Qatar Airlines følger strømmen og tilslutter sig det trofæ-embargo, der har bredt sig som en steppebrand de sidste måneder. Kun Turkish Airlines holder endnu stand. Labrador Cargo kalder situationen “tæt på en katestrofe” …
Af Redaktionen
– Det havde jeg ikke set komme, udtaler Marlene Jürgensen fra trofæ-speditørfirmaet Labrador Corgo, der for kort tid siden blev forsikret om, at Qatar Airlines ikke agtede at følge den kurs, som blev udstukket af South African Airways sidst på foråret 2015.
LÆS OGSÅ: Trofæ embargo er tiltagende
– Kun Turkish Airlines tillader nu transport af jagt-trofæer til Europa, oplyser Marlene Jürgensen, som regner med, at cirka halvdelen af de trofæer, der transporteres til Europa kommer ind via lufttransport. Den øvrige halvdel transporteres via skibsfart.
Langt de fleste jagttrofæer nedlagt af danske jægere ankommer dog via skibsfart. Ofte via store containere.
– Jeg regner ikke med, at embargoen vil sprede sig til skibstransporten, udtales det fra det den daglige leder og stifter af Labrador Cargo, som har specialiseret sig i transport af europæiske jægeres jagttrofæer. Speditøren indrømmer dog, at hun og den øvrige branche har taget fejl adskillige gange de sidste uger.
– Vi krydser nu fingere for, at Turkish Airlines vil holde skansen og at de ikke lader sig skræmme at det politiske pres, der kan opstå, når de står tilbage som det eneste flyselskab, der tillader transport af jagttrofæer.
– Skulle også Turkish Airlines falde fra vil det især ramme de mindre jagt-operatører, der ikke har samme nemme mulighed for at fylde en skibs-container, som de større operatører har.
– Men selv om Turkish Airlines vælger at stå fast, siger det sig selv, at vores mulighed for at tilbyde jægerne den bedste og billigste trofæ-transport indskrænkes, hvis og såfremt et flyselvskab opnår monopol på transport af jagttrofæer. Monopol har i reglen ikke positiv indflydelse på hverken pris eller kvalitet, lyder det fra speditøren.
Den danske speditør tror dog på, at branchen på sigt finder en løsning. Også selv om det ser sort ud lige nu og her.
– Selv om det ser ud til at handle om politik, er jeg overbevist om, at det stadig bunder i et lavpraktisk spørgsmål, som flyselskaberne vælger at anvende politisk.
– Mange flyselskaber finder transport af jagttrofæer besværligt og derfor ser de bevægelsen som en kærkommen mulighed for at komme ud af en vanskelig og fordyrende arbejdsgang, slutter Marlene Jürgensen.