At være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt er alfa og omega under bukkejagt. Men evnen til hurtigt at analysere situationen kan være forskellen på succes og fiasko
Af Michael Sand
Skyd – skyd ikke. Bukken tegner sig fint og skarpt i kikkertsigtet. Afstanden er god og riflen ligger solidt i skydestokken. Øjeblikket er indtruffet. Men inden man krummer pegefingeren, bør man sikre sig, at chancen er lige så oplagt, som man forestiller sig. Afstanden mellem succes og fiasko kan være hårfin.
Derfor har redaktionen været på bukkejagt i billedarkivet. Her har vi fundet en række billeder, som våbeneksperten Poul Hartmann har set nærmere efter i sømmene.
Situationen på billederne er analyseret ud fra problemstillingen: Bør der skydes eller bør der ikke skydes!
Forskel på jægere
I de anbefalinger, der knytter sig til de enkelte billeder, er der taget højde for, at de fleste bliver grebet af situationen, når de står ansigt til ansigt med bukken.
Derfor skal der ved skudafgivelsen være plads til mindre rystelser, der betyder, at træfpunktet kan flytte sig lidt uden at det får katastrofale konsekvenser for udfaldet af jagten.
Desuden skal der tages højde for, at man på længere skudhold skal kalkulere med en mindre egenspredning.
Ingen rifler kan på længere hold skyde hul i hul. Alene af den årsag frarådes det f.eks. at skyde en råbuk på halsen, selv om man på skydebanen har vist, at man evner dette med stor sikkerhed. Det viser sig desværre, at kun de færreste er lige så sikre på hånden, når de står over for bukken og jagtiveren bobler i blodet. Eller sidevinden driller.
Derfor skal der ved enhver skudafgivelse være plads til, at kuglens placering kan flytte sig lidt i alle retninger uden at dette medfører, at dyret anskydes eller at kødet ødelægges. Ved skud mod halsen, er der ikke plads til den mindste slinger i valsen.
Hurtig død
Det skal understreges, at vi udelukkende forholder os til det, vi ser på billedet.
Vi forventer, at jægeren har taget højde for sikkert kuglefang. Ligeledes forholder vi os ikke til om de viste bukke bør nedlægges ud fra en biologisk eller jagtetisk betragtning. Billederne er udelukket medtaget, da vi finder, at de på forskellig vis demonstrere de situationer, der opstår under bukkejagt.
Det er tilstræbt at vise billeder med jagtsituationer, der ligger i grænseområdet mellem skyd eller lad være.
Afslutningsvis bør det for god orden skyld nævnes, at det forventes, at jægeren er bekendt med sin kalibers kuglebane og evt. afdrift forårsaget af vind.
Hvis ikke kan man på diverse hjemmesider for riffelammunition eksperimentere med forskellige indskydningsafstande og dermed aflæse nøjagtigt den kuglebane, man finder passende. Tilsvarende kan man direkte aflæse vindens påvirkning ved forskellige hastigheder, retninger og skudafstande.
LÆS OGSÅ: Pas på sidevinden
Skyttens ansvar
Den jagtsituation, der for den ene jæger kan virke som oplagt kan for en anden jæger virke chancebetonet. Desuden har mange riffeljægere oplevet, at dagsformen kan spille dem et puds. Den ene dag kan de uden problemer holde trådkorset stabilt på lang afstand. Næste dag kan det knibe på langt kortere hold.
Derfor er det vigtigste budskab, at man er ærlig over for sig selv og kun udnytter de chancer, som man føler man behersker, når man står i situationen.
Problemstillingen ses måske tydeligt, når jæger jager med guide. En lettere ophidset jagtfører, der hvisker ”skyd”, ”skyd”, kan medfører, at man lader sig presse og tager en chance, som man dybest set ikke magter. Men går det galt kan man kun bebrejde sig selv. Den der krummer pegefingeren har ansvaret.
Våbeneksperten mener
Poul Hartmann har arbejdet med riffelkuglers opførsel i over 30 år. Gennem sine mange forsøg er Poul Hartmann kommet frem til, at han ud fra en sikkerhedsmæssig betragtning, foretrækker at gå på bukkejagt med lette og bløde kugler. Bløde kugler er alt andet lige mindre farlige for deres omgivelser end hårde kugler, der efter en tur gennem vildtkroppen, endnu kan være i besiddelse af en restværdien på tæt ved 100%
– Ideelt tilstræber man naturligvis en kugle, der aflever alt energien i vildtkroppen og som alligevel er i stand til at lave gennemslag.
– Men dyrets vægt, skudafstand samt dyrets vinkel i skudøjeblikket betyder, at det ikke er muligt at fabrikere en idealkugle. Ud fra en idealbetragtning vil en kugle altid være for blød eller for hård.
– Det er dog mit indtryk, at de fleste bukkejægere bruger rifler, der er overdimensionerede.
– Blandt hyldevarerne vil jeg anbefale cal. .223 og cal. .222. Sidst nævnte kan dog med en vis ret kan betragtes som en ekspertriffel. Mere anvendelig for de fleste jægere er cal. .22-250 og cal. .243, som nok ret beset er lidt i overkanten af det anbefalelsesværdige.
– Men har man økonomisk mulighed for det, vil jeg klart anbefale, at man udover sin standardriffel, anskaffer sig en decideret råvildtkaliber.
– Dermed kommer min anbefaling måske på kant med schweisshundeførernes ønsker, da en blød og hurtig kugle ikke altid laver gennemslag. Og vildteftersøgere vil altid foretrække en kugle, der slår igennem og efterlader et blodspor til hundene at arbejde på. Men eftersom man ikke bør se bort fra opspringende eller på anden vis vildtfarende projektiler, bør man efter min mening vælge bløde kugler.
Bløde kugler mister hurtig pusten, da de deformeres ved kontakt med grene eller andet, som de møder undervejs.
Set ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt er det heller ikke ligegyldigt om en fritfaldende kugle vejer f.eks. 11,6 g eller 5,5 g. Derfor går jeg ind for, at man i videst mulige omfang, bruger lette kugler, slutter Poul Hartmann.
