September bragte to opsigtsvækkende afsløringer af svindel i vore broderlande …
Af Redaktionen
I Norge krøb Kristoffer Clausen til korset og indrømmede at han havde holdt hele Skandinavien for nar, og tilsvarende måtte årets naturfotograf i Sverige indrømme at hans fantastiske naturbilleder var manipuleret ud fra stjålet materiale.
Se et eksempel på de forfalskede billeder her:
Det svenske svindelnummer handler om at den verdensberømte naturfotograf Terje Hellesø, for nylig indrømmede at have manipuleret flere af sine naturbilleder. Blandt andet har han forfalsket mere end 90 billeder af los, som han påstod taget i et bestemt revir i Sverige. Ved manipuleringen har han anvendt dyr som kolleger har fotograferet, “redigeret” dem og indsat dem i sine egne naturscenerier. Hans kolleger har nu varslet retssager for at få betaling for Terjes anvendelse af deres materiale. Terje Hellesø benægtede i første omgang, men har senere i et radiointerview indrømmet sine falsknerier, som er begyndt allerede i 2005. Hvor mange manipulerede billeder der er tale om, vides endnu ikke.
Terje Hellesø blev i 2010 udnævnt til årets naturfotograf på grund af sine fantastiske naturbilleder. Denne pris er nu taget fra ham, endskønt han får lov til at beholde prispengene.
I Norge har Kristoffer Clausen indrømmet at hans højt profilerede projekt med at bo under åben himmel i 12 måneder og kun leve af det naturen kunne tilbyde ham, har været knapt så gennemført som han har påstået. Han har således indrømmet at han 3 gange har besøgt sin kræftsyge far, været på en uges jagt i Sverige ved to lejligheder og tilbragt en måned i en lejet hytte med sin syge far, der døde sidste vinter.
Kristoffer Clausens projekt startede 1. august 2009 og han kom tilbage til civilisationen i begyndelsen af august 2010. Hans projekt førte til både en bestseller-bog og en DVD som har været populær i hele Skandinavien. Herudover fik han massiv mediedækning i TV, radio, blade og aviser i Norge og i udlandet.
Bogen “A Wild Man: 365 Days as Hunter, Fisherman and Gatherer” var på top 5 listen over mest solgte bøger i Norge sidste år.
Norsk TV2 har sendt adskillige udsendelser om projektet, og har været en af de ledende støttepiller for Kristoffer Clausens voldsomme eksponering. De er naturligvis overraskede over afsløringen, men udtaler at de ikke har været i stand til at løbe rundt i skovene for at sikre sig at Clausen befandt sig hvor han skulle.
Kristoffer Clausen skriver på sin blog under overskriften “Beklager, jeg har været en idiot”, blandt andet følgende: “Jeg har driti meg loddrett ut og jeg er veldig lei meg for at jeg nå har skuffet familie, venner, støttespillere og fans“. Blogindlægget har indtil videre afstedkommet 185 kommentarer, hvoraf langt de flest støtter ham og tilgiver hans løgne. Det er tydeligt at Christoffer Clausen stadig er opfattet som et jæger-ikon i Norge.