Vådeskudsramte Palle Overgaard Sørensen vil nu forsøge at presse Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) til at opgive statens medejerskab af Dansk Jagtforsikring A/S
Af Redaktionen
Palle Overgaard Sørensen, som på DR1 Søndag fortalte om sin 9 år gamle kamp mod Dansk Jagtforsikring A/S, vil nu forsøge at få miljøminister Troels Lund Poulsen til at opgive statens medejerskab af Dansk Jagtforsikring A/S Palle Overgaard Sørensen hævder, at han tidligere – men uden held – har forsøgt at få ministeren i tale omkring danske jægeres forsikringsforhold.
Baggrunden er, at Palle Overgaard Sørensen endnu ikke har modtaget erstatning for det indtægtstab, som han led, da han blev ramt af et skud hagl i nakken i efteråret 2000.
Efter ulykken mistede Palle Overgaard Sørensen evnen til at skrive, huske og koncentrere sig.
Dermed var han ude af stand til at passe sit job og afslutte den PHD-afhandling, som han var i gang med. En afhandling, der ville bringe ham op i en højere lønklasse. Det er den forventede løn efter opgavens afslutning, som er udgangspunktet for erstatningskravet på cirka 2,5 millioner kroner.
At det er den forventede løn, som er beregningsgrundlaget for erstatningen, er ifølge Netnatur.dks oplysninger også medvirkende til, at sagen endnu ikke er afsluttet, selv om erstatningskravet ifølge redaktionens oplysninger er beregnet efter Erstatningslovens regler.
Palle Overgaard Sørensen har det i dag bedre og er tæt på at afslutte en PHD afhandling. Denne gang om det, som han kalder “Det defekte danske jagtforsikringssystem”.
Afhandlingen skal bruges til en dokumentation overfor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor Dansk Jagtforsikring A/S vil blive anklaget for at have kørt en sag alt for længe.