Vilde hunde fra Rusland trækker frem og tilbage over grænsen til Norge, hvilket ikke vækker udelt begejstring hos vore nordiske naboer …
Af Peter Thisted
I al fald er en gruppe på 10-12 vildhunde nu rykket ind i Norge fra Rusland. Man frygter nu, at hundene vil søge at etablere sig i den norske natur.
Myndighederne i Norge har derfor besluttet at udstyre det stedlige politi med våben.
Ifølge Statens Naturoppsyn bliver situationen karakteriseret som særdeles usædvanlig.
De vilde hunde er før set i området, men mest som strejfere og de har altid trukket sig tilbage til Rusland igen.
Men efter at Pasvikelven er frosset til, virker det som om vildhundene er ved at etablere sig i Pasvikdalen på den norske side.
Politiet i Kirkenes opfordrer folk til ikke at opbevare noget spiseligt udendørs samt sørge for, at al madaffald opbevares i lukkede containere.
De vilde hunde er forholdsvis sky. De færdes i flokke og er blandede racer af huskytypen – men for eksempel border collie, labrador-lignende hunde forekommer også.
I Pasvikdalen er de først og fremmest til fare for vildtet, beretter politiet til avisen Nordnytt.
Fotografi af vildhunde er taget af Ulf Gøran Mathisen, politiet i Kirkenes.