Landsdækkende jagtforeninger får igen i år mulighed for at søge støtte til formidling om jagt og vildtforvaltning gennem Miljøstyrelsens formidlingspulje. Ansøgningsfristen er 1. november.
Puljen til støtte af formidling om jagt og vildt åbner igen
Af Miljøstyrelsen
Foreninger, som udgiver blade om jagt og vildtforvaltning, jagthunde eller andre jagtrelaterede emner, kan fra i dag og frem til den 1. november 2024 søge støtte til eksempelvis foreningsblade via Miljøstyrelsens formidlingspulje. Puljen er finansieret af jagttegnsmidler, og der er i år 1,5 mio. kr. til uddeling.
Det er kun landsdækkende foreninger, som kan søge puljen, og de skal have haft mindst 1000 betalende medlemmer i gennemsnit de seneste tre hele kalenderår: 2021, 2022 og 2023. Lokale foreninger kommer derfor ikke i betragtning, og det samme gælder Facebook Communities og lignende, som er gratis for brugerne.
De støtteberettigede foreningers generelle aktiviteter skal desuden have et tydeligt fokus på jagt- og vildtforvaltning, ved at de for eksempel arrangerer undervisning i jagt og vildtpleje eller organiserer træning af jagthunde m.v.
Støtten skal bruges til trykning af medlemsblade, porto og distribution. Desuden kan man få støtte til kameraudstyr, software og lignende, som skal anvendes i formidlingsarbejdet.
Alle tilskudsberettigede ansøgere vil få et grundtilskud på 40.000 kr. Derudover vil det resterende beløb i puljen blive fordelt mellem ansøgerne proportionalt med antallet af betalende medlemmer i den enkelte foreningen.
Krav om afrapportering
Tilskuddet bliver betalt, når kommunikationsaktiviteterne er gennemført. For at få udbetalt tilskuddet skal modtagerne indsende en kort afrapportering om, hvad pengene er brugt til.
Har en forening modtaget mere end 250.000 kr. i tilskud, skal der indsendes et revisorpåtegnet årsregnskab. Er tilskuddet under 250.000 kr., er det tilstrækkeligt at indsende et ledelsespåtegnet årsregnskab.
Bemærk, at der står 2023 over ansøgningsskemaet. Se venligst bort fra dette. Skemaet gælder også for 2024.