Dårlig kost får dyr til at tage større chancer, når de søger føde. Det viser ny undersøgelse
Af Helle Falborg, DTU
For et dyr i naturen handler det at få fyldt maven ofte om at vurdere chancen for at få mad i forhold til risikoen for at blive mad for andre.
Hvis dyr får en ernæringsmæssig dårlig kost, er de mere tilbøjelige til at træffe valg, der indebærer en større risiko.
Dette er det vigtigste fund i en stor metaanalyse af risikovillig adfærd hos dyr, og hvad der får et individ til at være særligt risikovillig eller -uvillig.
“Vores fund viser, at et dyrs beslutninger i risikofyldte situationer er påvirket af deres kost, hvor individer med en dårligere kost (i gennemsnit) er mere tilbøjelige til at træffe risikable valg”
Det siger undersøgelsens førsteforfatter, Postdoc Nicholas Patrick Moran, DTU Aqua.
Metaanalysen omfatter data fra 128 eksperimentelle undersøgelser af over 100 dyrearter. Det var arter af mange forskellige størrelser, som lever i forskellige omgivelser – eksempelvis egern, haletudser, fisk, firben og kapuchineraber.
“Vi ledte efter undersøgelser, der testede, hvor villige dyr var til at tage risici i en lang række sammenhænge. Det kunne f.eks. være hvordan de udforskede ukendte miljøer, reagerede på rovdyr osv. når de i en periode havde fået hhv. god eller dårlig ernæring,” siger Nicholas Patrick Moran.
Sammenlagt viste resultaterne, at en ernæringsmæssig dårlig kost fører til en stigning på ca. 26% i et dyrs vilje til at tage risici sammenlignet med dyr, der har fået et en bedre kost.
Undersøgelsen blev udført i samarbejde med forskere fra Bielefeld University og Friedrich Schiller University Jena, Tyskland, og den er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Biological Reviews.
”Vi forventede ikke at finde en så klar effekt, fordi hver art har forskellige faktorer, der påvirker deres adfærd, og der findes så mange forskellige sammenhænge, hvor man kan måle på risikovillig adfærd. Men det at effekten ser ud til at gælde så bredt, fremhæver virkelig, hvor meget vores kost betyder for, hvordan vi handler ”, siger Nicholas Patrick Moran og tilføjer:
”Dyr afvejer risici, når de træffer beslutninger i hele deres liv. Ligesom med mennesker er nogle mere tilbøjelige til risikabel adfærd, og andre er mere forsigtige. Viden om, hvordan kost og ernæring påvirker denne adfærd, giver os en større forståelse af, hvordan dyr opfører sig i naturen – og måske også os mennesker.”
Dr. Nicholas Moran er MSCA Research Fellow ved Center for Ocean Life på DTU Aqua.
Dette arbejde blev udført i forbindelse med DFG Collaborative Research Center, SFB TRR 212 (NC3), med Bielefeld University og Friedrich Schiller University Jena i Tyskland.