Henning Kørvel ser nærmere på klassikeren ”Maneaters and Marauders”, skrevet af John Taylor, som udover at være en særdeles effektiv elfenbensjæger, også jagede løver, som havde fået smag for menneskekød
Tekst: Henning Kørvel
John Taylor, der skød over 1.500 elefanter som krybskytte, jagede også menneskeædende løver – Maneaters og ”Marauders (bøfler og elefanter). I et tilfælde skød han nær Benga tre løver, men jagten var nær blevet forpurret af en halvblods med en gammel haglbøsse. Alligevel lykkedes det for Taylor at skyde de tre bæster, efter at en kvinde og to børn var blevet dræbt, og en anden kvinde mirakuløst reddede livet. Han fortæller om episoden i ”Maneaters and Marauders”.
John Taylor (1904-1969) var først og fremmest elfenbenskrybskytte, der skød over 1.500 elefanter. I nogle af sine 35 år i det østlige og centrale Afrika jagede han desuden menneskeædende løver og andre vandaler, som han beretter om i ”Maneaters and Marauders”, der siges af være den bedste af fire bøger fra hans hånd.
I et tilfælde skød han tre løver i Benga tæt på Zambezi, hvor han ejede en butik, som han havde indfødte til at drive. Han besøgte den ofte.
”Fordi det var frygtelig varmt, da jeg ankom til butikken, besluttede jeg mig for at sove i det fri i stedet for inde i butikken. Mine mænd sov imidlertid inde i butikken og forsøgte at tale mig fra at ligge ude på grund af ”Maneaters” (menneskeædende løver).
”Det var nemlig kendt, at der på den tid færdedes tre potentielle Maneaters nær Benga. Der var tale om en han og to løvinder, som altid sås sammen, og butiksforpagteren fortalte mig, at en løve var set følge efter en kvinde aftenen forinden, og på alle stierne i området var der fodspor af tre løver”.
”Fordi de indfødte havde dræbt næsten alle deres svin og geder, var det derfor kun et spørgsmål om tid, før de tre løver blev så sultne, at de dræbte mennesker”.
”Det er pudsigt, hvorfor Maneaters konstant dukker op i det samme distrikt, og før eller siden vil der således komme SOS fra indfødte, som føler sig terroriseret af Maneaters, og det er forekommet igen og igen i de 35 år, som jeg har færdedes i det østlige og centrale Afrika”.
”Tre af disse tilfælde har pendant til Livingstone, som i sine bøger fortæller om Maneaters, og det pudsige er, at disse steder er ligeså belastede i dag (1950-erne, red.). Men jeg har aldrig fået en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor det er sådan. Og mine egne undersøgelser har heller ikke givet en forklaring”.
Kokkedreng flyttede sig
”Det er nu og da blevet sagt, at årsagen til Maneaters er, at de indfødte har dræbt alt vildtet, men denne forklaring er ikke dækkende. Flere af stederne, hvor Maneaters optrådte, var dækket af tørre tornebuske, som ikke holder på vildtet. Andre steder rummede et acceptabelt antal af løvernes normale byttedyr, og ingen jagtmetoder der anvendes af indfødte, vil være i stand til at udrydde vildtbestande”.
”Før den hvide mand kom til Afrika, havde kontinentet fra Sudan til Cape været vildtrigt, selv om de indfødte havde levet der i århundreder”.
”Det er absurd at forestille sig, at de indfødte i løbet af et halvt århundrede skulle have haft held til at gøre det, som de ikke havde held til i de foregående århundreder, nemlig udrydde vildtet. Det er dog muligt, at i nogle distrikter, hvor indfødte har haft tilladelse til at eje forladervåben, at de kan have haft held til at reducere vildtbestande, men indfødte havde ikke disse våben på Livingstones tid, og i dag findes disse våben kun nogle få steder i Afrika”.
Maneaters and Marauders er lig med hårrejsende læsning om menneskeædende løver og farlige elefanter og bøfler.
”Med hensyn til Maneaters, er det spørgsmålet, om løverne er blevet anskudt af uerfarne jagtudøvere. I de fleste distrikter var jeg den eneste jæger, og jeg kom der kun for at hjælpe de indfødte”.
”Heller ikke forklaringen, at løverne af ukendte årsager var ude af stand til at fange byttedyr, er korrekt, fordi mange af løverne var i deres bedste alder, og løvinderne havde velvoksne unger med sig”.
”Intet menneske er et naturligt bytte for løver, og mit standpunkt er, at normale løver ikke vil involveres med mennesker, med mindre de bliver involveret af mennesker”.
Og så tilbage til Benga: ”De indfødte sov i en cirkel rundt om bålet, og den nærmeste lå kun nogle få fod fra mig. Min kokkedreng ”Little Friday” lå mellem fodenden af min seng og 10-12 fod fra vejen”.
”Med erfaring for Maneaters sov jeg altid med et øje og øre åbent. Jeg har udviklet en intuition til altid at være på vagt både dag og nat. Jeg stolede på min sjette sans og havde ingen forestilling om, at den ville svigte mig”.
”Omkring midnat vågnede jeg op og så Little Friday stå op, samle sine tæpper for at lægge sig imellem to sovende indfødte i cirklen. Om morgenen kunne han ikke give nogen gyldig årsag til skiftet af sted at ligge om natten, men fordi jeg ikke følte, at der havde været overhængende fare på færde, lagde jeg ikke mere i det”.
”Om morgenen fandt vi imidlertid friske løvespor tæt på det sted, hvor Little Friday havde ligget, og få yards borte fandt vi yderligere fodspor af endnu to løver, og af sporene kunne vi udlede, at de to løver havde stået og set på, at den tredje løve havde nærmet sig Little Friday”. Men hvorfor havde den ikke angrebet ham”?
”Little Friday havde formentlig flyttet sig til cirklen, før løvens ankomst, men hvorfor valgte den ikke at angribe mig i stedet for? Dens fodspor var kun seks fod fra min seng”.
”Jeg gætter på, at løven blot var nysgerrig, men den var ikke en almindelige løve. Havde løven sneget sig ind på Little Friday for af ukendte grunde ikke at angribe ham”? Havde hans intuition om fare fået ham til at rejse sig og lægge sig i cirklen af indfødte før løvens ankomst”?
”Personligt hældede jeg til den sidste forklaring. Jeg fandt det nemlig svært at forstå, at løver havde været så tæt på en sovende person, fordi den var nysgerrig. Jeg opfattede det, som om de havde oparbejdet mod i de foregående uger til at overvinde deres intuitive frygt for mennesker, og således var på vej til at blive Maneaters”.
Dette er et af de få fotos, der findes af John Taylor, som åbenbart ikke blev foreviget i jagtsituationer (”Maneaters and Marauders”).
Normale løver er menneskesky
”Almindelige løver går sjældent omkring ved højlys dag. Og hvis de endelig gør det, er det utænkeligt, at de kommer tæt på mennesker, sådan som løven havde gjort det i dette tilfælde. Og fordi de havde vist sig ved 10-tiden om morgenen, overbeviste det mig om, at de var sultne, og måske ikke havde ædt i flere dage. Jeg var sikker på, at de havde haft behov for endnu en nats sult, før de indledte deres metier som Maneaters”.
”Hvis ikke Little Friday havde stået op for at skifte plads til cirklen ved bålet, ville løverne utvivlsomt have taget ham”.
Little Friday havde arbejdet for mig i 8-10 år, og hændelsen den nat med Maneaters var den anden ud af i alt tre hændelser. Den første hændelse indtraf, da jeg jagede i en dal. Når det ikke regnede, og der heller ikke var udsigt til regn, sov vi som regel altid ude under åben himmel og lod bålet dø ud. Vi hørte altid løvebrøl, men fordi der altid var byttedyr nok, tog vi ingen notits af dem”.
”Igen vågnede jeg en nat og så Little Friday gå uden for lejren for at forrette nødtørft. Da han vendte tilbage, så jeg, at han kastede sten mod en hyæne, som vi havde hørt forinden. Han lagde sig så til at sove igen, men om morgenen viste det sig, at det ikke var en hyæne, men derimod en løve, der kun havde været fem yards fra ham”.
Potentielle maneaters. Selv løvinder i deres bedste alder med unger kan blive maneaters, fastslår Taylor (”Maneaters and Marauders”).
En almindelig løve ville ikke have stået der og gloet, men den var en meget gammel løvinde, som kort efter greb en mand, der lå i cirklen og sov. Manden var kommet over grænsen for at besøge os. Det lykkedes for mig at få ham fri af den potentielle Maneater, som jeg skød den følgende nat, efter at den var brudt ind i en hytte og havde dræbt en kvinde og to børn. Men hvorfor dræbte løvinden ikke min boy, som stod med ryggen til? Jeg har ingen forklaring på dette”.
’”Den følgende morgen klokken 10 var der et frygteligt spektakel foran lejren. Det kunne kun betyde, at en løve angreb, og jeg tog min riffel og bandoler med patroner og løb op på en forhøjning og hørte en kvinde skrige. Før jeg nåede op på toppen af højen, kom en mand og fortalte, at tre løver havde angrebet kvinden, og at de nu åd et svin, som de lige havde dræbt i landsbyen, hvilket tydede på, at de var sultne”.
”Solopgang og solnedgang er Maneaters favorittidspunkter til at jage, men de fleste drab begås dog om natten”.
”Det viste sig, at en kvinde i landsbyen havde lagt en sivmåtte på jorden i udkanten af landsbyen. Hun havde spredt en kurvfuld korn ud på den og var ved at male det til mel. Da melet var færdigt, samlede hun det op i to kurve, som hun placerede på hovedet, og sivmåtten tog hun over skulderen og begyndte så at gå ned mod landsbyen. Men noget fik hende til at se sig tilbage, og hun så nu to løvinder, der stod og kiggede på hende, mens en tredje løve kravlede ind mod hende. Hun skreg, tabte sivmåtten og greb om de to kurve på hovedet og løb for livet. Heldigvis for kvinden sprang løven på sivmåtten og prøvede at ”dræbe den”, hvilket gav kvinden tid til at komme i sikkerhed i landsbyen”.
”Episoden fandt sted 10 skridt fra hytterne i landsbyen. Fordi der var flere mænd og kvinder i landsbyen, vovede løverne ikke at angribe, men nøjedes med at dræbe et svin, som de bar et stykke bort for at æde det. De indfødte sad i en halvcirkulær formation for at kunne overvære ”forestillingen”. De var ikke villige til at sidde tættere på de ædende løver, men selv om de sad tæt på dem, følte de tilsyneladende ingen fare”.
Kvinde fra humble-folket, som ofte var ofre for menneskeædende løver og maroderende elefanter (Maneaters and Marauders”.
Maneaters ved, at de er afvigende
”Jeg vidste, at det ville være stort set umuligt at få dem gennet bort. Skønt de var kun 20-25 yards fra løverne, var jeg tilfreds med, at de ikke kom tættere på, fordi de så ville komme i skudlinjen. Men hvad jeg ikke kunne lide at se, var en ”halvblods” med et gammelt haglgevær. Jeg kender mange halvblods og taler ikke nedsættende om den generelt, men mange af dem er problematiske, fordi de prøver at vise sig for de indfødte”.
”Jeg gjorde tegn til, at de indfødte skulle blive, hvor de var, og at halvblodsmanden skulle blive på linje med de indfødte. Han gloede ondt på mig, men fulgte alligevel anvisningen. Jeg var dog godt klar over, at han snart ville møve sig frem igen. Jeg håbede, at jeg havde den fornødne tid til at afgive et par skud til løverne, før han begyndte at bruge sin gamle haglbøsse”.
”Det så ud, som om det kunne være en af de sjældne chancer, som man drømmer om, hvis det altså det ikke havde været for fyren med haglbøssen. Jeg vidste, at han ville lade sig rive med efter mit første skud, og at jeg helt sikkert ville miste mit skud til den tredje løve. Jeg kunne have taget geværet fra ham, men det ville udvikle sig til et skænderi, som der imidlertid ikke var behov for 25 meter fra løverne”.
”De indfødtes svin er små, og jeg vidste, at det ikke ville holde længe til tre løver. Jeg måtte derfor handle hurtigt og prøve at skyde mindst to af bæsterne. Der var en lille busk foran mig, og omkring syv skridt fra løverne, og bagved den var der tre tornbuske, hvis grene formede sig som en tunnel. På min højre side var jorden bar, indtil den mødte krat og et stort baobabtræ kun 20 yards borte. Kun 20 yards borte lå landsbyen på min venstre side.
”Cirka 150 mænd og kvinder sad i en halvcirkel til venstre for mig, og her stod også fyren med haglbøssen. Det kan forekomme at være galskab at åbne ild under disse forhold, og med alle de indfødte som tilskuere, og det ville have givet vanskeligheder, hvis det havde været en almindelig løvejagt. Løverne var imidlertid Maneaters, og en af dem havde forsøgt at dræbe en kvinde kort forinden”.
”Studiet af Maneaters – løve, tiger eller leopard – er fascinerende, fordi disse unormale dyr så fuldstændigt ændrer deres vaner og generelle adfærd. Disse abnorme bæster synes at vide, at de er forkert på den. Ved ordinær løvejagt ved man, at løven ikke har været i berøring med mennesker, men når man jager Maneaters, ser det ud til, at de er fuldt ud klar over, at de har sat bolden i gang, og at manden ellers hans pårørende er berettiget til at tage hævn”.
”Jeg har aldrig været ude for, at en enlig Maneater eller dens mage har angrebet mig, før den blev anskudt”. Yderligere må det erindres, at løver i Afrika ikke er vant til at blive påskudt. Bortset fra mig selv er det sjældent, at nogle jager Maneaters i Afrika i dag. Savnet af en kraftig riffel i sådan et tilfælde ville have en højest foruroligende virkning ud over det faktum, at min tilstedeværelse så tæt på løverne kunne se ud, som om jeg slet ikke havde frygt, hvilket jeg dog faktisk ikke havde”.
”Jeg var normalt bange, men omstændighederne overbeviste mig om, at jeg måtte lægge frygten bag mig, for at jagten skulle lykkes. Mit job var at gøre løverne bange. Jeg begyndte nu at gå henimod løverne i tornekrattet. En han og to løvinder lå og åd af svinet. Da jeg nåede ind på syv skridt fra dem, rejste den ene sig og så bort fra mig. En anden løve var på min venstre side, og den tredje løve så direkte i min retning”.
Den bageste hanelefant, der ikke har stødtænder, har normalt en kort lunte og er således en farlig ”mankiller” (Maneaters and Marauders”).
”Jeg ramte den”
”Jeg placerede kuglen på løvens hoved, hvor det møder halsen. Det dræbte den øjeblikkeligt. I skuddet sprang løvinden til venstre et stykke tilbage. Den anden løve sprang også tilbage, men fordi jeg ventede at høre skud fra den gamle haglbøsse, slap jeg kuglen, der slog løven ned, men hun var snart oppe igen og forsvandt ind i krattet til højre, men den var hårdt såret. Da jeg ændrede min position, kom halvblodsmanden med haglbøssen:
”Jeg har ramt den”.
”Før jeg åbnede ild, havde jeg som sædvanlig taget en fløjte, som jeg altid har i en snor om halsen, i munden. Jeg blæste nu et skingrende pift. Om det skyldtes det, eller løvinden alligevel ville have trukket sig op af krattet for at få et hurtigt overblik, ved jeg ikke. En løve, der ikke er anskudt, vil ofte se sig omkring, men denne løvinde var ramt af et skud fra den gamle haglbøsse. Alligevel kom den på den måde, som jeg havde håbet på, og jeg følte mig overbevist om, at jeg ville have skudt den, hvis jeg havde været alene. Men så skød han igen og råbte:
”Jeg ramte den igen”.
”Løvinden vendte rundt og løb ind i højt græs og krat, før jeg kunne nå at skyde til den. Jeg rakte nu min riffel til en indfødt, og i tre spring nåede jeg ”geværmanden”. Min eneste fortrydelse var, at jeg kun havde canvassko med gummisåler på. Ikke alene havde han drevet løvinden væk, og jeg havde mistet et sikkert skud til den, men bukkehaglene havde også været faretruende tæt på min skulder og mit øre”.
”Så du har ramt den to gange”, råbte jeg?
”Gå så efter den med din forbandede haglbøsse. Tror du, at jeg vil forfølge en løvinde, som du har anskudt”= Følg selv op på den”.
”Han havde selvfølgelig ingen intention om at forfølge løvinden. Jeg måtte gøre det, og jeg var sikker på, at løvinden ikke var hårdt såret. Han havde skudt til den på dens ene side, men det sidste jeg så af den, da den forsvandt, var, at den brugte alle fire ben. Der var kun en lille pøl blod der, hvor løvinden havde stået. Jeg var sikker på, at jeg ville finde den første løve, som jeg havde skudt til, forendt. Jeg havde en anelse om, at den sårede løvinde ville standse et øjeblik ved siden af den døde hanløve, og når hun indså, at den var død, vil hun gå videre for at vende tilbage til den om natten”.
”Hvis det ikke lykkedes for mig at finde hende tæt på den døde løve, ville det være bedre ikke at forfølge hende. Krattet og jordens beskaffenhed egnede sig ikke til at spore en løve, og hvis jeg viste hende, at jeg var interesseret i hende, kunne jeg risikere helt at miste hende, og det ville blive svært at samle op på hende igen. Det ville derfor være en klogere politik at vente på natten og så prøve hende igen”.
”Intet dyr kunne leve længe efter at have mistet så meget blod, som jeg fandt i hendes spor. Det var helt tydeligt, at min kugle havde gjort det, som jeg havde håbet på, at den ville gøre, men jeg sander også den gamle bushman’s ord, at ”ingen af disse bæster kan anses for døde, før de findes forendte”.
Fik den sidste løve om morgenen
”Det var bemærkelsesværdigt, at den første løvinde, der væltede om for så at forsvinde ind i krattet, men det viser blot vitaliteten og livskraften hos løver og samtidig dumheden hos de, som går på jagt efter dem i tætte bevoksninger, og som er underkalibrerede.
”Jeg fandt den første løvinde 25 yards inde i krattet og fik omkring for at se efter den anden løve. Sporet viste, at den var passeret tæt forbi dens døde kammerat og derefter var forsvundet ind i krattet. Efter at have taget pelsen af hanløven og den første løvinde, lagde jeg de to slagtekroppe ud i nærheden. Jeg var nemlig sikker på, at den anskudte løvinde var i nærheden og ville komme tilbage for at søge efter sin mage, og fordi løverne ikke havde nået at æde meget af svinet, før jeg åbnede ild, måtte den være sulten, og en sulten løve ville gerne æde en død kammerat, hvis der ikke findes andet spiseligt i området”.
”Jeg havde lyst til at sidde og vente på den anskudte løve, fordi der var et passende træ i nærheden. Jeg kunne godt have slæbt kadaverne tættere på baobabtræet og have siddet i det, men jeg ville hellere sidde på jorden, fordi det er lettere at sætte en kugle på et vitalt punkt, når man er på samme niveau som løven, end hvis man sidder i et træ og skal skyde oppefra og ned”.
”Da dagslyset kom den følgende morgen, monterede jeg min lommelygte på siden af riflen og gik op på højen for at se efter løvinden. Jeg havde sagt til de indfødte, at de skulle blive inde i deres hytter. Denne gang tændtes håbet, fordi jeg så et dyr æde af kadaverne, men det viste sig at være en hyæne, men fordi jeg vidste, at det ville holde løvinden borte, gik jeg tilbage til lejren”.
”Elleve gange i løbet af morgenen gik jeg op på højen uden at få et glimt af løvinden. Jeg skjulte mig i en 10 fods sprække i baobabtræet, indtil det var lyst nok til, at jeg kunne se sigtemidlerne på riflen og gik så i retning af kadaverne. Der stod den anskudte løvinde med bredsiden til og åd af sine kammerater. Jeg er sikker på, at den ikke hørte skuddet, der dræbte den, hvor hun stod, og der var ikke brug for opfølgende skud.
Ovenstående historie er en ud af 11 i Taylors bog om menneskeædende løver – Maneaters – og marauders, der både kan være bøfler og elefanter. Taylor fortæller overbevisende om bæsterne og jagten på dem, og derfor er hans bog blevet en klassiker, der griber læseren og får denne til at læse til den lyse morgen, fordi han er en spændende fortæller, og man naturligvis skal have alle pointerne med.
Desuden er fortællingerne tidstypiske for hvides agens i Afrika i første halvdel af 1900-tallet, fordi de sidste hæsblæsende jagter på bæster fandt sted i 1950-erne, før Taylor blev forvist fra Afrika og endte fattig i en etværelses lejlighed i London. Han havde ødslet sine penge fra elfenben bort, men hvad han manglede af jordisk gods, opvejes i nogen grad af hans bøger, hvoraf Maneaters and Marauders tindrer som en stjerne.
John ”Pondoro” Taylor: Maneaters and Marauders, 200 pp. Safari Press, Inc., USA.
