Af WWF
Når det årlige minimum af havis i Arktis efter planen bliver annonceret i næste uge, vil tallene formentlig vise, at havisen i år har nået en udbredelse, der er blandt de mindste, man har målt.
Sikkert er det, at den arktiske havis dækker meget mindre af Det arktiske ocean end den gjorde engang.
Og netop den mindre udbredelse af havisen, som skyldes klimaforandringer, fører til store omvæltninger i Arktis. I sidste måned var tusindvis af hvalrosser presset sammen på kysterne i Alaska og Rusland, fordi havisen er væk, nylig research viser, at fiskearter i Barentshavet rykker nord på med 160 kilometer hvert årti og i store dele af Arktis bliver flere og flere spækhuggere registreret.
– Havisens tilbagetrækning gør plads til spækhuggernes fremmarch, og når rovdyr som spækhuggere kommer til, har det indflydelse på hele økosystemet, siger Pete Ewins, WWF’s ekspert i arktiske dyrearter.
Spækhuggere jager mange arktiske arter, heriblandt mange slags sæler og både mindre og større hvaler.
– Det er blandt andet derfor, det er så vigtigt, at vi bremser klimaforandringerne ved at reducere vores udledning af drivhusgasser, siger Pete Ewins.
En nylig rapport viser, at det ikke kun er videnskabsfolk, der er bekymrede over spækhuggernes rejse mod nord. De arktiske befolkninger, inuit, deler bekymringen, viser rapporten, fordi spækhuggerne jager mange af de dyr, som de lever af.