Med et gyldigt jagttegn kan man efter våbenlovgivningen få våbentilladelse til køb af en jagtriffel. Men man skal bestå en riffelprøve, før man må bruge den til jagt
Af Miljøstyrelsen
Med et gyldigt jagttegn kan man efter våbenlovgivningen få våbentilladelse til at købe en jagtriffel.
Hvis man ikke fornyer sit jagttegn, så bortfalder forudsætningen for at have våbentilladelse til en jagtriffel. Våbentilladelsen kan i så fald tilbagekaldes af Politiet.
For at måtte gå på jagt med riffel i Danmark skal man på sit jagttegn have en påtegning om, at riffeljagt er tilladt, eller at riffelprøven er bestået. Riffelprøven afholdes af Danmarks Jægerforbund for Miljøstyrelsen.
Tid og sted for afholdelse af riffelprøver fremgår på “Mit jagttegn”, samt her under Jagtens prøver.
Har man bestået jagtprøven tidligere end 1. januar 2014, kan man tilmelde sig til riffelprøven.
Krav ved prøven
Inden du som jæger kan opnå tilladelse til at gå på riffeljagt, skal du bestå en riffelprøve. Der er to formål med riffelprøven. Den skal sikre træfsikkerhed samt forsvarlig våbenbetjening.
Inden riffelprøven skal du gennemføre et obligatorisk riffelskydeforløb.
Riffelskydeforløbet fordrer at du skal afgive 5 skud fra hver af nedenstående skydestillinger:
- Stående skydestilling med anlæg
- Stående skydestilling uden anlæg
- Siddende og/eller knælende skydestilling med anlæg
- Siddende og/eller knælende skydestilling uden anlæg
- Siddende på stol med anlæg
I forbindelse med skudafgivelsen må der anvendes lovligt optisk sigtemiddel, der er monteret på riflen, og hjælpemidler, der kan medbringes og anvendes under praktisk jagt, herunder skydestok og jagtstol.
Før prøven
- Skal du betale prøvegebyret og tilmelde dig en riffelprøve. Betaling og tilmelding sker på Mit jagttegn.
- Skal du sikre dig, at din våbentilladelse er i orden (nummer på våben og våbentilladelse skal stemme overens).
Til prøven
- Skal du forevise gyldigt jagttegn og fotolegitimation.
- Skal du medbringe det våben (med våbentilladelse), prøven ønskes aflagt med og den fornødne ammunition samt eventuelle hjælpemidler. Det medbragte våben og ammunition skal opfylde kravene til jagt på råvildt jvf. Bekendtgørelse om skydevåben og ammunition, der må anvendes til jagt med videre. Prøven kan kun aflægges med det våben, du har våben- eller bæretilladelse til.
Forberedelse
Som aspirant kan du med fordel gøre dig bekendt med disse oplysninger, før du går op til riffelprøve.
Læs evt. instruks for riffelprøve her: Instruks, du kan også finde en huskeliste til riffelprøven her: Huskeliste til riffelprøven
Her kan du se en video om alt fra køb af riffel til, hvordan en riffeljagt foregår: Video om riffeljagt
Uddrag fra Retsinformation om riffelprøven
Kapitel 5
Riffelprøve og påtegning om tilladelse til jagt med jagtriffel
§ 24. Jagt og regulering med jagtriffel, luftgevær og våben med randtænding må, jf. dog stk. 3, kun udøves af personer, der
1) har bestået riffelprøven efter reglerne i dette kapitel, og som har påtegning på jagttegnet om tilladelse til jagt med jagtriffel eller
2) uden at bestå riffelprøven har opnået påtegning om tilladelse til riffeljagt på jagttegnet i henhold til tidligere gældende regler.
Stk. 2. Riffelprøven kan kun aflægges af personer, der er jagttegnsberettigede, jf. kapitel 1, er fyldt 16 år og har gennemført et riffelskydeforløb, jf. kapitel 6.
Stk. 3. Personer, der er bosat i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, og som kan dokumentere at have tilladelse fra den relevante nationale myndighed til at udøve jagt med jagtriffel i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, kan ved udstedelse af dansk jagttegn, jf. § 2, på begæring få påtegning på jagttegnet om tilladelse til jagt med jagtriffel. Miljøstyrelsen kan betinge påtegningen af, at den pågældende aflægger og består riffelprøven efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 4. Ved jagtriffel forstås i denne bekendtgørelse et riflet våben med centraltænding, der, jf. bekendtgørelse om våben og ammunition der må anvendes til jagt m.v., lovligt kan anvendes til jagt og regulering.
§ 25. Meddelelse om tid og sted for riffelprøvernes afholdelse annonceres på »Mit jagttegn«.
Stk. 2. Tilmelding til riffelprøv e skal ske digitalt på »Mit jagttegn«.
Stk. 3. Inden tilmelding til riffelprøven skal der til Miljøstyrelsen betales et prøvegebyr på 135 kr. Betaling skal ske med betalingskort via »Mit jagttegn« eller ved anvendelse af en OCR-linje, som fremgår af »Mit jagttegn«.
Stk. 4. Tilmelding skal ske senest 3 dage inden prøvens afholdelse kl. 12.
Riffelprøvens afholdelse og indhold
§ 26. Riffelprøven administreres af Miljøstyrelsen, som kan henlægge opgaven med afholdelse af riffelprøven til private organisationer. Riffelprøven aflægges for en prøvesagkyndig, der er godkendt af Miljøstyrelsen.
§ 27. Aspiranter, der er forhindret i at møde til riffelprøven, skal melde afbud til prøven via »Mit jagttegn« senest 4 dage før prøvens afholdelse. Sker afmelding ikke rettidigt, skal der ved tilmelding til en ny prøve betales nyt gebyr.
Stk. 2. Inden prøven aflægges, skal den enkelte aspirant for den prøvesagkyndige forevise gyldigt jagttegn, gyldig våbentilladelse til det våben, som prøven ønskes aflagt med, dokumentation for gennemført skydeforløb, jf. § 31, samt fotolegitimation med angivelse af personnummer.
§ 28. Riffelprøven aflægges på godkendte skydebaner, jf. bekendtgørelse om skydebaners indretning, anlæggelse og anvendelse. Riffelprøven skal aflægges med et våben og en ammunition, som opfylder kravene til jagt på råvildt, for så vidt angår kuglevægt og anslagsenergi, jf. bekendtgørelse om våben og ammunition der må anvendes til jagt m.v.
Stk. 2. Aspiranten skal medbringe det våben, som prøven ønskes aflagt med, samt den fornødne ammunition og våbentilladelse hertil.
§ 29. For at bestå riffelprøven skal aspiranten i fri skydestilling i løbet af højst 5 minutter fra en afstand af 100 m placere 5 ud af 6 skud inden for en cirkel med en diameter på 20 cm.
Stk. 2. I forbindelse med skudafgivelsen i henhold til stk. 1, må der alene anvendes lovlige sigtemidler, der er monteret på riflen og lovlige til jagt, og jagtrelevante hjælpemidler, der kan medbringes og anvendes under praktisk jagt, herunder skydestok og jagtstol.
Stk. 3. Den prøvesagkyndige afgør, hvorvidt kravene i stk. 1 og 2, for bestået prøve er opfyldt.
Stk. 4. Hvis aspiranten under prøvens aflæggelse efter den prøvesagkyndiges skøn ikke udviser forsvarlig og korrekt behandling våbnet skal den prøvesagkyndige indstille prøven med det resultat, at den ikke er bestået.
Stk. 5. Den prøvesagkyndige udsteder et prøvebevis, såfremt aspiranten har aflagt riffelprøve, og den er bestået.
Efter riffelprøvens aflæggelse
§ 30. Bevis for bestået riffelprøve er i den resterende del af det jagtår, hvor prøven er bestået, sidestillet med den påtegning, der er nævnt i stk. 4, såfremt det medbringes sammen med jagttegnet i forbindelse med udøvelse af riffeljagt.
Stk. 2. Såfremt riffelprøven ikke bestås, kan fornyet aflæggelse af prøven først ske, når betaling af nyt prøvegebyr og tilmelding via »Mit jagttegn« er sket, jf. § 25. Aspiranten kan kun aflægge én riffelprøve på samme prøvedag.
Stk. 3. Den, der afholder riffelprøven, jf. § 26, meddeler digitalt Miljøstyrelsen resultatet af de afholdte riffelprøver.
Stk. 4. Når Miljøstyrelsen har modtaget meddelelse om bestået riffelprøve, jf. stk. 3, giver styrelsen påtegning på jagttegnet for kommende jagtår om tilladelse til jagt med jagtriffel.
Kapitel 6
Obligatorisk riffelskydeforløb
§ 31. Gennemførelse af obligatorisk riffelskydeforløb, jf. § 32, er en betingelse for aflæggelse af riffelprøven. Det obligatoriske riffelskydeforløb skal forestås af en af Miljøstyrelsen godkendt riffelinstruktør, jf. § 47. Aspiranten kan via »Mit jagttegn« hente en formular om det obligatoriske riffelskydeforløb. For at tjene som dokumentation, jf. § 27, stk. 2, skal formularen være underskrevet af den riffelinstruktør, der har forestået det obligatoriske riffelskydeforløb.
§ 32. Formålet med det obligatoriske riffelskydeforløb er at sikre, at aspiranterne efter endt forløb inden for jagtrelevant riffelskydning skal opnå viden om egne færdigheder og begrænsninger og få kendskab til træningsmuligheder for dygtiggørelse.
Stk. 2. Riffelskydeforløbet skal foregå ved fysisk fremmøde på en godkendt skydebane, jf. bekendtgørelse om skydebaners indretning, anlæggelse og anvendelse, under instruktion af en riffelinstruktør.
Stk. 3 Riffelskydeforløbet skal aflægges med et våben og en ammunition, som opfylder kravene til jagt på råvildt, for så vidt angår kuglevægt og anslagsenergi, jf. bekendtgørelse om våben og ammunition der må anvendes til jagt m.v. Aspiranten skal medbringe det våben, som forløbet ønskes aflagt med, samt den fornødne ammunition og våbentilladelse hertil.
Stk. 4. Der skal som minimum afgives 5 skud fra hver af følgende jagtrelevante skydestillinger:
1) Stående skydestilling med anlæg.
2) Stående skydestilling uden anlæg.
3) Siddende og/eller knælende skydestilling med anlæg.
4) Siddende og/eller knælende skydestilling uden anlæg.
5) Siddende på stol med anlæg.
Stk. 5. Ved skydeforløbet, jf. stk. 4, må der anvendes jagtrelevante anlæg, som enten medbringes af aspiranten selv, eller som stilles til rådighed af skydebanen. Der skydes til Danmarks Jægerforbunds bukkeskive på en afstand af 100 meter. Der er ingen krav om, at aspiranten skal ramme målet. Riffelinstruktøren kan instruere aspiranten i indtagelse af en for aspiranten stabil jagtrelevant skydestilling.
Stk. 6. Riffelinstruktøren kan fritage fysisk handicappede aspiranter for et eller flere af i de stk. 4, nævnte skydestillinger, hvis aspiranten på grund af det fysiske handicap ikke kan udføre skydestillingen.