Til efteråret 2014 er det planen, at der vil blive udsat op mod 10 elge i det nordjyske …
Af Redaktionen
Elgen har jo tidligere været en fast bestanddel af den danske natur, selv om det ligger langt tilbage i tiden. Man mener, at elgen forsvand fra Danmark i den yngre stenalder – hvilket så er 3.000-4.000 år siden. Sjælland har dog haft elge på gæstevisit flere gange i nyere tid. Det sidst kendte eksemplar var i 1999, hvor elgen var i Nordsjælland i et halvt års tid, indtil den endte sine dage foran et tog. Trods sin størrelse på op til to meter til skuldrene, er elgen en rigtig god svømmer, blandt andet i kraft af, at pelsen består af hule hår, der giver en god opdrift i vandet.
Fantastiske naturplejere
Det er Lille Vildmose, som vil udsætte elgene i Nordjylland.
– Elge er fantastiske naturplejere, fortæller naturvejleder ved Lille Vildmose Centret, Jakob Konnerup. Føde består fortrinsvis af blade og kviste på træerne – her kan de fortære op til ti kilo i døgnet – og så er den i stand til at dykke 5-8 meter ned i en sø og søge føde på bunden. Til gengæld spiser den næsten ikke græs, da dens hals er for kort til at nå ned til jorden.
Der vil i de kommende tre uger være en høringsrunde, og senere i år vil det så blive endelig besluttet, om de 500-700 kilo store dyr skal udsættes i det nordjyske. De skal så i givet fald udsættes i området mellem det sydlige Tofte og Høstemark i nord, slutter Jakob Konnerkup til DR-Nordjylland.







