Det er det højeste antal unger på en ynglesæson, der er registreret af de mange frivillige redekoordinatorer i DOF BirdLifes Projekt Ørn, som året rundt holder øje med havørnene
Af Jan Skriver, DOF.DK
DOF BirdLifes mange redekoordinatorer, der holder et vågent øje med samtlige lokaliteter, hvor der holder etablerede havørne-par til, har fundet 181 succesfulde ynglepar.Og de har talt 231 unger, som er kommet godt afsted fra rederne. Det er ny rekord for en ynglesæson.
– Uden de mange frivillige ornitologer, der lige fra yngletidens begyndelsen omkring midvinter holder øje med ørneparrene og ser, hvordan de etablerer sig og senere får æg og unger, ville vi ikke have det præcise overblik over bestanden, som vi har fra år til år. Uden DOF’s øjne og ører i felten ville vi ikke kende havørnens bestand ned til mindste detalje, som vi gør i dag, siger Kim Skelmose, der er leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn.
Fyn er fin for havørne og Danmarks suverænt bedste ørnelandskab med 37 ynglepar, men derer som altid også mange ynglepar i den sydøstlige del af Danmark.
Derimod er de regionale ynglebestande i Nordjylland, Nordvestjylland, Sydvestjylland og på Bornholm beskedne.
Med årets facit har Projekt Ørn registreret mindst 2.304 havørneunger siden 1995, da havørnen efter 85 års fravær igen blev dansk ynglefugl.
Opture veksler med nedture
At 2023 og 2024 resulterede i ringere ynglesucces end de foregående sæsoner for så at blive afløst af ny fremgang i 2025 hører til ’naturens orden’, påpeger DOF BirdLifes Projekt Ørn.
I 2023 var fugleinfluenza med til at svække ørnebestanden, og det gik formentlig ud over ynglesuccesen, men epidemien er nuoverstået.
Rovfugle, der som havørnen kan leve i mange år, har ’råd’ til ynglesæsoner, der slår fejl, uden at det går ud over bestanden på langt sigt.
– Bestanden af havørne i Danmark er i løbet af tre årtier blevet så stor, at derflere steder er opstået en vis konkurrence om de bedste ynglepladser. Det kan føre til uro og ringere ynglesucces enkelte steder. Men i år har havørnen haft medvind, siger Kim Skelmose.
Plads til flere mod vest og nord
DOF’s Projekt Ørn, som overvåger udviklingen, og hvert år udarbejder en status over ørnebestanden, spår, at en stabil dansk bestand på 200-250 ynglepar er realistisk i løbet af nogle årtier.
Sydøstdanmark i almindelighed og Lolland, Falster, Sydfyn og Sydøstjylland i særdeleshed hører fortsat til havørnens danske kerneområder, men rovfuglene fordeler sig mere i hele landet, om end det helt store gennembrud i antallet af ynglepar mangler i Nord- og Vestjylland.
Generelt er havørnens indvandring mod nord op gennem Jylland gået mere trægt, end det var forudset, da artenvendte tilbage til Danmark for cirka tre årtier siden.
– Fra Sønderjylland, marsken og Vadehavet vil havørne formentlig kunne etablere sig flere steder nordpå ved de vestjyske fjorde. Også Thy og hele Limfjordslandet med Vejlerne som et kerneområde, vil kunne få flere ynglepar af havørn. Viborg-områdets mange søer vil sikkert også tiltrække ynglende ørne, ligesom Randers Fjord og Mariager Fjord synes oplagte som terræner for øget fremgang, siger Kim Skelmose.
Yderligere oplysninger:
Kim Skelmose, leder af DOF BirdLifes Projekt Ørn
Tlf. 22 73 40 70

