The American way of dansk vildtforvaltning

Hvis du gerne vil bevare illusionen om, at den amerikanske model for jagt- og vildtforvaltning vil føre til en mindre problematisk forvaltning, skal du ikke læse med her …

Debatoplæg af Michael Sand, Netnatur.dk

Også i USA debatteres det så det fløjter, når fremtidens vildtforvaltning er på programmet.

Det er en let læselig artikel fra Boise Weekly et eksempel på, selv om den fire år gamle artikel er skrevet på amerikansk.

Artiklen beskriver et årligt møde afholdt af Fish and Game, som er den amerikanske pendant til Naturstyrelsen, og viser, at den amerikanske jagt- og naturforvaltning er alt andet end problemfri.

Læs mere:

Idaho Department of Fish and Game Hunts for New Revenue

Ifølge artiklen drejer mødet sig mest om festtaler og om hvor vigtigt det er, at man står sammen. Løsningsforslag og konkrete anvisninger på fremtidens udfordringer, er der ikke så mange af. Og de få som rejses, ja de drukner i historiske anekdoter og flot fremførte taler om jagt og etik.

Handler om penge

Men skåret ind til benet handler det i følge artiklen om én ting og det er penge. I USA – i det her tilfælde staten Idaho – er det økonomi, der er det helt store omdrejningspunkt, når der debatteres vildtforvaltning.

For hvordan får man naturforvaltningen og det kvotestyrede licenssystem finansieret?

Langt over halvdelen af de midler, der tilgår Fish and Game kommer især fra salg af jagt- og fiskekort og tags. Altså kvoter, som udstedes til fisk eller vildtarter som Elk, Whitetail, Muledeer, bjørn, vilde får etc. Resten kommer for udlejning af jord etc.

Men prisen for indbyggerne i Idaho er én ting. Prisen for ”out-of-state hunters” – altså borgere bosat uden for staten, er en anden.

Derfor er det naturligvis mere perspektiv i salg af tags til jægere, som ikke bor i staten. Men omvendt skal borgerne i staten tilgodeses bedst muligt.

Mange bifalder det administrative system, men ikke alle borgere bidrager økonomisk, da der ikke indløses tags, selv om en undersøgelse viser, at 93% af statens indbyggere værdsætter deres ret til at til at drive jagt.

Samme undersøgelse viser, at kun 11 procent rent faktisk bruger denne ret regelmæssigt. Dermed betaler cirka 9 ud af 10 ikke til systemet. Alligevel vil de have valuta for deres rettigheder på et eller andet niveau.

Hvordan budget-kagen på 92 millioner dollars ( i 2013) skal skæres, er derfor en del af det, som traditionelt fylder meget på de årlige todages møder om næste års vildt- og fiskeadministration.

Ingen kugle støbt i sølv

“Der findes ingen universalløsning, der kan tilfredsstille alle jægere, fiskere og naturfredningsfolk” understeges det i artiklen.

I den amerikanske model skal man ligeledes tage stilling til, hvordan de mange licenser skal fordeles. Og hvis ovenstående budget-problematik virker overvældende, er det for intet at regne, når det sammenlignes med hvordan de forskellige tags skal fordeles.

Staten har langt flere jagtområder end Danmark har regioner og der anvendes mange ressourcer og meget tid inden alle brikker er faldet på plads. Ikke kun for arter som bjørn og ulv, men også for vildtarter som Pronghorn, Whitetail, Muledeer og vilde kalkuner etc.

Ikke mindst udstedelse af tags for ulv, er en tidsrøver. Også i USA er ulv nemlig en varm kartoffel, da den anklages for at reducere antallet af visse jagtbare arter. Arter som Game and Fish tjener penge på at udstede licenser til.

Akademisk tilgang

Når arbejdet er afsluttet, udstedes der en række bekendtgørelser og alene i jagtsæsonen 2015 skulle statens indbyggere således forholde sig til fire udgivelser på hhv. 31 sider, 43 sider og 51 sider og 116 sider.

Jagtsæsonen indledes som regel med buejagt, derefter følger riffeljagt og sluttelig er der en sæson, hvor der kun må anvendes f.eks. Muzzle-Loaderes, pistol og armbrøst. Det er dog meget vanskeligt at generalisere og hver stat og område ser ud til at have sin egen opdeling af sæsonen.

Regulering af vandfuglejagt skal dog også nævnes. Men at komme ind på detaljerne i dette bliver her alt for omfattende. (se kommentar nederst i artikel). Dog kan det her nævnes, at der maksimalt må nedlægges syv fugle pr. dag af alle slags. Må dog ikke inkludere mere end følgende: to stk hun-gråænder, to stk rødhovedet and, to pintails (spidsand), to canvasback (taffeland) og tre stk troldænder.

Hvad fasaner angår, må der nedlægges tre om dagen. Dog ingen høner.

Jagt på offentlige arealer

Sluttelig skal det nævnes, at jægerne i Idaho og de fleste andre stater – hvis ikke dem alle – må jage på offentlige arealer. Det hjælper naturligvis på motivationen, når de mange årlige bekendtgørelser skal pløjes igennem, før man kan tage hul på en ny sæson.

Desuden skal det nævnes, at priserne for tags også må betragtes som ganske overkommelige, når de sammenholdes med danske jagtlejepriser.

Også dette må virke dæmpende på en eventuel irritation over det omfatende bureaukrati og de bevæbnede vildtbetjente, der skal sikre, at reglerne overholdes.

En elk – en amerikansk kronhjort – kan man nedlægge for cirka 31 dollars. Jægere, som er bosat uden for staten, skal betale cirka 416 US$, da efterspørgslen overstiger udbuddet af hjorte, som frigives til afskydning.

Retten til at nedlægge en Moose (Nordamerikansk elg) koster i staten Idaho 200 US$, hvis man bor i staten.

Kun én gang i sit liv kan en jæger opnå retten til at nedlægge en Moose.