En dødfundet kalv i en indhegning tæt på Salling i midten af august viste via DNA-prøve spor efter ulv, men det kan dog ikke konkluderes, om det er ulven, som har dræbt kalven
Af Miljøstyrelsen
Det var en af Naturstyrelsens ulvekonsulenter, som tog prøver på en død kalv i august nær Salling ved Skive. Herefter afslørede en DNA-prøve, at der var spor efter ulv.
Om det er ulven, som har dræbt kalven, eller om kalven var dødfødt/selvdød, hvorefter ulven (som gerne spiser ådsler) har spist af den, vides dog ikke med sikkerhed.
Obduktionen viste nemlig ingen bidmærker eller andre tegn på, at dyret var blevet dræbt.
Efter gældende regler udbetales der kompensation til husdyrholdere, hvis det vurderes, at husdyret er dræbt af ulv.
I tilfælde som disse, kommer tvivlen dog altid husdyrholderen til gode, hvorfor Miljøstyrelsen udbetaler kompensation til husdyrholderen som beskrevet i forvaltningsplan for ulv.






