Strandskaden har sin sorte ryg og hvid bug til fælles med husskaden. Men der ud over er der til gengæld ikke meget lighed mellem dem
Af Redaktionen
Strandskaden (Haematopus ostralegus) er en vadefugl med et meget karakteristisk udseende med sit lange røde næb og ben.
Særligt i forårsperioden kan strandskaderne have en støjende adfærd, når de nidkært forsvarer deres yngleterritorier over for andre artsfæller.
I sensommeren ankommer et stort antal strandskader til Danmark. De er på vej fra yngleområderne i Skandinavien og Nordrusland til vinterkvartererne i bl.a. Tyskland, Holland og Frankrig.
“Det er ikke udsædvanligt, at en strandskade bliver helt op til 25 år gammel”
Det vigtigste rasteområde er Vadehavet, hvor der kan være omkring 30.000-40.000 individer.
I foråret trækker strandskaderne atter mod yngleområderne, men omkring 7.000 til 8.000 par yngler her i landet.
Strandskadens levevis
Strandskaderne holder især til langs den jyske vestkyst, men der er flest i Vadehavet, hvor fuglene fouragerer på vadefladerne. Muslinger, især blåmuslinger og hjertemuslinger, udgør den største del af føden.
Når det er højvande, samles fuglene på såkaldte højvandsrastepladser. Disse er bl.a. strandene på Fanø, Mandø og Rømø og Højsande, der ikke oversvømmes.
Mange strandskadepar holder sammen i mange år eller hele livet.
Det er et krav til levestedet, at både højvandsrastepladser og fourageringsområderne er uforstyrrede.
Er der meget stor kamp om de bedste redepladser, så kan et strandskaden godt finde på helt at undlade at yngle i et par år, indtil de har fået tilkæmpet sig en god redeplacering.
Af de 7.000 til 8.000 par, der yngler i Danmark, findes cirka 3.000 par i Vadehavet på nøgne stenede kyster.
Flere og flere strandskader ses ynglende ved søer og i ådale inde i landet.
Sådan er strandskaden beskyttet
Fuglebeskyttelsesdirektivets bilag II
Bonn-konventionens liste II
Bern-konventionens liste II
Fredet
Natura 2000 – Artskode A130
(Natura 2000-status for strandskade: Gunstig bevaringsstatus)
Hvad kan hjælpe strandskaden?
Man kan hjælpe arten ved at begrænse færdslen på højvandsrastepladserne og ved at begrænse færdslen (fiskeri, sejlads m.v.) i fødesøgningsområderne.
Kilde: Miljøstyrelsen
