Hjem » WWF hædrer originale klimaløsninger

WWF hædrer originale klimaløsninger

by Michael Sand
WWF hædrer originale klimaløsninger

18.-19. maj hædres tre danske virksomheder for deres originale og energieffektive ideer i Malmø. Innovative virksomheder er afgørende, hvis vi skal tackle klodens klimaudfordringer. 

Klimavenlige varmepumper og energieffektiv levering af frugt og grønt direkte fra gård til butik. Danske virksomheder er med helt fremme, når det handler om fremtidens grønne løsninger.

WWF’s innovationsprojekt Climate Solver hjælper både danske og udenlandske virksomheders originale løsninger frem i lyset.

18. og 19. maj hædrer WWF Verdensnaturfonden i Danmark, Sverige, Norge og Finland 12 nordiske virksomheder for deres visionære og grønne teknologier. De danske indslag er Fresh.Land, EyecCular Technologies og Suntherm.

”Det er fantastisk at se, hvordan danske virksomheder tager klodens klimaudfordringer meget alvorligt og udvikler originale og energieffektive løsninger til gavn for både forbrugere og klimaet,” siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

”Innovative virksomheder spiller en nøglerolle for fremtidens klima- og energiløsninger og kan samtidig skabe både arbejdspladser og vækst i Danmark. Vi må håbe, at regeringen snart får øjnene op for vigtigheden af at investere i disse virksomheder og dropper sin sparepolitik indenfor forskning og innovation.”

 

Fresh.Land – nej tak til gammel og forarbejdet frugt og grønt

Fresh.Land fjerner alle mellemled, så turen fra gård til butik kun tager tre dage. I dag er frugt og grønt fra udlandet ofte flere måneder undervejs. Det forarbejdes og efterbehandles – så appelsinen for eksempel bliver mere orange – opmagasineres og fragtes rundt i ét væk.

Ved at tage sig af logistikken og al kommunikation mellem producent og butik vil Fresh.Land gøre turen fra gård til butik så kort som muligt. På den måde får forbrugeren friskere varer, og klimaet skånes for kemikalier og transportforurening.

 

EyeCular Technologies – visionær energieffektivisering

EyeCular har udviklet komponenter til varmtvandsbeholdere, der øger energieffektiviteten markant i både gaskedler, solvarmeanlæg og eldrevne vandvarmere. Samtidig barsler virksomheden med et projekt, der skal gøre varmepumper langt mere energieffektive.

 

”At redde klimaet (hvis vi ikke kan redde verden) er den absolut vigtigste udfordring, vi står overfor. Alle verdens øvrige udfordringer bliver overflødige, hvis vi ikke lykkedes med at løse klimaudfordringerne,” siger Martin Spanggaard, administrerende direktør i EyeCular Technologies.

 

Suntherm – revolutionerende varmesystem

Suntherm har udviklet et unikt varmesystem, som er særligt velegnet til varmepumper og kan levere dobbelt så meget varmt vand, som en traditionel varmtvandsbeholder. Energien lagres i en saltopløsning, og systemet kan ud fra vejrudsiger og strømpriser vurdere, om det er bedst af lagre energien natten over eller vente på solen næste dag.

 

Om Climate Solver

Climate Solver er et internationalt WWF-initiativ, der sætter fokus på innovative og fremadskuende virksomheders bud på fremtidens klimavenlige løsninger indenfor klima og energi. Climate Solver-projektet følger udviklingen i en lang række lande fra Kina, Indien og Sydafrika til Ghana, Mexico og Skandinavien.

Se mere på www.climatesolver.org

Læs mere om de enkelte virksomheder

Fresh.Land: http://www.fresh.land/

Eyecular: http://eyecular.com/

Suntherm: http://www.suntherm.dk/

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...

You may also like

Leave a Comment

Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!