En bruger af Netnatur.dk fotograferede en sommerfugl i det indre København, som ikke lod sig identificere og det viste der sig at være en forklaring på
Af Redaktionen
Liselotte Bisgaard sendte Netnatur.dk redaktionen et billede af en sommerfugl, som hun ikke umiddelbart kunne identificere.
Heller ikke her på redaktionen var der en klokke der ringede, da vi så billedet af den flotte, men også noget slidte sommerfugl.
Vi gik derfor videre med spørgsmål til Uffe Terndrup, som er såkaldt entomolog, benævnelsen for en person, der har en dedikeret interesse for insekter.
Uffe Terndrup var ikke i tvivl om, hvad han så på billedet:
– Det er ikke en dansk eller europæisk art. Det er en takvinge og den stammer fra troperne eller subtroperne, oplyser Terndrup, der er næstformand for Dansk Entomologisk Forening (DEF) & Entomologisk Fagudvalg (EFU), som udgiver det lidt nørdede blad med det let klingende navn Bladloppen.
Uffe Terndrup finder det sandsynligt, at det er mennesker, som har hjulpet sommerfuglen til Danmark.
– Den er måske fundet i nærheden af et ”sommerfugle-land” eller et væksthus, hvor man importerer pupperne, og de flyver frit omkring indendøre, men jævnlig slipper der flere ud. Det skriver Uffe Terndrup til Netnatur.dk
Ud fra billedet kan Terndrup ikke fastslå hvilken art takvinge, der er tale om, da der er mange forskellige at vælge imellem.
Liselotte Bisgaard oplyser at hun er meget glad for svaret og at billedet er taget i nærheden af Kongens have.
