To biologer har forfattet et debatindlæg og foreslår, at krikænderne fredes og at der indføres forbud mod fodring og udsætning etc. Men tankerne virker til tider romantiserede og ude at takt med kendsgerningerne …
Af Michael Sand
Hvis man var af den overbevisning, at danske jægere alt i alt gør det meget godt, får man et helt andet indtryk, når man læser Søren Vium-Andersen og Arne Hastrups debatoplæg til et nyt idegrundlag for jagten i Danmark,
Skrivelsen er klinisk renset for positiv kritik af danske jægeres indsats som vildt- og naturforvaltere, selv om flere af de mest populære jagtbare arter f.eks. er i stærk fremgang.
De to biologer er ikke just begejstret for de eksisterende principper og derfor har de forfattet en række synspunkter, som systematisk og punkt for punkt gør op med den traditionelle tilgange til den danske vildtforvaltning.
Det vil her være alt for omfattende at komme ind på samtlige forslag, der strækker sig fra fredning af visse ænder til forbud mod motorbådsjagt samt forbud mod fodring og udsætning af vildt etc.
Mange af synspunkterne har desuden været fremført tidligere og eftersom der er tale om synspunkter, og ikke underbygget videnskabelig data, kan man naturligvis ligge i debatoplægget, hvad men vil.
Flere af forslagene minder da også mest af alt om spredt skydning med løst krudt, da de underliggende synspunkter virker til at tage udgangspunkt i en natur-romantisering af de faktiske forhold, som vildtet lever under i dag.
Dyrkede marker og intensiv skovdrift er f.eks. langt fra det såkaldte naturlige miljø, som arterne oprindeligt udviklede sig i. Selv om jægerne indstillede deres fodring, som det forslås, vil både hjortevildt og gæs i stor stil blive “fodret” på de dyrkede marker. Er det mere naturligt end fodermarker og foder i fodertønder etc?
Dette ses der dog bort fra og flere gange luftes ønsket om, at vildtet i Danmark skal udvikle sig naturligt.
” Naturlig dødelighed ved predation, sult og sygdom er en del af naturens orden og er af stor betydning for bestandenes tilpasning til miljøet og sundhedstilstanden.”
Dette hævder skrivelsen, som mener, at det jagtlige udtag forhindre denne såkaldte naturlige udvikling og tilpasning.
Bl.a. derfor mener biologerne, at ræven skal fredes. Den skal være med til at sikre en mere naturlig dødelighed blandt byttedyrene. Kan viber, skestork, agerhøns og hare ikke beskytte deres afkom mod ræven, må de bukke under. Det må være den naturlige udledning af skrivelsen, der dog holder en dør på klem mht regulering, hvis ræven udgør en trussel mod folkesundheden og de erhvervsmæssige interesser.
Biologerne anser det for afgørende, at også de jagtbare arter udvikler sig naturligt, selv om den verden som vildtet lever i langt fra længere kan anses som værende naturlig.
Søren Vium-Andersen og Arne Hastrup antyder, at den jagtlige og unaturlige påvirkning i dag er så stor, at den er styrende for hvilke arter der overlever og hvilke der ikke gør.
Dette synspunkt er lige så nemt at afvise, som det er at fremføre. Derfor havde videnskabelig underbygning også på det punkt styrket synspunktet.
Hvor mange procent kan jægerne f.eks. tage ud af en grågåsebestand inden det begynder at slå igennem på den ifølge biologerne mere naturlige udvælgelse? Kan jægerne skyde 10, 20 eller 30 procent før det hæmmer artens mulighed for at tilpasse sig optimalt?
Hvor jægerne nok gennemgående har haft det indtryk, at det spillede en mindre rolle, hvad gåsen, agerhønen eller krondyret døde af, mener de to biologer noget helt andet. Tilsyneladende er det ikke tilstrækkeligt, at jagt er kompenserende for andre dødsårsager. Dødligheden skal være mere naturlig og det jagtlige udtag er ikke med på listen over naturlige dødsårsager.
Derfor må man ifølge biologerne aldrig udtage mere vildt end, at de såkaldte naturlige processer spiller en afgørende rolle for hvem der skal dø og hvem der skal føre slægten videre.
De to biologer holder sig dog ikke på deres såkaldte naturlige biologiske boldbane i skrivelsen. Debatindlægget indeholder også meget klare politiske synspunkter vedr. fremtidens vildtforvaltning. Synspunkter som går helt ind i selve administrationen af dagens vildtforvaltning.
“Jagten i Danmark er alene reguleret ved jagtbarhed og jagttider af varierende længde. Der er således ingen brugbare værktøjer i nutidens forvaltning, der sikrer, at de enkelte bestande af de jagtbare arter har naturlige størrelser set ud fra et biologisk synspunkt
Bl.a. derfor skal jagten ifølge de to biologer reguleres lokalt.
“Ved som noget nyt at forvalte jagten ud fra et kvantitativt kriterium, hvor jagtudbyttet tildeles lokale jagtlav som kvoter, bliver det muligt at få naturlige bestandsstørrelser.
“Vildtforvaltningen og dermed afskydningen af jagtbare arter baseres på årlige kvoter, som tildeles jagtlav til selvforvaltning” skrives der.
Begrebett adaptiv vildtforvaltning anvendes ikke i skrivelsen, men de to biologers tanker virker til at være i tråd med den adaptive vildtforvaltningsmodel, som bl.a. praktiseres i Holland.
Arne Hastrup afviser dog, at de fremførte ideer tager udgangspunkt i den hollandske adaptive forvaltningsmodel.
– Vi bruger ikke begrebet adaptiv vildtforvaltning, og argumentere blot for, at jagten i højere grad styres i et lokalt samråd mellem jægere, skovejere og landbrugere, siger Arne Hastrup til Netnatur.dk
Men hvad en såkaldt naturlig bestand er kommer man ikke ind på i debatindlægget. Fik kronvildtet lov til at udvikle sig “naturligt”, vil der ifølge eksperter være plads til ca. 250.000 dyr. Men vil samfundet tillade så stor en bestand? Trafik og skader på mark og skov vi kræve bestanden reguleret inden den nåede et naturligt niveau.
Det er næppe sandsynligt, at debatoplægget fører til at den danske vildtforvaltningsmodel rykkes fra hinanden og sammensættes som foreslået af Søren Vium-Andersen og Arne Hastrup.
Selv om deres tanker om jagt indeholder mange tankevækkende synspunkter er og bliver det synspunkter, hvad der også ligger i titlen af skrivelse, som benævnes som et debatindlæg.
I denne verden er der ikke noget, der er så godt, at det ikke kan blive bedre. Det gælder sikkert også den danske vildtforvaltningsmodel, som måske trænger til en revidering. Til det kan debatindlægget fungere ganske glimrende.
Men verden over ses der stadig med beundring på den danske samarbejds-model, som har været praktiseret i flere årtier.
Skal der rokkes fundamentalt ved den model, skal der nok helt andre argumenter på banen end de idealiserede tanker, som fremføres af Søren Vium-Andersen og Arne Hastrup.
Danmarks Naturfredningsforening (DN) vendte da også tommelfingeren ned ad, da skrivelsen blev præsenteret første gang i 2012 som DNs jagtpolitik. I stedet udformede DN eget jagtoplæg.
– Da DN’s forretningsudvalg valgte at afvise vores indlæg som DN’s officielle jagtpolitik, valgte vi selv at udgivet det, fortæller Arne Hastrup, som i modsætning til Søren Vium-Andersen ikke selv er jæger.
Netnatur vil senere vende tilbage til debat-indlægget, som kan ses ved at klikke på linket HER.
