Naturhistorisk Museum og Aarhus Universitet, som står for overvågningen af de danske ulve for Miljøstyrelsen, har i løbet af weekenden modtaget to billeder fra Norddjurs, som begge er bekræftet til at være ulv
Af Miljøstyrelsen. Foto: Lars Kejser
De nye ulvebilleder er taget af vildtkameraer på det nordlige Djursland den 8. juli og den 5. august 2018. Der vurderes umiddelbart at være tale om den samme ulv, men det vides ikke, om det er en af de otte hvalpe, som blev født i Vestjylland i foråret 2017, eller om der er tale om en i dansk sammenhæng ”ny” ulv. Forskerne vil derfor forsøge at individbestemme ulven ved at indsamle biologisk materiale i form af fækalier til DNA-analyse.
Fundet af ulven er et godt eksempel på, hvordan offentligheden kan bidrage til at overvåge ulvene i Danmark.
I den sammenhæng opfordrer Miljøstyrelsen offentligheden til at indsende billeder eller observationer af ulve og formodede ulve til ulv@nathist.dk.
Det er dog samtidig vigtigt at understrege, at al færdsel skal foregå efter reglerne om offentlighedens adgang til at færdes i naturen både på offentlige og private arealer.
Ulvene vandrer
Når unge ulve forlader deres forældre og deres kobbel, sker det i bestræbelserne på at finde en mage og et nyt territorium.
Ofte vil driften for at finde en mage være størst, og det er derfor ikke usædvanligt at se unge ulve strejfe over endog meget store afstande. Men nogle gange sker det også, at enlige ulve slår sig ned i et egnet territorium uden mage.
Overvågningen skal bl.a. afklare, hvorvidt dette kan vise sig at være tilfældet for ulven på det nordlige Djursland.