Konkurrencen “Hvad kaldes opsatsen?” er nu afsluttet og der er fundet et velbegrundet navn til den unikke opsats.
Af Redaktionen
Hvad kaldes en opsats som den afbillede. Det spurgte vi vores læsere om og henviste til en buk nedlagt af Kim Møller Kjær på den nordjyske ejendom Ny Vraa.
Læs mere:
Den flere år gamle buk havde udviklet et ekstra horn, langt under rosenkransen.
Redaktionen mindes ikke at have set en benævnelse for denne type opsats i den tilgængelige jagtlitteratur og spurgte derfor læserne om hjælp.

Erik Ole Petersen mener, at den benævnelse der kommer tættest på i den eksisterende jagtlitteratur, er opsats med birose.
I en mail send til kendditvildt@netnatur.dk skriver han:
” Tegneren Leif Ragn-Jensen og forfatteren Niels R.Nørgård udgav i 1946 bogen “Råvildt”.
Bogens sidste kapitel – Trofæer – omhandler nogle abnorme og kapitale opsatser fra Overjagtkonsulent Ahlefeldt-Laurvig-Billes fremragende samling.
Her vises og beskrives en opsats, hvor en mindre tredje stang er dannet ved roden af den normale rosenstok, og denne tredje stang kaldes her en – birose !
Kort og godt – opsats med birose.”
Vi takker Erik Ole Petersen for sit velbegrundede svar og kvitterer med en ny Jagtbog fra Michael Sands Forlag.






