I modsætning til Henning Kørvel mener Ole Pedersen ikke, at Danmark kan eller bør sammenligne sig med Sverige, når det gælder bestandsmål og antallet af ulve
Ulvetid kommenterer debat om bestandsmål
Af Ole Pedersen, Ulvetid
Henning Kørvel har tidligere skrevet om ulven på Netnatur.dk. Dengang fandt jeg anledning til at kommentere på hans synspunkter. Det er jeg desværre nødt til at gøre igen – dels fordi der er faktuelle fejl, dels fordi Henning Kørvel sammenligner Danmark med Sverige, hvilket kræver nogle nuanceringer.
Det er næppe tilfældigt, at Henning Kørvel vælger at sammenligne ulvebestandene i Sverige og Danmark. Der findes imidlertid andre og måske mere relevante sammenligningsgrundlag.
Jeg vil eksempelvis anbefale, at man ser på den tyske delstat Brandenburg og den spanske autonome region Galicien.
Da ulvene i Danmark i praksis kun findes i Jylland, er det nærliggende at sammenligne Jylland med disse to områder. Alle tre områder har et areal på omkring 30.000 km² og omkring 2,5 millioner indbyggere.
I Jylland er der omkring 50 ulve. I Brandenburg lever der omkring 400, mens Galicien har omkring 800. Det skal naturligvis retfærdigvis nævnes, at Jylland kun har omkring 15 % skov og hede, mens Brandenburg har omkring 33 % skov, og Galicien omkring 50 %.
Ikke desto mindre er der altså væsentligt flere ulve i både Brandenburg og Galicien. Man kunne også inddrage data fra eksempelvis de baltiske lande, Polen, Rumænien og Italien samt en række andre europæiske områder. Der er således flere relevante sammenligningsgrundlag end Sverige.
Sveriges referencepopulation
Når det er sagt, er det ikke korrekt, at Sveriges referencepopulation er 170 ulve.
Det er korrekt, at den svenske landsbygdsminister Peter Kullgren pressede på for, at Naturvårdsverket skulle anvende en referenceværdi på 170 ulve i forbindelse med artikel 17-rapporteringen i 2025.
EU accepterede imidlertid ikke denne værdi, og Sverige arbejder nu med en referenceværdi på 220 ulve. Om denne værdi vil blive accepteret, er fortsat et åbent spørgsmål.
En øvre grænse for den danske bestand
Når Henning Kørvel skriver, at man blot skal fastsætte en øvre grænse for bestanden, får man indtryk af, at han ikke helt har forstået, hvordan systemet fungerer.
For at kunne fastsætte en sådan grænse – eller mere præcist en referencepopulation – skal man først have et tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, hvor stor den faktiske bestand er, og samtidig have fastlagt referencepopulationen for en gunstig bevaringsstatus. Begge dele kræver et fagligt grundlag og tager tid at fastlægge.
Habitatdirektivet og ulvens beskyttelse
Henning Kørvel skriver:
“Det enkelte medlemsland i EU har ret til at forvalte ulvene, der er strengt beskyttet efter EU’s habitatdirektiv fra 1992, som det har lyst til, forudsat at ulvene har et bæredygtigt livsgrundlag.”
Der er flere problemer med denne formulering.
For det første er ulven ikke længere klassificeret som “strengt beskyttet”, men som “beskyttet” efter ændringen, der trådte i kraft den 25. juni 2025.
For det andet har medlemslandene ikke frit valg til at forvalte ulvebestandene, som de ønsker. Forvaltningen skal ske inden for rammerne af de relevante bestemmelser i habitatdirektivet, herunder artikel 14 og 15.
Det afgørende spørgsmål er blandt andet, om bestanden har en gunstig bevaringsstatus. Det er derfor ikke tilstrækkeligt blot at konstatere, at ulvene har et “bæredygtigt livsgrundlag”.
Danmark og Sverige er ikke i samme situation
Bemærkningen om Danmarks Naturfredningsforening siger efter min opfattelse mere om Henning Kørvels argumentation end om DN.
Kæden springer af, når emnet pludselig skifter til landbruget. Og nej – den afgørende forskel mellem Sverige og Danmark er ikke blot et spørgsmål om holdninger til ulven.
Svenskerne hævder at have fastlagt en referenceværdi, først 170 og nu 220 ulve. Det tilsvarende tal findes ikke for den danske bestand.
Hvor mange ulve skal der være i Danmark?
Med hensyn til Henning Kørvels efterlysning af et tal for, hvor mange ulve der skal være i Danmark, er svaret som tidligere skrevet, at tallet endnu er ukendt. Jeg kan dog give Henning Kørvel et muligt fagligt udgangspunkt.
I 2023 modtog Miljøstyrelsen en rapport fra forskere, hvori det blev vurderet, at MVP – Minimum Viable Population, altså den mindste levedygtige bestand på lang sigt – med en række forbehold lå omkring 100 individer.
Det tal er interessant, men MVP er ikke det samme som gunstig bevaringsstatus.
Gunstig bevaringsstatus knytter sig blandt andet til FRP – Favourable Reference Population, altså referencepopulationen. Som tommelfingerregel angives FRP ofte til omkring det dobbelte af MVP, men det er ikke en automatisk matematisk regel.
Forskellen er væsentlig: MVP handler grundlæggende om risikoen for, at en bestand uddør, mens FRP handler om, hvor stor en bestand der er nødvendig for at sikre artens langsigtede overlevelse og mulighed for at udfylde sin biologiske funktion i et område.
Regulering kan blive relevant
Henning Kørvel: Hvis vi på et tidspunkt kender både den faktiske bestandsstørrelse og referencepopulationen, åbner habitatdirektivet mulighed for regulering af bestanden inden for direktivets betingelser.
Baseret på ministerens udtalelser, er det efter min opfattelse også det, der på et tidspunkt kommer til at ske.
Man kan ikke i praksis sætte vilde ulve bag hegn, og der er heller ikke mulighed for blot at afsætte dem til andre lande. Derfor må en langsigtet forvaltning nødvendigvis forholde sig til bestandens størrelse og udvikling.
Afslutningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at Danmarks Jægerforbund ikke har noget at gøre med beregningen af, hvor mange ulve der kan eller skal være i Danmark. Beregningen af FRP og vurderingen af gunstig bevaringsstatus er et fagligt og myndighedsmæssigt spørgsmål.
