En stående jagthund, som tager stand på synet af en en anden hunds stand, kan være en stor fordel, men hunden kan også udvise såkaldt negativ sekundering, hvilket skal opfattes positivt
Af Michael Sand
En meget stor del af de jægere, der træner stående hunde, deltager af og til på markprøver. Og på markprøver afprøves hundene altid parvis. På jagt behøver man dog ikke konsekvent at lade hundene arbejde på samme tid.
Parsøget sætter store krav til hundenes dressurniveau, hvis jagten skal være en nydelse. Blandt andet skal hundene respektere, når makkerhunden pludselig opnår stand. Allerhelst skal den sekundere, altså tage stand på synet af den stående hund.
Visse hunde udviser allerede meget tidligt tendens til at sekundere. En aften havde jeg besøg af en bretontæve og hendes 6-7 måneder gamle hvalp. En dansk naturfilm flimrede på skærmen, mens tæven slappede af, og hvalpen vandrede hvileløst rundt på jagt efter lidt eventyr.
På et tidspunkt i filmen lettede en fasankok, og den velkendte lyd fik straks tæven til at springe op og stirre intenst mod skærmen. I det samme rundede hvalpen sofahjørnet og fik øje på sin mor i stram positur. Den sekunderede spontant.
I øvrigt blev hvalpen aldrig den helt store stjerne på marken. Med mindre den arbejdede med en makkerhund, tørrede den hurtigt ud. De første fem-ti minutter kunne den dog virke særdeles overbevisende, men den havde ikke den selvstændighed, der skulle til for at drive den frem i terrænet – slag efter slag. Den var afhængig af vildttætheden og selskabet fra en makkerhund. Til gengæld kunne den sekundere, og i de første par år affandt den sig med at spille andenviolin. Først relativt sent i dens udvikling trådte den ud af rollen som den evige toer og begyndte at gå på jagt for sig selv.
Har man en hund, der sekunderer spontant, behøver man ikke at arbejde særlig intenst med denne disciplin. Snarere tværtimod. Man risikerer blot, at hunden bruger for meget energi på at holde øje med makkerhunden i stedet for selv at finde vildt. Sekundering bør først komme ind i billedet og træningen relativt sent i hundens uddannelsesforløb. I øvrigt skal man være opmærksom på begrebet negativ sekundering, med hvilket der menes, at hunden holder afstand til hunden i stand uden at sekundere på traditionel vis.
Uden at genere afviklingen af makkerhundens situation, fortsætter den sit søg efter vildt.
Den negative sekundant finder altså ny fugl og udretter dermed noget positivt uden at spolere makkerhundens stand. Hvorvidt dette er en fordel sammenholdt med den klassiske sekundering, er der næppe noget entydigt svar på. Det er en smagssag, som så meget andet.
Træning af sekundering
Såfremt hunden ikke sekunderer spontant ved mødet med en hund i stand, må man prøve at arbejde med det. Skal hunden fungere på jagt med andre hunde, er det under alle omstændigheder et must, at den ikke stjæler makkerhundens stand i ren og skær jalousi.
De første gange hunden arbejder i marken med en anden hund, fløjtes den ned, når makkerhunden opnår stand. Herefter går man op til hunden og lægger bånd på den. Først derefter går træningspartneren frem til sin hund og beder denne rejse sin fugl.
Når ens egen hund har været vidne til dette lille skuespil et par gange, begynder den at vise interesse for makkerhundens stand. Måske vil den forsøge at nå op til den for at undersøge, hvad der sker. Den har jo efterhånden erfaret, at den anden hunds stand udløser synet og lyden af lettende fugle.
Naturligvis skal hunden bremses, inden det kommet så vidt. Igen lægges hunden i bånd. Men hundens stærke fokus på makkerhundens stand kan udnyttes til indlæring af sekundering. Hunden holdes forsigtigt tilbage og roses, mens den holder fokus på den stående hund. Jo længere tid hunden på den måde kan holdes i standen, jo bedre sætter oplevelsen sig fast. Går det godt, kan man efter nogle øvelser håbe på, at hunden af sig selv sekunderer næste gang, den ser makkerhunden stå for vildt.
Har hunden derimod held til at komme frem til den stående hund og stjæle standen fra denne, kan man meget vel have taget det første skridt i en negativ retning. Derfor er det også vigtigt, at hundens dressurniveau er på et højt niveau, inden man begynder at arbejde sammen med andre hunde.
Denne uskik at sjæle stand kan nemlig udvikle sig til en besættelse og meget konkurrencefikserede hunde, som ikke er godt i hånd, kan have vanskeligt ved at tåle synet af andre hundes succes. Trods førerens højlydte protester styrter de frem mod den stående hund og jager dennes fugle over stok og sten. Ikke sjældent kan oplevelsen virke så provokerende på en ellers stabil makkerhund, at også denne går med på løjerne og kaster sig ud i jagten på de flygtende fugle. Det siger sig selv, at man ikke bliver populær blandt ens træningskolleger efter en sådan oplevelse.
Fløjten vigtigst
Den effektive stopfløjte er altså det bedste middel til indøvning af sekundering. Af og til ser man dog jægere, som prøver med mere fantasifulde indslag. F.eks. anvendelse af en stående hund savet ud i krydsfiner. Et arrangeret møde med modelhunden i stand kan anvendes til at fremprovokere en situation, som man kan forhindre udvikler sig i uønsket retning. Ignorerer hunden fløjten og styrter i stedet mod attrappen, vil den blive slemt skuffet, når den er fremme. Og dette kan muligvis være med til at dæmpe dens trang til at komme frem til en hund i stand, næste gang den ser en sådan i levende live. Omvendt har attrappen udspillet sin rolle, og hunden gennemskuet bedrageriet. Attrapperne markedsføres i øvrigt med fjernbetjening, således at den stående hundemodel pludselig kan dukke op i marken som en trold af æske.
De første gange, hunden møder modellen, skal stopfløjten smælde øjeblikkeligt.
Men indlæring af sekundering eller andre former for jagthundedressur forudsætter ikke anvendelse af mere eller mindre afprøvet isenkram. Dette gælder også indøvelse af sekundering. Til gengæld forudsætter det, at man ind imellem træner sammen med andre hunde, hvilket naturligvis kan være et problem for den jæger, som af den ene eller anden årsag foretrækker at arbejde alene med sin hund. Men navnlig når det gælder respekt for makkerhundens stand, er det vigtigt, at man er to om opgaven. Af og til ser man hundeførere, der trækker deres hund op imod en hund i stand. Først når de føler, de er tilpas tæt på, holder de hunden tilbage og forsøger at lære den sekundering. Men denne løsning må frarådes. Hunden skal bremses i samme sekund, den ser en anden hund i stand. Den må ikke nærme sig.
En erfaren hund, der kan holde sit vildt i lang tid, er den bedste sparringspartner, man kan ønske sig. Da har man mulighed for at trække hunden op imod den stående hund fra en vinkel, hvor den pludselig får øje på hunden. Den må ikke se den som en prik i horisonten.
I samme øjeblik, hunden ser hunden i stand, holdes den forsigtigt tilbage samtidig med at den roses behersket. Men de arrangerede indslag kan dog aldrig stå alene, og selv om hunden holder afstand til attrappen og hunden, den trækkes op imod, kan alt være ved det gamle, når den ophidset af jagt ser makkerhunden snurre omkring og markere for vildt.
Stopfløjten er og forbliver trænerens vigtigste redskab, og betyder det, at hunden vælger at sekundere liggende, er dette i sidste ende til at leve med. I øvrigt er det også vigtigt, at man vælger sin makkerhund med omhu. At træne sekundering med en hund, som står i tide og utide, kan ikke anbefales. Makkerhunden må være i stand til at påvise vildt, når den har stand. Ellers mister ens hund troen på kollegaens dømmekraft.
Skulle det under træningen ske, at hunden finder vildt bag makkerhunden, således at den sekunderende hund optræder i den stående hunds synsvinkel, må man overveje situationen meget nøje. Som hovedregel må man ikke kommandere en hund frem mod en hund i stand. Og selv om makkerhunden reelt set sekunderer, vil hunden alligevel få den opfattelse, at den nu pludselig sendes frem mod det, den har lært at holde sig tilbage for. Derfor kan det være en god idé, at man selv rejser fuglen, mens hunden holdes tilbage i snor. Derved kan den tilspidsede situation reddes
