Har Netnatur.dk været FOR positive overfor det nuværende vildtforvaltningssystem og ser vi i almindelighed ALT for positivt på den nuværende jægeropførsel?
Af Michael Sand, Netnatur.dk
Det er egentlig underligt så forskelligt man kan se på vores hjortevildt. Den tanke slog mig igen, da jeg så tilbage på nogle af de mennesker, som jeg havde været i kontakt med i løbet af dagen.
Allerede tidligt på formiddagen havde jeg en snak med en jæger i nabolaget. Han overtog i midten af firserne en mindre ejendom med ca 25 tdl landbrugsjord.
I 1987 opdagede han noget, som han aldrig havde set tidligere på ejendommen. Et aftryk i den bløde muld, som fik ham til at spærre øjnene op. Aftrykket var sat af et stykke råvildt.
– Tænk sig, sagde han til sin kone, da han var tilbage. – Jeg har lige set fod af råvildt. Utroligt at de kommer helt herud, fortsatte han.
19 år senere gik den samme jæger den samme tur, som han gjorde den gang i 1987. Denne gang var det med riflen over skulderen.
Det var en af de allerførste dage i den nye bukkejagtsæson. Morgenduggen hang i græsset og fuglene kvidrede og ved en sø – som han selv havde etableret – så han i kanten af den skov, som han også selv havde plantet, to dyr.
Kikkerten afslørede, at det var to store dåhjorte.
Dyrene trak sig og han fortsatte frem mod sin jagtstige, der var strategisk placeret med udsigt over terrænet, som med tiden var vokset til. Ikke kun på den matrikel, han var indehaver af, men også på de tilgrænsende ejendomme.
Men inden jægeren var fremme ved jagttårnet viste der sig to stykke råvildt.
Kort tid efter han havde placeret sig i tårnet, var der atter vildt i kikkerten. Men denne gang var det hverken råvildt eller dåvildt. Områdets tredje hjortevildtart havde indfundet sig og i let og elegant trav passerede en yngre kronhjort marken, som kransede op til beplantninger på alle sider.
– Er dette mon det reelle billede af udviklingen indenfor dansk hjortevildt og hjortevildtjagt i udkanten af større skovområder? Eller er det et fortegnet glansbillede? Ja, det spurgte jeg mig selv om velvidende, at vi alle lever i hver vores lille osteklokke, som vi tegner resten af verden ud fra.
Spørgsmålet blev ikke mindre aktuelt, da jeg senere samme dag var i dialog med en jæger, der tegnede et mere mørkt billede af danske hjortevildtjagt. Eller i hvert fald en del af den.
Jægeren mente Netnatur.dk burde bruge mere tid på at belyse den såkaldte hegnsjagt. Især skyggesiden af denne jagtform ønskede jægeren bedre belyst. Ja i det hele taget ønskede jægeren en debat om hvorvidt det kan kaldes jagt at sidde uden for skoven og skyde på det vildt, der forlader skoven.
Jægeren mente det tangerede tyvjagt. Især i forbindelse med afvikling af drivjagter i skoven fandt han det kritisabelt, at jægere uden for skoven hensynsløst toldede af det vildt, som blev drevet ud af skoven.
Jægeren mente, at dette kunne være forklaringen på, at nogle jægere ønskede arealbegrænsninger for derigennem at få lidt bedre styr på den afskydning, der foregik uden for skovene.
Jeg tænkte meget over dialogen med jægeren, som havde genoplivet den klassiske diskussion om hvem, der har ret til vildtet. Er det dem, som tilbyder vildtet skjul om dagen eller er dem, der brødføder hjortevildtet om natten?
De to forskellige fremstillinger fik mig til at stille spørgsmålet: Hvordan går det egentligt med den danske hjortevildtjagt?
Er det danske jagtbæger halv fyldt eller er det snare halvtomt. Ja det afhænger nok meget af øjnene, der ser. Og øjnene der ser, vil derfor også blive afgørende for den kurs, som fremtidens vildtforvaltning vil tage.
Jeg vil derfor stille spørgsmålet: Hvad ser du? Skriv evt. på de sociale medier eller send et indlæg til Netnatur.dk Her på sitet er vi Ikke mindst interesseret i indlæg, som kan belyse aspekter, som ikke allerede er behandlet.
Der er helt åbenlyst, at vi har lagt en meget betænkelig kurs i forhold til de mere gennemgribende forslag, som meget snart er på vej til ministeren på jagtområdet. Forslag som efter alt at dømme vil indeholde nye tiltag som arealbegrænsning og et nyt SMS-baseret kontrolsystem.
Vi har været meget betænkelig ved disse og lignende tiltag. Mest af alt fordi det er nye håndtag, som der kan skrues på, når der skal forhandles jagt. Er jagtens eneste forhandlere klædt på til dette? Eller er jagten bedre stillet med, at jagtens forhandlere er udstyret med et mere snævert mandat?
Netnatur.dk er bare på tværs, har det lydt fra dem, der mener vi er for kritiske overfor de nye tiltag.
Men om det er Netnatur.dk, der er FOR negative i forhold til de nye tanker eller om det omvendt er dem, der tænker de nye tanker, der er FOR negative overfor de danske jægere og den nuværende lovgivning – ja det afhænger nok også meget af øjnene der ser.
Men hvorfor ændre på noget, der efter vores mening, allerede fungerer ganske godt, er et spørgsmål vi ofte har rejst.
Men … vi er bestemt ikke modstandere af forandring eller nytænkning, men vil dog understrege, at vi ser positivt på den nuværende lovgivning og på den nuværende jægeropførsel.
Og selv om der naturligvis kan være behov at løsne og stramme en skrue her og der kan vi ikke se, at det er så skidt, at der er behov for at indføre et helt nyt og ikke tidligere afprøvet system.
Det er trods alt den nuværende lovgivning og den nuværende jægeropførsel som til sammen med den generelle udvikling indenfor land- og skovbrug har været med til at bære hjortevildtbestandene og jagtens anseelse frem til der, hvor vi er i dag.
Men måske ser du anderledes på det. Ingen kan se ind i krystalkuglen, men måske ser du nogle faretruende tendenser. Tendenser som du frygter det nuværende vildtforvaltningsstem ikke kan håndtere.
Uanset hvad du ser og uanset hvad du mener om den overordnede politiske linje håber vi du vil være med til at åbne vores og ikke mindst vores læsers øjne for nye elelr dårligt belyste aspekter.
Indlæg, som ønskes bragt på Netnatur.dk, sendes til kendditvildt@netnatur.dk






