Bukkene sad groft sagt på stribe og tyggede drøv, da Henning Kørvel fredag 25. juni var på foto-pyrsch på Enø på Sydsjælland
Tekst og foto: Henning Kørvel
Fordi jeg sommetider har set, at ikke ret meget råvildt på Enø på Sydsjælland er aktivt, straks fra solopgang, hvilket 25. juni vil sige klokken 4.32, ændrede jeg strategi, da jeg den dag skulle ud at fotografere råvildt på øen, fordi jeg først ankom ved godt 5-tiden.
Græsset på engarealet og friområderne imellem sommerhusene blev skårlagt i sidste uge, hvilket igen gør det lettere at spotte råvildt, fordi græsset var så højt, at råvildt let kunne gemme sig i det, før det blev skårlagt og presset til baller til kreaturfoder.
Jeg ser intet råvildt på den første del af min rute, men da jeg kommer frem til den østlige eng, går jeg til venstre for – om muligt – at spotte den cirka 10 år gamle pladsbuk på Næbbet. På vej til et sted, hvorfra jeg har rimeligt godt udsyn ud over det nordøstlige hjørne af engen, som støder op til rørskæret, hvor dyr der ikke står fast i haverne, har territorium og hjemmeområde, spotter jeg i en have en siddende buk.
Den er en gammel kending: ”Hidsigbukken”, som har oprettet territorium klos op af territoriet for returbukken på Næbbet, og til den anden side, hvilket stort set vil sige syd, har bukken med den lange forsprosse på venstre stang og en brækket forsprosse på højre stang og en brækket bagsprosse på venstre stang, territorium. 
Hidsigbukken sad og tyggede drøv samtidig med, at den småblundede. Den fik ikke fornemmelsen af min tilstedeværelse.
Samtidig med, at bukken tygger drøv, hviler den med halvt lukkede øje. Jeg skyder en hel del fotos af den, og den hører ikke støjen fra kameraet.
Da jeg har fået tilstrækkeligt med fotos af den, men ikke ønsker at forstyrre den, lister jeg tilbage ad den vej, som jeg kom fra og kommer snart ind i territoriet, som tilhører bukken med den lange forsprosse på venstre stang og brækket forsprosse på højre stang og en brække bagsprosse på venstre stang. Men står bukken stadig i sivene, eller sidder den i en af haverne?
Velkonditionerede lam
Jeg opdager snart, at det sidste er tilfældet. Jeg tager en snes fotos af bukken, og da jeg heller ikke vil forstyrre den, går jeg tilbage i den retning, som jeg kom fra og vælger nu at vende tilbage til ”Hidsigbukken” for at se, om den har rejst sig, og det har den.
Jeg tager nogle fotos af den og går så op på asfaltvejen. Bukken har ikke set mig og esser uforstyrret videre.
Dejligt at se to lam i så fin kondition som disse. De var ude på egen boldgade, men lur mig, om ikke deres mor har holdt skarpt øje med dem.
På vej tilbage til bilen opdager jeg en siddende buk i kanten af det nordlige rørskær. Den er en returnerende gaffelbuk.
Jeg kan dog ikke komme tættere på uden at forstyrre den og vælger at tage nogle fotos på lovlig lang afstand for også en 600 millimeter telelinse.
Jeg tror, at bukken ser mig, men den gør ikke tegn til at ville rejse sig, da jeg fortsætter mod bilen. Jeg spotter snart to rålam på et friareal mod nord.
De er blevet store, og ”babydragtens pletter” er borte. Nu er de i rød sommerdragt og i god kondition. Jeg er sikker på, at moren er inden for rækkevidde.
I lighed med morgenens bukke lod råen mig tage nogle fotos af den uden at fare af sted for ”fuld musik”.
Når lammene er så store nu, er det forklaringen på, at der ved skårlægningen i sidste uge ikke blev kørt nogen ihjel.
Råer lægger dem nemlig kun lam af i de første otte-14 dage, når de er små og ikke kan følge med moren, men herefter følger de med på hendes fouragering og tager herunder selv plantemateriale til sig sideløbende med, at de dier hende helt indtil efteråret.
Landmanden, der udfører skårlægningen, kører forsigtigt og ser sig for, og han fandt et dødt rålam, som menes at være det, som var født sidst i april, og som ego tog fotos af 2. maj om morgenen.
Pladsbukken med knækket forsprosse på højre stang og knækket bagsprosse på venstre stang, sad i en have i dens territorium og tyggede drøv og lod mig tage fotos uden indvendinger.
Kort efter, at det blev født, stod regnen ned i stænger, og lammet menes at være at følgesygdomme, forårsaget af kulde, som råen ikke kunne beskytte lammet imod.
I bilen kører jeg nu en runde i området og spotter snart ”Tovbukken”, der sidder tæt på vejen og tygger drøv. Efter at den er kommet i sommerdragt, kan man se mærker på halsen, hvor tovet har strammet i den tykkere vinterdragt.
Da jeg har fået nogle fotos af den, fortsætter jeg, og 25-30 meter længere borte, sidder en rå og tygger drøv. Den er også tæt på vejen, og jeg får 20-30 fotos af den, og ser så ikke mere råvildt, før jeg er ude af sommerhusområdet lettet over, at jeg ikke har givet anledning til, at dyr er sprunget af sted for ”fuld musik”.
”Tovbukken” sad tæt på vejen og tyggede drøv. Ingen ved fortsat, hvordan den har fået tovet med sidste års kastestang om halsen. Selv om det er bizart, trives bukken tilsyneladende godt med tovet.
