EU trækker nu sit økonomiske tilskud til kontroversielle blodsport, som møder mere og mere modstand. På blot to dage tilkendegav ikke mindre end 40.000 danskere deres modstand mod EU støtte til tyrefægtning
Af Redaktionen
EU-parlamentet besluttede d. 28. oktober 2015, at man vil fjerne EU-støtten til tyrefægtning.
“Dette er ganske enkelt historisk. I en tid hvor tyrefægtning i forvejen mister popularitet i Spanien, har det været fantastisk at få så stor opbakning til at fjerne den helt urimelige EU-støtte.”
Sådan lyder det fra Anima, der ønsker et forbud mod tyrefægtning, som indenfor EU’s grænser udøves i Spanien, Portugal og visse steder i det sydlige Frankrig. Dog med lidt forskellige ritualer fra egn til egn.
For at påvirke den politiske proces i EU op til afstemningen, har Anima (Danmarks aktive forening for dyrs rettigheder) bl.a. indsamlet underskrifter. Noget de har gjort med stor succes. Ikke mindre end 40.000 danske underskrifter tikkede ind på blot to døgn, oplyser Animas kommunikationschef Thorbjørn Schiønning.
Om EU politikerne lod sig påpvirke af den danske underskriftsindsamling, kan nok diskuteres.
Ikke desto mindre stemte 438 ud af 689 i EU parlamentet for at fjerne den økonomiske støtte til tyrefægtningen, der af og til fremhæves som en kulturarv, der skal beskyttes.
Den spanske tyrefægtning vil dog næppe stoppe, selv om EU trækker sit tilskud og verden i stigende grad ser med væmmelse mod de spanske areaner.
Tilhængere af tyrefægtning mener nemlig, at man bør feje for egen dør inden man peger fingre af andre.
Argumentet lyder, at tyren godt nok lider en grusom død i areanen, hvor den tortureres i omkring 20 minutter. Men inden den transporteres til arenaen lever den et godt og frit liv. Helt modsat de millioner af industridyr, der vokser op under kummelige forhold, men til gengæld får en hurtig og smertefri aflivning.
Debatten om tyrefætning vil fortsætte og ikke mindst modstandere bliver mere og mere kreative, når det handler om at få deres budskaber spredt og debatteret.
Den spanske model Elen Rivas har f.eks. valgt at lade sig fotografere til fordel PETA (People for the Ethical Treatment of Animals) med fire banderillas i ryggen. At den slag virker er nedenstående et godt eksempel på.
PETA hævder, at omkring 10.000 tyre hvert år lider døden i alverdens tyrefægtearenaer.