Jægerforbundet og forbundets jagtfaglige chef forsøger at gøre nat til dag, hævder vildtbiolog Egon Bennetsen, som i kritisk indlæg skriver, at “DJ vil gå igennem ild og vand for tandsnitsmetoden”
Tekst og foto: Egon Bennetsen, vildtbiolog
I to artikler på Netnatur.dk:
https://www.netnatur.dk/tandsnit-usikkerhed-1/
https://www.netnatur.dk/tandsnit-usikkerhed-2/
kommenterede jeg på denne artikel:
https://www.jaegerforbundet.dk/om-dj/nyhedsarkiv/2017/tandsnit-og-sikkerhed/
Nu kaster DJ`s jagtfaglige chef Niles Søndergaard sig atter ud i et indædt forsvar for tandsnitsmetoden som en valid metode til bestemmelse af alderen på kronvildt i Danmark.
Da debatten begyndte for snart længe siden, lagde DJ sig helt på linje med DCE, som på baggrund af 37 krondyr med ”kendt” alder konkluderede:
”….. at en bestands aldersfordelingen estimeret ud fra denne metode bliver retvisende og med en høj statistisk forklaringsgrad (92-98 %:….”
( https://www.jaegerforbundet.dk/media/5894/notat_tandsnit_laha_v2.pdf )
DJ og DCE brugte altså den danske undersøgelse med en påstået høj forklaringsgrad på 92 % til at anse tandsnitsmetoden for valideret under danske forhold.
(Fra: Videnskabelig rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 106 Peter Sunde & Lars Haugaard)
Et enkelt blik på figur 5 burde øjeblikkeligt have gjort det klart for Søndergaard, at det umuligt kunne være den rigtige forklaringsgrad.
Punkterne ligger alt for spredt i forhold til regressionslinjen. De 92 % er fremkommet ved at bruge en bestemt regnemetode, som ganske vist giver en høj ”forklaringsgad”. (R2 – værdien), men som intet siger om tandsnitsmetodens præcision.
Det gør imidlertid den almindelige regressionsanalyse som giver en forklaringsgrad på blot 52 %, hvilket er helt uantagelig lavt i videnskabelig sammenhæng! Der er altså kun en ringe grad af sikkerhed for, at den alder, der fremkommer ved hjælp af tandsnitsmetoden, reelt også er krondyrets faktiske alder.
https://www.netnatur.dk/egon-bennetsens-ku-konklusion/
Forskellen på de to metoder har to lektorer i statistik ved AU fint redegjort for her:
https://www.netnatur.dk/game-dj-dce-sendt-taelling/
Søndergaard har tidligere forklaret at R 2 – værdien afhænger af metodevalg.
Ja netop.
Men DCE og Søndergaard holder altså stædigt fast i at anvende en metode, som giver en høj, men intetsigende værdi. Hvorfor?
Hvis Søndergaard, som jagtfaglig chef, virkelig ikke har forstået dette, er det dybt bekymrende for fagligheden i DJ.
Hvis Søndergaard har forstået det, men alligevel foregøgler læserne, at den høje, men intetsigende R2 – værdi, er den korrekte, er det ganske simpelt et forsøg på utilstedelig manipulation.
……………………..
Meget tyder på, at der slet ikke er tale om 37 dyr med kendt alder. Så datagrundlaget smuldrer.
Se: https://www.netnatur.dk/dce-forsker-indklages-videnskabelig-uredelighed/
Det er formentlig også derfor, at DJ nu nedtoner betydningen af DCEs tandsnitsundersøgelse og retter fokus mod udlandet.
DJ hævder dog, at det ringe datagrundlag og den manglende validering af tandsnitsmetoden ikke ændrer på hovedkonklusionen i Djurslandrapporten
Det er jeg ikke enig i, men rapporten viser i hvert fald, at metoden ikke med tilstrækkelig præcision kan anvendes til aldersbestemmelse af danske krondyr.
I et svar til John Chris, som gennem sin facebookgruppe: Hjortevildtforvaltning i Danmark, har stillet en række spørgsmål til DJ, skriver Mads Flinterup fra DJ bl.a.:
”Jægerforbundet betingede sig dog, at tandsnitsmetoden i forbindelse med projektet skulle valideres under danske forhold.”
Skal det forstås sådan, at DJ nu opgiver sit oprindelige krav om, at metoden skal valideres for danske krondyr?
Søndergaard mener endvidere at:
”Forskerne på DCE fik den lidt utaknemmelige opgave at efterprøve tandsnitsmetoden på kun 37 dyr. Dette er et ret ringe antal dyr at konkluderer ret meget ud fra.”
Der er nu ingen grund til at have ondt af forskerne på DCE.
De har sikkert fået gode statslige midler til at foretage undersøgelsen.
Og hvis DCE mente, at 37 krondyr var for spinkelt et materiale, ja så burde Sunde have stoppet undersøgelsen.
I artiklen gør Søndergaard i stedet et stort nummer ud af at redegøre for, hvor sikker metoden anses for at være i en række andre lande og på en række andre arter.
Søndergaard finder opmuntring i en norsk validering af metoden for forskellige arter, som har givet bedre overensstemmelse mellem kendt alder og alder ved tandsnit.
Ved at gå ind på side 107 i den norske undersøgelse, som Søndergaard henviser til, så får man at vide, at:
”Et prøvesett med 37 tannsnitt ble tilrettelagt for hver av artene elg, hjort, fastlandsrein (tamrein) og svalbardrein.”
Altså nøjagtig det samme antal – 37 – som i den danske undersøgelse hvorom Søndergaard skrev:
”Dette er et ret ringe antal dyr at konkluderer ret meget ud fra”
Skal vi så også have ondt af de norske forskere?
Når den danske tandsnitsundersøgelse smuldrer, forsøger Søndergaard og DJ altså at undskylde DCEs rapport med et ”ringe antal dyr” på kun 37, men fremhæver samtidig alle fortræffelighederne i en norsk undersøgelse, der baserer sig på … 37 dyr!
Det giver simpelthen ingen mening!
Enten er 37 dyr for ”ringe” et antal dyr til validering af tandsnit, og så gælder det både i Danmark og Norge, eller også er 37 dyr tilstrækkeligt til validering, og så dur tandsnit bare ikke i Danmark.
Søndergaards artikel på DJ’s hjemmeside viser med al ønskelig tydelighed, at fagligheden ikke tæller i denne sag, men at Søndergaard og DJ forsøger at gøre nat til dag, og viser at DJ vil gå igennem ild og vand for tandsnitsmetoden.
Hvor sølle!
NB: Selvom tandsnitsmetoden måtte kunne bruges til aldersbestemmelse, er der stadig andre basale betingelser, der skal opfyldes for at kæber fra skudte dyr kan bruges til opgørelse af, hvorvidt der i den levende bestand er over 5 % 8+ hjorte. Betingelser, der ganske simpelt ikke er opfyldt.
Hvor rivende galt det kan gå, når man ikke forstår dette, demonstreres i en DJ –”fagrapport”.
Læs: https://www.netnatur.dk/egon-bennetsen-fagrapport-uden-faglighed/