Danskere over hele landet har de sidste par måneder grebet deres smartphone for at registrere de dyre- og plantearter, de møder i naturen. I alt er godt 3500 dyr og planter blevet registreret. Det sker som en del af DN’s projekt Biodiversitet Nu, der vil dokumentere naturens tilstand …
Af dn.dk
Selv om sommeren er gået på hæld, og flere dyr snart går i dvale, kan du stadig nå at være med i projekt Biodiversitet Nu, hvor alle danskere inviteres til at at gå på skattejagt efter dyr og planter i naturen. Siden projektets start i juni er 4000 dyr og planter blevet registrerede – og der er brug for mange flere:
– Vi opfordrer alle danskere til at gribe deres smartphone – og registrere de dyr og planter, de møder i naturen. Kun med rigtig mange registreringen kan projektet nå sit mål om at dokumentere naturens tilstand. Og selv om efteråret snart holder sit indtog, er der masser af de udvalgte dyr og planter, man kan få øje på i naturen, siger projektleder Nora Skjernaa Hansen.
Gamle træer, store sten og død ved
Hun peger blandt andet på firbenet, der er et af de dyr, projekt Biodiversitet Nu beder danskerne kigge efter. Det er nemt at få øje på i septembers sensommersol. Udover dyr og planter opfordrer projektet danskerne til at holde øje med levesteder i naturen. Gamle træer, store sten og dødt ved er på listen over levesteder, der kan sige noget om naturens tilstand.
– Disse tre strukturer, som de kaldes, er oplagte at kigge efter i efterårs- og vintermånederne. Hver især er de levesteder for en lang række truede og endnu flere almindelige arter. Vi vil gerne have hjælp til at undersøge, hvor almindelige disse levesteder er forskellige steder i landet. Når vi så igen til næste år – og året efter – registrerer de samme tre strukturer, begynder vi at kunne sige noget om, hvordan de arter, som godt kan lide enten gamle træer, dødt ved eller store sten, har det.
Vil du være med?
Gå ind på biodiversitet.nu fra din smartphone eller den tablet, du vil registrere fra – og start din registrering.