Meget kan gøres for at redde rålam, harekillinger og jordrugende fugle under skårlægning på mindre arealer, men på større marker er situationen en anden
Tekst og foto: Henning Kørvel
Når græs skårlægges, og det gælder om at få rålam ud, inden skårlægning, er det udmærket at drive mindre arealer af med hund, eller der dagen før skårlægning sættes papirsække eller flamingokasser op, men på større arealer giver disse tiltag en ekstra arbejdsgang, og de bliver derfor ikke udført. Det eneste brugbare middel til at forhindre rålam i at blive kørt ihjel på større arealer, er et varmesøgende kamera foran på skårlæggeren, der standser maskinen, før kniven når frem til rålam eller hare, men det er desværre ikke opfundet endnu.
Før skårlægning af græs sidste år lød det ”nærmest sensationelle budskab”:
Papirsække og flamingokasser kan afværge, at rålam bliver kørt ihjel.
Der var dog ikke noget nyt i dette, for det har været kendt meget længe.
De, der gjorde sig til ved at markedsføre papirsække og flamingokasser som afværgeforanstaltning, glemte en vigtig information, nemlig at disse tiltag kun er realistiske på mindre arealer.
Her kan man også finde og fjerne rålam før skårlægning ved at drive markerne af med hund.
På græsarealer på flere hundrede hektar vil udsætning af papirsække og flamingokasser repræsentere en ekstra arbejdsgang, og maskinstationen vil derfor ikke bruge disse foranstaltninger, men derimod gå lige til opgaven med den risiko, at rålam bliver kørt ihjel.
Maskinstationer med speciale i skårlægning af ensilering af græs bruger i dag uhyggelige store maskiner, som kun bliver større, og der bliver kørt i marken i et raskt tempo.
Jeg overværede på Sydsjælland sidste år skårlægning af græs på flere hundrede hektar, der blev udført af maskinstation, der afsluttede arbejdet med at opsamle græsset for at ensilere det til vinterfoder til Sydsjællands største malkebesætning af jerseykøer.
I forbindelse med skårlægningen deltog hundefolk, der afsøgte de skårlagte marker for ihjelkørte rålam, men de fandt heldigvis ingen, hvilket også var en lettelse for ejeren af malkebesætningen.
På DCE siger forskeren, der arbejder med problematikken ”ihjelkørte rålam ved skårlægning af græs”, at ingen af de kendte afværgeforanstaltninger dur på større græsarealer.
Det eneste, der er realistisk, er et varmesøgende kamera foran på skårlæggeren, der får maskinen til at stoppe, når kameraet har spottet et varmt legeme – rålam eller hare – foran skårlæggeren, men en sådan foranstaltning er endnu ikke udviklet. Og fordi den først skal udvikles, afprøves og implementeres i skårlæggere, er det en foranstaltning, der først vil vise sig nyttig på den lange bane.
Imens må landbruget benytte de allerede kendte afværgeforanstaltninger på mindre arealer, og alle os på sidelinjen må samtidig se i øjnene, at på større arealer anses afværgeforanstaltninger som papirsække og flamingokasser som en ekstra arbejdsgang, der derfor ikke bliver udført, hvilket kun kan beklages. Men sådan er det.
Afsøgning med hund efter rålam i græsareal før skårlægning er kun realistisk på mindre arealer. På større græsarealer anses opsætning af afværgeforanstaltninger som en ekstra arbejdsgang, der derfor ikke udføres, og de afsøges heller ikke med hunde.
Rå i højt græs, der snart skal skårlægges. På stedet kendes mange rålam, men bliver arealet ikke drevet af med hunde før skårlægning, frygtes det, at lam vil blive dræbt.
