Tekst og foto: Egon Bennetsen, vildtbiolog og skovejer.
Med den tiltagende fredning af 8- og 10-endere – hvad enten der er tale om en lovfæstet ordning, en frivillig lokal fredning eller blot en parole på jagtdagen – løber man ind i et overset problem.
Der er ingen tvivl om, at fredning af 8 – og 10-endere er et godt og letfatteligt middel til at spare 2 – 3 års hjorte.
Men der findes altså hjorte, der aldrig bliver andet end 8- endere. Er der i øvrigt hjorte nok, er skaden herved ikke så stor, for nok vil en sådan 8-ender kunne beslå nogle hinder, men der vil være langt større hjorte til at beslå flertallet.
Gevirform – herunder antallet af sprosser – er stærkt genetisk disponeret. En stærk 8–ender, der er fredet, vil i mange egne af Jylland være en af områdets stærkeste hjorte og vil derfor over en periode på måske 5-6 år præge et meget stort antal kalve.
Et eksempel vises i fig. 1. Der er tale om en 6 -8 årig hjort, med en anslået gevirvægt på 5 – 6 kg.
Fig. 1
Det er jo et smukt trofæ for enhver jæger, men det er vel ikke den slags kronhjorte, vi ønsker skal være fremtidens kapitalhjorte?
At den viste hjort mange steder er fredet– også i den statsskov, hvor den er fotograferet – er meningsløst.
Samtidig er det tilladt at skyde den lovende unghjort på fig. 2.
Fig. 2.
Denne unghjort kan dog med tiden udvikle sig til en hjort, som dem på fig. 3 og 4, hvorimod 8-enderen vedbliver at være 8-ender.
Fig. 3.
Fig. 4.
Fig. 5.
Én ting er at 8-endere vil brede sig i områder med få gamle hjorte, men det ville være helt urimeligt, hvis jægeren var nødt til at lade den flotte medaljehjort på Fig. 5 med en gevirvægt på 7 – 8 kg passere, bare fordi den “kun” var tiender!
Det er endvidere paradoksalt, at hvis man på en hjortejagt får en gruppe yngre hjorte for, er nødt til at lade en dårlig 2 – 3 årig 8-ender unghjort gå og i stedet skyde en flot 12 – 14-ender mellemhjort på 3 – 4 år. Mon ikke vi er mange, der i den situation, hvor det er oplevelsen og kødet – og ikke trofæet – der er målet, gerne vil kunne skyde en hjort fra den dårlige ende?
På en sådan jagt er det særdeles frustrerende at bruge den ofte sparsomme tid på at tælle sprosser på hjortene frem for at afgive skud ud fra en samlet vurdering af størrelse og alder.
At man i statsskove, og andre steder med en stor bestand af hjorte, betinger sig, at hjorte kun må skydes, hvis de er kronebærende, er en helt unødvendig restriktion. Med de priser, der gives for jagt sådanne steder, og med en kvote på 1 hjort/år/500 ha., er der ingen risiko for at jagtlejeren skyder en ung 8- eller 10 ender. Og fred være med det, hvis det skulle ske. Derimod kunne det nok være tillokkende at skyde 8-enderen på fig. 1.
At styre afskydningen af hjorte ud fra endetallet på geviret, er hverken et anvendeligt middel til at opfylde målet om en større andel af hjorte i bestanden eller målet om et større antal store hjorte over 8 år.
Det er helt almindeligt, at 2 – 4 årige hjorte er 8-endere og ikke helt ualmindeligt, at selv ældre hjorte er 8 og 10-endere.
Omvendt er det ligeledes almindeligt at hjorte på 3 år er 12-endere og fra 4 år er 14-endere eller mere – dog med en vis variation mellem de forskellige bestande/landsdele.
En fredning af 8-endere vil højst højne gennemsnitsalderen blandt hjortene med et år uden at give flere gamle hjorte.
Den nemmeste og mest fleksible løsning med den hurtigste virkning vil være at indskrænke jagttiden. Det har vist sit værd nord for Limfjorden, hvor artiklens fotos er taget, og hvor jagttiden på hjorte er på 3 måneder, nemlig fra 1/11 til 31/1.
Så kan man fjerne den lovbestemte, uhensigtsmæssige fredning af 8 – 10-endere, og samtidig få friholdt oktober til den meget vigtige afskydning af kalve og hinder uden kalv.
Og mange flere vil samtidig meget lettere kunne iagttage det fascinerende skuespil med de store frilandshjorte i brunsttiden i september.