Vildtplantning 1: Hvorfor skal man udføre terrænpleje?

Siden 1950’erne har det åbne landbrugsland ændret sig meget. Især landbrugets mere effektive dyrkningsmetoder har påvirket agerlandets udseende og naturindhold

Af Redaktionen

Brug af større maskiner, kunstgødning og sprøjtemidler, specialisering og sammenlægninger af landbrugsejendomme har alt sammen ført til en meget mindre variation i landskabet. En variation der ellers i højeste grad er grundlaget for en mangfoldig og rig vildtbestand.

Variation i landskabet skaber ynglemuligheder, fødemuligheder, sikrer behovet for skjul og læ og medvirker til vildtet spredning fra område til område.

Langt de fleste vildtarter, både de jagtbare og de ikke jagtbare, er knyttet til grænserne mellem de dyrkede marker og naturområderne. Her er der dækning, føde og ynglesteder.

På grund af vildtets tætte tilknytning til overgangen mellem de dyrkede og de udyrkede arealer, udnytter vildtet i virkeligheden kun 10-15 procent af landbrugsarealet som levested. Jo større og mere ensartede markerne bliver, desto mindre bliver denne andel.

Anlæg af småbiotoper som plantninger, levende hegn, vandhuller, vildtagre m.m. vil medvirke til at øge den andel vildtet kan udnytte af det åbne land.

Vildtbestand og ynglesucces

Størrelsen på vildtbestandene er først og fremmest afhængig af arternes ynglesucces. En stor vildtbestand i foråret vil ikke umiddelbart betyde et godt tillæg af nye individer, med mindre man sikrer, at arterne både har egnede ynglelokaliteter og fødemuligheder for ynglen.

Den alvorligste begrænsende faktor for størrelsen af vildtbestandene er ikke så meget fødemangel i vinterhalvåret, men derimod dårlig ynglesucces.

Når man udfører terrænpleje, skal man derfor i særlig grad sikre egnede ynglelokaliteter og tilgængelighed af føde i yngleperioden.

Skab så stor variation som muligt

Sigtet med vildtplejen bliver således at få genskabt så meget som muligt af den tabte variation. Det vil primært sige at skabe så mange rande som muligt på et terræn. Man kan forøge mængden af rande ved f.eks. at plante levende hegn og vildtplantninger, ved at anlægge vildtagre og ved at etablere brak i smalle striber.

Hvis randene kombineres med sprøjtefri randzoner, slåede striber og jordbehandlede – men utilsåede striber på 1-2 meters bredde – vil dette give en yderligere positiv effekt.

I andre lande har man lavet forsøg med denne type vildtpleje. Man har for det meste arbejdet med brakstriber på 20 meters bredde med forskellige vildtvenlige afgrøder.

Et af forsøgene har inden for 4 år vist en naturlig forøgelse på op til 10 gange af antallet af harer og agerhøns og 3 gange af antallet af fasaner. Grunden til de store forøgelser i vildtbestandene skyldes især en bedre ynglesucces.

Forsøgene er gennemført i lande med en anden jagtlovgivning og et mildere klima end i Danmark. Det vil ikke kunne opnås samme effekt i Danmark, men en lignende vildtpleje vil stadig have en mærkbar positiv effekt på vildtbestandene.

Vildtvenlig landbrugsejendom

En forudsætning for at ville/få lov til at lave vildtpleje, er dog som regel, at det sker med mindst mulig påvirkning af landbrugsdriften. Udnytter man de gældende regler, er der imidlertid mange muligheder for at forbedre forholdene for vildtet – endda ofte med økonomisk tilskud.

Vildtplantninger

Mange års aktiviteter med plantning for vildtet har tilført landskabet en ny naturtype i form af småplantninger og remiser. Disse plantningernes naturindhold har en særlig værdi, idet plantningerne har et stabilt miljø i forhold til de omgivende dyrkede arealer.

Gennem vildtplantning er der de seneste år gennemsnitlig skabt godt 300 hektar ny natur årligt.

Hvis de levende hegn medregnes bliver arealet endnu større.

Vildtplantninger etableres primært for at yde læ, fødemuligheder, skjul og overnatningspladser. De kan udformes som levende hegn eller egentlige remiser.

Værdien af hegnene hænger sammen med bredden. Et 3- eller 5-rækket hegn er betydeligt bedre for vildtet end et 1-rækket hegn. I nogle tilfælde kan 1-rækkede hegn med spredt beplantning af lave buske dog have meget stor værdi for især agerhøns.

Vildtplantninger er ikke kun til glæde for de jagtbare vildtarter. Vildtplantningerne er også til stor gavn for en lang række af agerlandets øvrige vilde dyr, fugle, padder, krybdyr, insekter og vilde planter.

Remiser kan være små tilplantede markhjørner hvor landbrugsdriften er besværlig, eller tilplantning af den fugtige lavning i marken. Det kan også være store helårsremiser på en halv til flere hektar. De store remiser skal anlægges, så vinden holdes ude og solen lukkes ind. Ca. en 1/3 af arealet i remisen skal være åbne arealer med læ.

Levende hegn

Remiserne kan kombineres med anlæg af vildtagre, sprøjtefrie randzoner og brakstriber.

Det er de nederste 1,5-2 meter der er vigtige for vildtet. Minimum 75% af de anvendte planter bør derfor være lave og højere buske. Andelen af egentlige træer skal være meget lav. Plantet med den rette afstand og gerne i grupper af samme art, holder planterne sig lettere tætte i bunden og yder derved bedre læ og skjul.

Der ydes tilskud til vildtplanter gennem Naturstyrelsens vildtplantningsordning.

Se mere her: PLANT FOR VILDTET

Ansøgningsskema og tilhørende hæfte kan du få hos det lokale statsskovdistrikt. I dette materiale kan du også få flere oplysninger om vildtplantningsordningen.

Lovmæssige reguleringer af plantninger i det åbne land

Principielt kan man plante på to arealtyper:

• Arealer der er i dyrkning
• Arealer der ikke er i dyrkning

På arealer i dyrkning er der som regel meget få lovmæssige reguleringer hvad angår vildtplantninger. Som oftest er jorden velgødet og rimelig ren for ukrudtsfrø.

Plantninger på dyrket jord er lettere at holde rene for skadelig græsvækst, og plantningerne gror ofte godt.

Arealer der ikke er i dyrkning kan være opdelt i to hovedgrupper:

• udyrkede arealer der er beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven (moser, enge, overdrev, heder m.m.)
• Andre udyrkede arealer der ikke er beskyttet. Det er ofte græs klædte skæve hjørner og skråninger der tidligere har været dyrket.

Langs vandløb og søer, omkring fortidsminder og langs strande er der beskyttelseslinier. Indenfor disse beskyttelseslinier må der ikke foretages plantning.

Beskyttelseslinierne gælder både på dyrkede arealer og arealer beskyttet efter naturbeskyttelsesloven.

Uden fornøden tilladelse på du ikke plante i:

• Moser
• Heder
• Ferske enge
• Strandenge
• Overdrev
• Over 2.500 m²

Uden tilladelse må du ikke plante nærmere end:

• 100 meter til fortidsminder
• 150 meter fra vandløb og søer over 3 hektar
• 300 meter fra stranden

I ansøgningsskemaet til vildtplanter kan du få flere oplysninger om beskyttelseslinier og beskyttede naturtyper.

Kommunerne kan oplyse om, hvilke områder på ens ejendom der er beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven. Du kan også finde oplysninger om udpegningen og beskyttede arealer på amternes hjemmesider.

Du skal også være opmærksom på eventuelle fredninger. Særligt landskabsfredninger kan forbyde nye plantninger i det fredede område.

Myndighederne har udpeget områder hvor skovrejsning er uønsket. Hvis du vil plante vildtplantninger i negative skovrejsningsområder, skal du forinden kontakte kommunen.

LÆS OGSÅ: Vildtplantning 2

LÆS OGSÅ: Vildtplantning 3

LÆS OGSÅ: Vildtplantning 4

LÆS OGSÅ: Vildtplantning 5

Kilde: Miljøstyrelsen