Pibeanden bærer sit navn på grund af sit karakteristiske fløjtende eller pibende kald, der kan høres viden om, når ænderne flyver i flok
Pibeanden – den brunnakkede svømmeand
Af Redaktionen med udgangspunkt i Miljøstyrelsens oplysninger
Pibeanden (Anas penelope) er med en længde på cirka 46 centimeter og et vingefang på mellem 75 og 86 centimeter det man kan karakterisere som en mellemstor svømmeand.
Hannen er meget let genkendelig med sit rødbrune hoved, hvor der i panden er en gullig blis. Som hos mange af de andre ænder har hunnen mere neutrale brunlige farver.
Udbredelse
Hvert efterår og forår passeres Danmark af tusindvis af pibeænder, som er på træk mellem ynglestederne i Nord- Skandinavien og Rusland og overvintringskvartererne i lande som England, Holland og Frankrig.
Pibeænderne raster i Danmark i september-november og igen i marts-april.
Pibeanden kaldes også for brunnakke.
En del fugle overvintrer dog her i landet i milde vintre. Vadehavet, Ringkøbing Fjord, Nissum Fjord og Vejlerne udgør nogle af de vigtigste rasteområder. Det er forholdsvist sjældent, at pibeanden yngler i Danmark.
Pibeandens levevis
Pibeanden holder til i lavvandede fjorde og vige samt på strandenge og dyrkede arealer i nærheden.
Føden består af vandplanter, især ålegræs og alger som søsalat, som fuglene finder på lavt vand og på mudderflader.
Om foråret græsser pibeænderne også i vegetation på strandenge og ferske enge. Pibeænder ses i stigende grad fouragere på dyrkede marker med vinterafgrøder.
For at understøtte de nuværende bestande af pibeænder skal der være tæt bunddække af vandplanter i dens leveområder.
Pibeand kaldes også for brunnakke – især af jægere
Hvad kan hjælpe arten?
Ved høj vandstand udgør strandenge med lav vegetation en alternativ fødekilde for pibeænderne. At vegetationen er lav, og derfor egnet, kan sikres ved at lade strandengene afgræsse eller ved at foretage høslet.
På nogle levesteder er udledningen af næringsstoffer så høj, at algernes opblomstring skygger vandplanterne væk, og derved går en stor del af pibeændernes fødegrundlag tabt.
Et lavere niveau af næringsstoffer vil derfor gavne fuglene.
