Ikke færre end ti får er døde efter et rovdyrangreb. Der er typiske tegn på ulveangreb, forlyder det fra den berørte fåreavler …
Af Redaktionen
To får er dræbt ved bid i halsen, mens de øvrige otte dyr menes at være døde som følger af stress.
– Den måde, de er blevet bidt på, ligner et typisk ulveangreb, siger fåreavler Peter Helen til TV MIDTVEST.
Det var lystfiskere ved Storåen, der opdagede de døde får.
Mistanken om at det er ulve og ikke hunde, der står bag angrebet, bestyrkes ved, at der tidligere er set ulve i området, oplyser den jyske fåreavler.
Det er dog ikke så længe siden, at DNA-prøver for to andre angreb på får nær Holstebro viste sig at være et angreb fra en hund, så den skyldige kan først med sikkerhed udpeges, når der foreligger et svar på DNA.