Hvad dækker rejsegarantifonden, hvis din rejseudbyder går konkurs? Hvem betaler for hjemtransport og bliver flybilletter erstattet, hvis udbyder af din pakkerejse går konkurs inden udrejse?
Af Rejsegarantifonden
Hvis du har købt en pakkerejse, som er omfattet af Rejsegarantifondens dækning, vil du få den bedste dækning og være berettiget til følgende dækning:
- Er du ude at rejse på konkurstidspunktet, sørger vi for hjemtransport.
- Er du ikke kommet afsted, vil du få erstattet det, du har indbetalt for din rejse. Det gælder dog ikke eventuelle forsikringer.
Krav til din pakkerejse for at den er omfattet af Rejsegarantifondens dækning:
- Din rejseudbyder skal være registreret i fonden (find ud af her om din rejsearrangør er registreret)
- Din rejse er en pakkerejse (se definition af en pakkerejse hér)
- Du kan dokumentere, at du har købt en pakkerejse, og at du har betalt for den
- Virksomheden, du har indgået aftalen om køb af pakkerejse med, skal være gået konkurs.
Du er automatisk omfattet af fondens dækning, hvis ovenstående krav er opfyldt. Du skal ikke gøre noget aktivt for at tilvælge dækningen, ligesom det heller ikke behøver at være påført din billet/faktura, at du er omfattet.
Har du købt en flybillet, som er omfattet af fondens dækning, så vil du være berettiget til følgende dækning:
- Er du ude at rejse på konkurstidspunktet, sørger vi for hjemtransport.
- Er du ikke kommet af sted, er det ikke sikkert, at du kan få dine penge tilbage. I disse tilfælde gælder følgende:
- Der vil være en selvrisiko på kr. 1.000 pr. person.
- Der udbetales forholdsmæssig dækning af restbeløbet efter fradrag af selvrisikoen, hvis der ikke er tilstrækkelige midler i fonden, når der er betalt for hjemtransport af strandede kunder.
Betal med et internationalt betalingskort
For at være sikret bedst muligt, råder vi derfor kunder, som kun køber flybilletter, til at betale med et internationalt betalingskort. På den måde kan der være mulighed for at gøre indsigelse mod betalingen i tilfælde af konkurs. Kontakt evt. din bank for mere information.
KLIK og læs også: REGLER for pakkerejser