Sydafrika og dets nabolande rammes af rejserestriktioner
Står den på jagt eller fotosafari i det sydlige Afrika i den nærmeste fremtid, skal rejsen efter alt at dømmes flyttes til en ny dato.
Danmark følger flere andre europæiske lande og indfører indrejserestriktioner for Sydafrika samt seks nabolande. Det sker efter fund af den nye virusvariant B.1.1.529.
Udover Sydafrika rammes bl.a. Mozambique, Zimbabwe, Botswana og Namibia.
Indstillingen begrundes med bekymring for den nye virusvariant B.1.1.529, der er påvist i Sydafrika, og som ser ud til at være forbundet med kraftigt stigende smittetal særligt i provinsen Guateng men også i andre provinser i landet.
Desuden er B1.1.529 påvist hos 4 personer fra Botswana, i Hong Kong hos en rejsende fra Sydafrika. Den er endnu ikke set i Danmark.
Den nye variant er kendetegnet ved at have markant flere mutationer i spikeproteinet end de øvrige kendte Sars-CoV-2 virusvarianter. B.1.1.529 har ca. 35 mutationer i spikeproteinet, hvor Deltavarianten har 10-15 mutationer.
Nogle af disse mutationer har tidligere været forbundet med nedsat følsomhed for vaccineantistoffer og øget smitsomhed. Der er fortsat meget begrænset viden om, hvordan virus opfører sig hos mennesker, herunder blandt vaccinerede, men det er påfaldende, at den på meget kort tid ser ud til at kunne udkonkurrere Deltavarianten lokalt i Sydafrika.
Der forventes at komme yderligere viden, særligt fra Sydafrika, i løbet af de næste uger. Det må i den forbindelse anerkendes, at Sydafrika har været hurtige til at informere det internationale samfund.
Læs mere via klik placeret øverst dette uddrag af pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.