Dansk jagt er på mange måder at sammenligne med et eventyr, der stadig er under udvikling, men alligevel lader jægerne sig forføre af uafprøvede, sovjet-inspirerede ideer, der vil undergrave det danske eventyr
“Tanker om jægere og konen i muddergrøften“
Leder af Netnatur 12. okt.2023
Historien om det danske hjortevildt er på mange måder et rent eventyr. Da flere af os endnu var drenge og piger, var oplevelser med både råvildt, dåvildt og kronvildt for de få. I dag er det for de mange.
Hvorfor det store hjortevildt er steget i antal, er der mange forklaringer på. Dem ser vi for en stund bort fra … I stedet vil vi lege med tanken om, at fortællingen om det danske hjortevildt er et sandt eventyr.
Hvis vi bliver i barndommens univers, ligner udviklingen unægtelig et resultat af ren ønsketænkning. Bestandudviklingen har overskredet enhver fantasi.
Tænk sig, at der i et tætbefolket land med landbrug, vejnet og et meget stort antal jægere er plads til så meget hjortevildt.
Det er, for at anvende et fortærsket udtryk, helt vildt …
Men alligevel kan taknemligheden til tider være til at få øje på …
Til gengæld fylder utilfredsheden rigtig meget. Ikke mindst blandt jægerne, som ellers er dem, der i udpræget gad nyder godt af bestand-udviklingen.
Ja faktisk minder fortællingen om det danske hjortevildt lidt om eventyret med konen i muddergrøften.
Eventyret handler om en fiskerkone, der fik alle sine ønsker opfyldt, men selv om hun blev både kongelig og kejserlig blev hun aldrig tilfreds. Hun ville have mere og mere … Til sidst gav utilfredsheden bagslag og dermed endte hun der, hvor hun kom fra, nemlig i muddergrøften.
Moralen er, at det kan gå gruelig galt, hvis ikke man er tilfreds med det man har, men i stedet retter al fokus mod det man ikke har …
Den måske største gave til de danske jægere nogensinde er ikke i tilstrækkelig grad blevet modtaget som en gave. I stedet er det medvirkende til, at jægerne nu er ved rykke selve jagtsagen fra hinanden.
Glæden over den fantastiske udvikling overskygges af utilfredshed over udviklingen.
Arealkrav har længe svævet som en skygge over den frie jagt. Men idéen om arealbestemt jagt køber de danske politikere ikke ind på. De ønsker ikke arealkrav. Men det klare signal fra det politiske og demokratiske system, har ikke lagt låg på ønskerækken og erstattet utilfredshed med tilfredshed. Tværtimod.
Nu graver utilfredse jægere og lidelsesfæller ideer frem, som bryder fundamentalt med selve grundfortællingen i det danske jagt- og vildteventyr. Står det til Vildtforvaltninsrådet skal jægerne ad frivillighedens vej tvinges ind i store kollektive råd.
Ideerne til de nye kollektiver råd stammer fra lande, hvor vildtet tilhører staten. Hos os er det lige modsat. I Danmark tilhører vildtet alle – eller ingen …
Først når vildtet er nedlagt, træder ejendomsretten i kraft.
Sådan har det været ”altid”, men hvordan bliver det, når jægerne skal deltage i en fælles, kollektiv forvaltning?
Det vil vi her på siden gerne gisne om. For nuværende kan det ikke blive ved andet end gisninger. Vi ved ikke helt konkret, hvad det er de utilfredse kræfter pønser på.
Men vi ved, at Vildtforvaltningsrådet alligevel er parat til rulle de nye og endnu ikke testede principper ud over jagtdanmark.
Hvordan griber det ind i eventyret om hjortevildt til alle?
Ja først og fremmest er ordet forvaltning et nøgleord i de sovjet-inspirerede ideer. (Sovjet er russisk ord for råd)
Og hvordan harmonerer forvaltning f.eks. med begreber, som jagt i yngletiden og jagt i parringsperioderne?
Kan vi kalde jagt på råbukke i sommerperioden for forvaltning?
Og hvis ikke, hvor stiller det så jagtsagen i de nye sovjet-inspirerede ideer? Rådene har vel til formål at forvalte Og næppe til hensigt at tilgodese jægernes jagtinteresser?
Hvis den private jagt- og ejendomsret skal ophæves til fordel for storstilet samforvaltning, må det vel sætte hele begrebet jagt ud i den måske største trykprøve nogensinde.
Især da der i den såkaldte adaptive forvaltning skal inddrages en lang række andre personer, der ikke går på jagt. De inviteres også ind i fællesskabet, hvor de kan give deres besyv med.
Man er meget godtroende, hvis man tror, at det alene bliver tal og faktabaserede debatter – jæger og jæger imellem -, der kommer til at udspille sig omkring bordet i det kommunale eller regionale råd …
Hvordan kan det blive det, når hele ideen er opstået på et ikke faktabaseret grundlag?
Husk på, at ideen om adaptiv vildtforvaltning kun er en idé. Principperne er ikke testet under de vilkår, der gælder i Danmark.
Den adaptive vildtforvaltning er først og fremmest vokset ud af en mavefornemmelse. En særlig sur en af slagsen vel at mærke.
Overfor principperne i adaptiv vildtforvaltning, står den private jagt- og ejendomsret, som vi ved virker – når man løfter hovedet og flytter fokus fra håret i suppen.
Den danske jagtmodel er under evig forandring. Arter fjernes fra listen over jagtbare og nye arter og tiltag kommer til.
I nyere tid er der f.eks. blevet tilladt at anvende lyddæmpere, skyde hjortevildt i skumringen og dæmringen og bruge kikkert med nattesyn i forbindelse med regulering af visse arter.
Hvert tiltag griber ind i den eksisterede model og hvad der kommer ud i den anden ende ved vi faktisk ikke, før der er gået måneder og år …
De danske jagttraditioner er grundlagt sten for sten gennem hundredvis af år, hvor lov og bærende jagtkultur er gået hånd i hånd.
Den adaptive og sovjet-inspirerede revolution, som Vildtforvaltningsrådet agter at rulle ud i nærmeste fremtid, er et eksperiment. Intet andet.
Det kan være det virker. Det kan også være det udvikler sig i den stik modsatte retning. Sådan er det med forsøg.
De adaptive ideer i relation til det stationære vildt er baseret på ønsketænkning. Men den er næppe baseret på ønsket om hjortevildt til alle. For så er der ikke brug for nogen revolution.
Hjortevildt til alle har vi allerede. Endda i rigelig grad. P.t. kan både høj og lav nyde godt af den livskraftige bestand og hvert år kan jægere med adgang til såvel store som mindre arealer hænge drømmetrofæer på væggen fra voksne dyr …
Men hvad er så, der driver de utilfredse jægere i en sådan grad, at de er i parate til at forkaste det, som vi kommer fra?
Flere jægere er ikke tilfredse med hjortebestandens sammensætning af køn og alder. Politikere har brugt mange ressourcer for at imødekomme jægerne og de politiske tiltag ser ud til at flytte bestanden i den rigtige retning. År efter år kan der opleves store voksne hjorte. I 2022 blev udviklingen sågar kronet med en ny Danmarksrekord for kronhjort på fri vildtbane.
Men lige meget hjælper det. Intet virker godt nok.
Først skulle fem procent af hjortene være over otte år. Et i sig selv meget ambitiøst mål i en frit-levende bestand. Men det var ikke nok. De utilfredse jægere vil have endnu flere hjorte.
Allerede inden jægerne var i mål, sendte de ønskefeen et nyt ønske. Nu forlangte de, at 5% af HELE bestanden skulle består af hjorte over otte år.
Vildtforvaltningsrådets formand gik med på jægerønskerne og midt i kampen flyttede han målstolperne.
Nu var de utilfredse jægere sikre på, at jægerne ikke kunne score … De kunne dermed fortsætte med at beklage sig over, at bestanden stadig var langt fra målsætningen.
Men fortællingen om, at mere vil have mere, stopper aldrig. Det gør den ikke i eventyret om konen i muddergrøften. Den gør den heller ikke med jægerne, der er knyttet til Vildtforvaltningsrådet.
Konen i muddergrøften var ikke tilfreds med at være konge og kejser. Hun ville være himlens og jordens hersker.
Jægerne vil ikke kun bestemme, hvad der skal ske på eget jord. De vil også bestemme, hvad der skal ske på naboens.
Alt i alt skal de undersøgende artikelopslag på Netnatur gerne gøre os i stand til at vurdere om jægerne går mod lysere tider – eller om de er på vej mod muddergrøften, og en tid, hvor begrebet jagtret er en by i Rusland og “hjortevildt til alle” en kliche, der kan høre fortid til …