Hvad kan du foretage dig på reviret lige nu, hvor det meste jagt tager en pause? Det er faktisk mange ting, som du kan gøre
Af Redaktionen
Tager du et hurtigt kig på vegetationen i remiserne, så er sensommeren normalt ideel til beskæring af de fleste træer og buske, da de på dette tidspunkt stadigt er i god vækst.
Dette betyder, at sårene efter afklipning af grene hurtigt heles, og derved mindskes risikoen for bl.a. angreb af svamp. Navnligt træer som birk og ahorn bør beskæres nu, da de dårligt tåler vinterbeskæring.
Pas på med pilen
Pil skal du derimod ikke beskære, før der er frost og væksten er helt i stå. En beskæring af pil lige nu, kan nemt resultere i, at planten slet og ret går ud. Det kan selvfølgelig være en fordel, hvis du gerne vil have pilen væk.
LÆS OGSÅ: Pil på terrænet
Beskæring kan være en rigtig god ting. Nye friske skud er god føde for vildtet, og de vil også være med til at danne bundlæ i den kommende vækstperiode. Hvis du lader de afklippede grene ligge, så kan de allerede nu bidrage til at skabe skjul og ly for vildtet.
Nåletræer kan med fordel top-kappes i halvanden meters højde. Så vil de buske mere og holde sig tættere i bunden.
Har du stiger eller tårne på terrænet, så går en tur med en lommefuld skruer og en skruemaskine. Der er næsten altid ét eller andet, der lige skal gåes efter. Om ikke andet, så kunne det jo være, at du vil have et tag over tårnet.
Er du endnu ikke startet på fodringen, så er det nu på høje tid. Få renset fodertønder, checket batterier på spredere m.v. og få dem fyldt op. Fasaner og ænder vil i øvrigt elske dig for, hvis du smider et par spande sand ved foderpladsen, så de har lidt småsten til deres kråser.
Og det er nu en rar fornemmelse, når alt er klappet og klart til den nye sæson.