Det magiske begreb Rewilding er som elastik i metermål, og derfor er det vigtigt, at yderliggående, filosofiske principper ikke strækkes så langt, at båndet sprænges
Kommentar af Michael Sand, Netnatur
Naturen er for alvor kommet på den politiske dagsorden og statsejede skov- og naturarealer står overfor at blive udlagt til naturnationalparker.
Naturen skal slippes fri … Det budskab gentages igen og igen og som jæger, lystfisker og naturbruger i almindelighed er det som smagen af sukker og lyden af sød musik.
Jeg er med … og vidste jeg ikke bedre, tegner der sig et fatamorgana af vildmarkslignede forhold i det danske kulturlandskab. Et netværk af naturområder, hvor livet kan sætte sin helt egen dagsorden og hvor naturen har værdi i sig selv. Endelig – efter så mange år i civilisationens skygge – giver vi plads til naturen og til at livet igen kan udfolde sig i vores ellers stærkt bebyggede, trafikerede og opdyrkede land?
Men, men, men. Tre gange men … Det er slet ikke hensigten med den form for Rewilding, der er tiltænkt de nye parker … her vil man i stedet for passiv Rewilding anvende aktiv Rewilding.
De fleste nye naturnationalparker skal præges af elektrisk hegn og græssende husdyr. Er dette at slippe naturen fri? Her kunne jeg godt savne barnet fra H.C. Andersens eventyr om Kejserens nye klæder.
Jeg underkender ikke værdien af de store græssende husdyr, set i forhold til ønsket om at skabe en anden form for natur. Men særlig vild forekommer denne form for aktiv Rewilding mig ikke.
Det er rigtigt, at man via afgræsning kan “slippe” nogle former for planter og insekter fri, som har det svært under den tilgroning, der præger vores landskab. Men at man ligefrem sætter selve naturen fri, når man trækker et elektrisk hegn og udsætter husdyr i områderne, er at tage munden lidt for fuld. Så kan det næppe udtrykkes mere diplomatisk.
I min optik er et firbenet, domesticeret husdyr næppe mere naturlig end en tobenet naturplejer med sav, buskrydder og en plejeplan, der viser hvordan, der kan skabes mere lysåben natur.
Dermed ikke sagt, at græssende husdyr ikke kan skabe større biodiversitet. For det kan de. Men natursyn er jo netop præget ved at være et syn … og synet afhænger som bekendt af øjnene, der ser.
Derfor er det danskerne, der bestemmer, hvordan Danmark skal se ud i vores statsejede arealer.
Det er næppe en kvadratmeter af vores kulturlandskab, der ikke bærer præg af vores indblanding. Derfor har vi ikke en facitliste, som man har, hvis man står overfor helt upåvirket vildmark. Her vil ethvert indgreb virke som et overgreb mod skaberens mesterværk.
Hvordan fremtidens Danmark skal se ud afhænger derfor også af vores natursyn og ikke mindst af dem som forsøger at præge dette.
Lige nu har Rewilding som begreb vind i det politiske storsejl. Kursen er sat og farten er høj. Ikke mindre end 13 statsejede arealer og allerede eksisterende natur skal omlægges til noget, som vi vælger at kalde noget andet ved at sætte tre rækker elektrisk hegn rundt om de vilde dyr, som allerede har deres levested i områderne, der nu skal udlægges til parker.
Lyder dette som kritik af Rewilding som begreb, er det ikke hensigten. Men Revilding er som elastik i metermål. Det er akkurat det, som man gør det til – eller til det, som man vælger at strække gummibåndet til – for nu at blive i parallellen med elastikken.
Rewilding blev som forvaltningsprincip for alvor kendt, da krondyr led sultedøden i et hegnet naturområde i Holland. Her havde bestanden vokset ud over områdets bæreevne, og da man ikke tillod “unaturlig” jagt, fik dyrene lov til at dø “naturligt”.
Det hollandske princip udfordrede begrebet “naturligt”. Også her i landet rejste det spørgsmål om hvor naturligt, det må være i et hegnet område, hvor dyrene ikke kan flytte sig til nye græsgange.
Der er ingen tvivl om, at der blandt de mest radikale tilhængerne af aktiv Rewilding stadig findes fortalere for passiv indblanding overfor udsatte husdyr i nød.
Husdyrene i de nye danske naturnationalparker får dog næppe lov til at dø af sult. Så langt tillader danske politikere næppe, at det danske Rewilding-elastik strækkes.
Men … der er meget mere i spørgsmålet om naturnationalparker end dyreetik og husdyrhold, selv om det har overskygget den egentlige debat om hvad det er der sker, når køer og heste erstatter udførlige drift- og plejeplaner til gavn for det vi kalder naturen.
I en aktuel radioudsendelse på Kanal4 kaldet Vildspor kan man blive meget klogere på hvordan to af de mest markante fortalere for aktiv Rewilding, når de taler begrebet varmt en blæsende regnvejrsdag ved Kalø vig.
Her har Morten D.D. Hansen, museumsinspektør ved Århus Naturhistorisk Museum og Rasmus Ejrnæs, seniorforsker ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet sat hinanden stævne.
Helt uforstyrret af kritiske journalister, skeptiske naturaktivister og “sure” hestepiger tager de lytterne med mod nye højder.
De to biologer har set lyset og formår at sælge deres mission. Jeg måtte flere gange holde ekstra godt fat i stolen for ikke at lade mig rive med og helt tabe jordforbindelsen og miste mit eget natursyn.
Den kommenterende programvært Rasmus Ejrnæs, viser sig at være helt på linje med sin inviterede gæst. Og udsendelsen virker som en meget lang og veludført salgstale for det natursyn, der læner sig op principperne i aktiv Rewilding, når begrebet strækkes til bristepunktet.
Landmanden, skovarbejderen, jægeren, lystfiskeren og den “sure” hestepige har ikke meget at byde ind med, virker det til, når de to “debatterer”.
Alle mangler de nemlig evnen til at se det store billede. De nævnte naturbrugere har det med at foregøgle deres egen rolle i naturen. Ifølge udsendelsen kan naturen godt klare sig uden jægeren, der nedlægger sygt vildt eller lystfiskeren, der anlægger gydebanker etc.
Jeg er ret overbevist om, at de fleste af os ønsker det samme, som de to biologer – en rig og mangfoldig natur i de kommende naturnationalparker. Men der skal mange flere synspunkter i spil, hvis ikke mit og andres synspunkter skal tromles ned af køer og kåde hesteflokke. Derfor kan principperne for den kommende forvaltningen ikke alene overlades til smaskforelskede biologer, som har set lyset i nedgnavet og lysåben natur.
Kærligheden til naturen må deles med andre og hvordan vores fælles forhold til vores fælles natur skal udvikle sig, er der flere bud på.
Det kan ikke alene handle om flere sjældne planter og insekter. Der er mange andre hensyn, der skal tilgodeses og de kan ikke rummes i en nærmest religiøs “ikke røre” tilgang, hvor kun heste og køer må præge landskabet.
Værdien af de nye parker ligger om noget begravet i detaljen.
Derfor er antallet af græssende dyr naturligvis afgørende. For hvad sker der, hvis der bliver så mange, at vores oprindelige og helt naturlige bestand af hjortevildt mistrives og i betydeligt omfang tvinges ud af områderne?
Derfor er det vigtigt at holde fokus på detaljen. Fornuftig forvaltning af de enkelte parker må give plads til både sommerfugl, sjældne planter og en betydelige bestand af f.eks. fritlevende hjortevildt.
Overlades forvaltningen til køer og heste og andre husdyr, siger det næsten sig selv, at livet for vores kronvildt og råvildt etc. kan blive alvorligt udfordret
Hele ideen med biologernes opfattelse af Rewilding er jo at presse de græssende husdyr til den yderste grænse. Først når den “naturlige” føde er spist op, kaster de store husdyr sig over alt det, som truer den lysåbne natur. På det tidspunkt – frygter jeg – er kronvildt, dåvildt og råvildt presset ud af områderne for længst.
Nogle af de planlagte naturnationalparker skal hegnes med dyrehegn, som betyder, at heller ikke den naturlige bestand af hjortevildt, kan søge ud af skoven.
Det vil i sagens natur betyde, at bestandene skal reguleres via jagt. I modsat fald vil vi havne i en mediestorm i lighed med nævnte hollandske. Det er der næppe nogen dansk politiker, som ønsker at stå på mål for dyr, som dør naturligt af sult.
Holdningen for og imod dyrehegn kan om noget dele vandene. Men et højt dyrehegn holder ikke kun de store pattedyr inde, det kan også holde mennesker ude og dermed skabe unikke naturområde.
Nogle af dansk naturs mest værdifulde kronjuveler – som jeg ser det – er under hegn. Men mennesket har i høj grad en finger med i driften og skubber konstant til den “naturlige” og artsrige udvikling i områderne.
Blomstrende hede arealer genskabes med maskiner og håndkraft og lysåbne partier og områder med bunddækning etableres bl.a. med reguleret jagt, der sikrer et græsningstryk, der svarer til den naturtype, som man ønsker at fremme.
I programmet løftes debatten ind i et filosofisk perspektiv om vores eget syn på døden og emnet aktiv dødshjælp berøres.
De to biologer undrer sig over den folkelige debat, der har svært ved at se dyr i naturen dø en naturlig død.
Det får de to til at konkludere, at der kan være utroligt lang vej til at vi accepterer at slippe dyrene fri.
Men måske bunder den generelle folkelige holdninger i, at husdyrene netop ikke kan slippes fri. De er definitivt taget ud af naturen via kontrolleret avl gennem generationer.
Men de to biologer mener, det stikker dybere end det. Radioværten påpeger et eksempel fra 2017, hvor Morten DD åbenbart filmer en døende kronkalv – udenfor et hegnet område. Også dette mødte kritik, da mange gav udtryk for, at biologen burde slukke sit kamera og hjælpe det lidende dyr af med sin smerte.
Men i følge udsendelsens konklusion lå dyret “bare fredeligt og var i gang med at dø”.
Morten DD har gjort sig mange værdifulde erfaringer, som leder af Mols Laboratoriet. Her har han ved selvsyn set, hvordan sjældne planter vender tilbage, som konsekvens af græssende heste og kreaturer.
Han er overbevist om, at langt flere lige som ham, vil se lyset, ved den aktive form for Rewilding. Dette begyndes bl.a. med, at der er sket en eksplosion i antallet af besøgende i området …
Der er grund til at tro, det samme vil ske, når de skovområder vi allerede har, omdøbes og markedsføres under nyt logo i form af naturnationalparker.
Hvordan dette vil påvirke de naturlige græsser i og omkring områderne, har jeg ikke set konsekvensanalyser på. Men mon ikke de vil indgå i overvejelserne, inden der trækkes hegn og der bogstaveligt talt sættes strøm til naturen. Det håber jeg.
Danmarks nationale skov- og naturområder spiller trods alt en helt afgørende rolle for vores bestande af ikke mindst kronvildt. Værdien af et naturområde skal vel ikke måles via en publikumstæller. Naturen er vel ikke en forlystelsespark, der registrerer besøg og klingende mønt i kassen. Det er vel naturen, og alle de arter, der lever i områderne, det først og fremmest handler om.
Indtil det modsatte er bevist, er jeg overbevist om, at bevidstheden om store, upåvirkede naturarealer har ganske stor værdi i sig selv – også for de mange borgere, der måske ikke selv går tur eller lufter deres hund i områderne.
Sidst i den næsten to timer lange udsendelse om Rewilding kommer de de to biologer ind på hvilket parti, man bør stemme på, hvis, man vi have mere vild natur i Danmark … altså underforstået, støtte den forvaltningsform, der præsenteres i udsendelsen.
Her peges der ikke specifikt på særlig forstående kandidater, men hvorvidt det lykkedes de to biologer at holde sig helt ude af den partipolitiske debat, må lytterne selv vurdere.
Klogt er det ikke at gøre naturdebatten hverken rød eller blå. Holdninger har det jo med at svinge som et pendul. Fra den ene yderlighed til den anden.
Lige nu hænger pendulet fast ved den hestefoldsagtige form for Rewilding – med før eller siden svinger pendulet atter mod midten og væk fra denne yderfløj i naturdebatten.
Jeg ved endnu ikke hvor jeg sætter mit kryds ved det kommende valg. Der er trods alt mange andre ting end passiv eller aktiv Rewilding i vores fælles naturområder at forholde sig til.
Men skal jeg sætter mit kryds i forhold til den her nævne debat, vil jeg se mig om efter et ambitiøst og naturelskende parti, der kan rykke debatten ind mod midten. Et parti, der ønsker en afbalanceret debat, hvor ikke mindst de vilde pattedyr og fugle prioriteres mindst lige så højt som sjældne planter og insekter.
Jeg tror der er lige her magien kan opstå og de statsejede naturarealer for alvor kan begynde af udvikle sig helt vildt.