DCE og DJ kan ikke begge have ret. Men hvem har ret og hvem har uret? Det spørgsmål rejser Egon Bennetsen i denne artikel, hvor han ser tegn på, at der skiftes hest i vadestedet
Tekst og foto: Egon Bennetsen, vildtbiolog
TANDSNIT OG U-SIKKERHED 2
Se også: TANDSNIT OG U-SIKKERHED 1
DCE har i en undersøgelse forsøgt at vise, at det med en høj grad af sikkerhed (92 %) er muligt at fastslå den faktiske alder på skudte krondyr ved at undersøge et tandsnit af dyrenes fortænder.
Undersøgelsen blev gennemført ved at undersøge tandsnit fra krondyr med kendt alder og sammenholde den skønnede alder med krondyrenes faktiske alder ved hjælp af en bestemt statistisk metode.
Det står klart, at den statistiske metode som DCE har valgt at anvende – og som DJ har bakket op om – absolut intet viser om tandsnitmetodens præcision. Tværtimod er den ubrugelig.
Nu begynder DJ så pludselig at så tvivl om hele undersøgelsens grundlag, nemlig hvorvidt DCE overhovedet kender alderen på krondyrene med ”kendt alder”!!!
Er DJ ved at skifte hest midt i vadestedet?
DJ fastholder, at indsamling af kæber med efterfølgende tandsnitning har stor værdi.
DJ tænker her formentlig på den økonomiske værdi for DJ.
Den biologiske værdi er i bedste fald intetsigende med hensyn til aldersbestemmelse af kronvildt – i værste fald direkte vildledende og skadelig.
……………………………………………..
I en artikel på Danmarks Jægerforbunds (DJ) hjemmeside d. 5/12-2017, som bemærkelsesvis er uden forfatternavn, skriver DJ:
”De kæber, som indgår i figur 5 i DCE rapporten fra Oksbøl, er i dag museumsgenstande på Zoologisk museum. Der er derfor en række mulige fejlkilder, hvoraf en er den menneskelige faktor, hvor det ikke kan udelukkes, at der er bytte rund på kæberne og numre etc. En anden forklaring, som faktisk gælder hele datasættet, er usikkerheden om dyrenes faktiske alder.
…………
I praksis kan kun dyr, der er mærket som kalv og 1 års dyr med sikkerhed angives med kendt alder som voksen. Om dette har været tilfældet med alle de 37 dyr er reelt usikkert.” [Min fremhævning]
DJs pludselige tvivl står i skærende kontrast til DCE rapport nr. 106, hvor det uden usikkerhed – blev fastslået, at dyrene i tandsnitundersøgelsen er af kendt alder:
Sunde og Haugaard skriver her:
”I et referencemateriale på 37 individer med kendt alder (mærket som kalve eller 1-årige)…”
”Til afprøvning/verifikation af tandsnitsmetoden blev primært benyttet historiskmateriale af dyr med kendt alder fra Oksbøl. Dette drejede sig om dyr, som i 1970’erne og en årrække frem blev mærket (fundet som nysatte kalve eller fanget i fælder) før 2-årsalderen. Når disse ID-mærkede dyr efterfølgende blev genmeldt (nedlagt under jagt eller dødfundet) kunne deres alder derfor fastsættes uden usikkerhed.” (Min fremhævning.)
Sunde og Haugaard slår altså i DCE rapport nr. 106 utvetydigt fast, at Oksbøl – dyrene var aldersbestemte uden usikkerhed. Derfor er Oksbøl – dyrene særligt værdifulde i undersøgelsen, idet deres alder uden for enhver tvivl er kendt og de er fritlevende, som de krondyr tandsnitmetoden tænkes anvendt på.
Et år efter at jeg påpegede, at den angivne forklaringsgrad på 0,92 ikke gav et sandt billede af metodens egnethed (den er 0,50 eller 0,52 – med eller uden skæring i 0,0) begynder DJ nu at tale om usikkerhed om dyrenes alder, og at det er usikkert hvorvidt Oksbøl – dyrene overhovedet har været mærket som kalv eller aldersbestemt som 1 års dyr sådan som DCE påstår.
DJ’s påstand er dermed i fuldstændig modstrid med det DCE hævder!
Hvem har ret?
Hvilken viden besidder DJ om aldersbestemmelsen, der ikke er i overensstemmelse med DCEs påstande?
DJ bør øjeblikkeligt fremlægge beviser for, at Sunde og Haugaards påstande er urigtige.
Jeg har forsøgt, at trænge til bunds i sagen, ved at bede om aktindsigt hos DCE i de stamdata, (Kartotekskort, kladder eller lignende), der ligger til grund for Sunde og Haugaards påstande om den faktiske alder..
Det blev mig nægtet, ligesom DCE har oplyst mig, at de ikke længere er i besiddelse af de pågældende data! Stik imod enhver videnskabelig metode har DCE altså valgt ikke at arkivere baggrundmaterialet til en videnskabelig rapport!
Så kan læserne jo spekulere over, hvorfor man ikke vil udlevere interne notater m.v. og ikke har arkiveret de helt grundlæggende mærkningsdata fra nogle krondyr, som rapporten baserer sig på.
DCE og DJ kan ikke begge have ret.
Hvis dyrene ikke er entydigt aldersbestemt, som ovenfor anført af DJ, har DCE et alvorligt problem!
a.) Har DCE bevidst angivet et usikkert datagrundlag som værende sikkert?
b.) Har DCE først opdaget det på et senere tidspunkt?
c.) Hvis dette er tilfældet, et det interessant, at vide: (Gælder såvel DCE som DJ).
1. Hvornår man har opdaget det?
2. Hvem har vidst det?
3. Hvorfor har man holdt det skjult?
Hvis Sunde og Haugaard fastholder, at dyrene – som skrevet – er entydigt aldersbestemt, har DJ et problem.
a. Hvorfor antyder man det modsatte?
b. Hvilke beviser har man for, at der er usikkerhed om dyrenes alder?