Denne virus er ekstrem hårdfør, og parvovirus kan i det rette miljø overleve i årevis. Og den smitter som en steppebrand
Af Redaktionen
Parvovirus-infektion hos hund forårsages af parvovirus. Det er en DNA-virus, som inficerer hundens mave-tarmkanal. Virus spredes via afføring fra et smittet individ. Smitten spredes allerede inden hunden får symptomer og kan smitte i op til to uger efter.
Smitten spredes allerede inden hunden får symptomer.
Parvovirus medfører en meget alvorlig infektion, som kan være livstruende, især for hvalpe.
De fleste hunde i Danmark er vaccinerede mod parvovirus, hvorfor smitte er relativt sjælden. Vaccination beskytter godt imod smitte med parvovirus.
Virus er meget modstandsdygtig, og kan overleve i miljøet i flere år. Der er derfor også vigtigt at vaccinere hunde, der ikke møder så mange andre hunde, idet ejeren potentielt kan tage virus med hjem via tøj og sko.
Symptomer på smitte
Infektion med parvovirus giver ofte høj feber, kraftig nedsat almentilstand, voldsomme opkastninger og blodig diarré.
Unge individer kan tilmed få betændelse i hjertemuskulaturen, hvilket dog i vore dage er meget sjældent. Diarré kan medføre voldsomt væsketab.
De første tegn på sygdom starter 4-14 dage efter hunden er blevet smittet. De første tegn på sygdom er nedstemthed, tab af appetit samt feber. Efter yderligere et par dage vil man se:
- Opkast (ofte voldsom)
- Diarré, der ofte er blodtilblandet
- Feber
- Dehydrering, der i værste fald kan fører til chock
- Nedsat modstandskraft over for andre sygdomme
Diagnose
Diagnosen stilles ved hjælp af en afføringsprøve, hvori man påviser virus. Prøven er en ”snap-test” (hurtig-test), som ofte kan laves med det samme på dyrehospitalet/dyreklinikken.
Nogle gange kan det være nødvendigt med gentagne prøver for at påvise virus hos en inficeret hund.
Behandlingen
Behandling af en parvovirusinfektion består i at give støttebehandling med væskedrop, da diarré hurtigt kan dehydrere en smittet hund.
Ved mistanke om smitte med parvovirus er det meget vigtigt, at gode hygiejnerutiner opretholdes med henblik på at minimere smitterisikoen.
Hunden må ikke opholde sig sammen med andre hunde, og al afføring skal opsamles og bortskaffes.
Hvordan er fremtidsudsigterne for en hund med parvovirus?
Prognosen er god for voksne hunde, der får den rigtige behandling.
Hvalpe er derimod i større risiko for at dø af sygdommen. Hvis hvalpens hjerte også er påvirket af sygdommen, er prognosen decideret dårlig og hvalpen er i stor risiko for at dø.