab, lyder det. Her nævnes det, at f.eks. Gilgit har genereret $ 2.084 millioner fra nedlæggelse af 38 markhor mellem 2000-01 og 2019-20.
– 80% af dette beløb, dvs. $ 1,667 millioner, er gået til lokalsamfundet, der driver markhor-trofæjagtprogrammet til bevarelse og socioøkonomisk udviklingsaktiviteter. 20% eller $ 0,416 millioner er deponeret til offentlig ledelse, har den pakistanske skribent regnet sig frem til.
LÆS OGSÅ:
VÆR SÅ ARTIG: VERDENS MEST EKSKLUSIVE TROFÆ
