WWF Verdensnaturfonden har lanceret en global kampagne, som opfordrer regeringer rundt om i verden til at bekæmpe illegal handel af vilde dyr og reducere efterspørgslen af truede arter.
Af WWF
Specielt efterspørgslen på elfenben, næsehornshorn og dele af tigeren driver flere af de pågældende arter faretruende tæt på udryddelse. Markeder i Asien er en af de hyppigste destinationer. Blandt andet er efterspørgslen på næsehornshorn i Vietnam steget markant de seneste par år, hvor et pulver malet af hornet menes at kunne kurere kræft.
Beklagelig rekord for krybskytteri
WWF’s kampagne har valgt tre ikondyr til kampagnen: tigeren, næsehornet og elefanten, som alle er truede af udviklingen. 2011 blev desværre for elefanterne og næsehornene et sort år, med rekorder inden for krybskytteri.
Næsehornet
I 2007 tog krybskytterne kun 13 næsehorns liv i Sydafrika. I 2011 steg dette tal til hele 448. Det er en stigning på 3000 %, men 2012 blev endnu værre. Her måtte 668 næsehorn lade livet til krybskytter. Det skyldes primært, at man i Vietnam har fået en tro på, at næsehornshorn kan kurere kræft – det har gjort, at prisen for et kilo knust horn nu er mere end kiloprisen på guld.
Elefanten
For elefanten blev 2011 også rekordens år, da flere elefanter blev skudt af krybskytter end nogensinde før – 23 ton elfenben blev beslaglagt, som omregnet til elefanter svarer til stødtænder fra mere end 2.500 elefanter. Også tigeren er truet af krybskytteriet, og der er nu kun 3.200 vilde tigre tilbage i verden, 97 % færre end for 100 år siden.
Kampagne for opmærksomhed og handling
Illegal handel af vilde dyr hører til den mest lukrative internationale organiserede kriminalitet, og selv om bagmændene ofte også har været involveret i mord, narkotikahandel og våbenhandel bliver problemet endnu ikke taget seriøst af mange regeringer.
“Regeringer har en tendens til at ignorere krisen, der påvirker de truede arter. Igennem vores globale kampagne vil WWF skabe opmærksomhed og forsøge at skabe den folkelige opbakning der skal til, for at denne problematik kommer på den politiske dagsorden og bliver taget seriøst. Vi bliver nødt til at reagere nu, mens vi stadig kan nå at redde næsehornene, tigeren og elefanterne” udtaler Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden og forsætter:
“Denne kampagne handler om mere, end at redde arterne fra udslettelse. Den handler også om at beskytte parkvagterne, som har ansvaret for at værne om de truede dyr, og endegyldigt stoppe den illegale handel, som i mange lande skaber meget usikkerhed”.