Miljø- og fødevareministeren tager nu første skridt til regler for skrotning af skibe, der skal sikre, at mennesker og miljø på globalt plan bliver bedre beskyttet, når skibe skal ophugges
Af Miljø- og Fødevareministeriet
På verdensplan bliver ca. 1.000 udtjente handelsskibe hvert år hugget op med henblik på, at værdifulde materialer som eksempelvis stål kan bruges igen. Langt de fleste skibe sendes til Asien og bliver ophugget under uordnede forhold i lande som Indien og Bangladesh, der ikke har samme fokus på miljø og arbejdsforhold som i Europa.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er nu på vej med nye regler, der betyder, at Danmark kan tiltræde den såkaldte Hong Kong-konvention, som er en global aftale, der sikrer, at ophugning af skibe sker på forsvarlig vis, så både mennesker og miljø beskyttes mod skadelige kemikalier.
– Udtjente skibe skal ikke forurene strande i tredjeverdenslande. Skibe er farligt affald, som skal ophugges under forsvarlige forhold, så de ikke er til fare for menneskers sundhed, sikkerhed og for miljøet. Det gør stærkt indtryk at se forholdene på de værfter i Asien, hvor mange udtjente skibe hugges op. Derfor har det været en vigtig prioritet at få de danske regler tilpasset, så vi kan tiltræde Hong Kong-konventionen, der er med til at fastsætte globale standarder for sikker ophugning af skibe. Det skal sende et stærkt signal til andre lande – jo flere lande, der tiltræder, jo hurtigere kan konventionen træde i kraft, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Ifølge Danmarks Rederiforening bliver der i gennemsnit sendt ti danskopererede skibe til ophugning om året. En lille del bliver ophugget i Danmark, og resten bliver ophugget hovedsageligt på værfter i Indien, Kina og Tyrkiet.
Behov for globale regler for ophugning
Hong Kong-konventionen blev vedtaget af FN’s søfartsorganisation tilbage i 2009. Dele af konventionen er allerede vedtaget i EU med den såkaldte Skibsophugningsforordning, og med Danmarks tiltrædelse er der større mulighed for, at flere lande på globalt plan vil tiltræde konventionen.
– Det er rigtig positivt, at ministeren nu sikrer, at Danmark snart kan tiltræde konventionen. Op mod 70 procent af verdens skibsophugning foregår i tredjeverdenslande, så globale regler er helt afgørende for at sikre, at ophugningen sker på en forsvarlig måde. Vi skal derfor presse på for at flere lande følger trop, så konventionen kan træde endeligt i kraft. Indtil det sker, opfordrer vi alle vores rederier til at overholde de kommende krav frivilligt, siger adm. direktør i Danmarks Rederiforening Anne H. Steffensen.
– Dansk Metal og CO-industri er rigtig glade for, at den danske regering nu tiltræder Hong Kong-konventionen. Vi har i en årrække arbejdet for, at vi kan få en fuld ratifikation af Hong Kong-konventionen, så vores udenlandske kollegaer i f.eks. Indien, Bangladesh og Pakistan kan få rimelige arbejdsvilkår ved ophugning af skibe. Med regeringens forslag er vi nu kommet et stort skridt videre, siger formand for Dansk Metal og CO-industri Claus Jensen.
De nye regler er netop sendt i høring, og Danmark forventer at kunne tiltræde konventionen i foråret 2017.
Fakta:
FN’s Internationale Maritime Organisation (IMO) vedtog med opbakning fra mere end 60 lande i maj 2009 Hong Kong-konventionen om forsvarlig ophugning af skibe, når det gælder miljø og sikkerhed for arbejderne. Når konventionen træder i kraft, forpligter de lande, som har tiltrådt konventionen, sig til, at deres skibe bliver ophugget på anlæg, der overholder konventionens krav, og at landets skibsophugningsvirksomheder kun ophugger skibe på en måde, der overholder konventionens krav. For at konventionen kan træde i kraft, kræves bl.a., at den er tiltrådt af mindst 15 lande, hvis kombinerede handelsflåde repræsenterer mindst 40 procent af den globale handelsflådes bruttotonnage. Både de store flagstater og de store skibsophugningsstater skal tiltræde konventionen, for at ikrafttrædelsesbetingelserne bliver opfyldt. Kun Norge, Congo, Frankrig og Belgien har tiltrådt konventionen. Det er en ændring til loven om beskyttelse af havmiljøet og loven om miljøbeskyttelse, som nu gør det muligt for Danmark at tiltræde Hong Kong-konventionen. I gennemsnit bliver der sendt ti danskopererede skibe til ophugning pr. år. En lille del bliver ophugget i Danmark, og resten bliver ophugget hovedsageligt på værfter i Indien, Kina og Tyrkiet (Kilde: Danmarks Rederiforening). I 2015 blev 768 skibe solgt til ophugning på globalt plan. 469 af disse (svarende til ca. 6o procent) blev ophugget på en strand i enten Bangladesh, Indien eller Pakistan (Kilde: Shipbreaking Platforms årsrapport for 2015). |