Engang var haren det vigtigste jagtbare pattedyr i Danmark. Nu skraber vi bunden og haren er ved at blive det sjældneste jagtbare pattedyr i Danmark
Engang var haren det vigtigste jagtbare pattedyr i Danmark. Fra 1940-erne og til ind i 1960-erne nedlagde vi mellem 400.000 og cirka 500.000 harer, men i 1960-erne knækkede filmen. Harerne begyndte at gå tilbage, da mange landbrug droppede kreaturer og pløjede græsmarkerne op, der i stedet for blev monokulturer med korn og raps. Nu skraber vi bunden, fordi jagtudbyttet er faldet til cirka 12.000, og haren således er ved at blive det sjældneste jagtbare pattedyr i Danmark.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Lepus capensis er det latinske artsnavn, men de fleste mennesker kender den som hare. Slet og ret. Engang elsket og skattet af de fleste jagtudøvere, og det er den vel stadigvæk, selv om der nu kun nedlægges få af dem i forhold til 1940-erne og indtil 1960-erne.
Frem til cirka 1960 nedlagde vi i Danmark mellem 400.000 og 500.000 harer pr. år, og i den ”fede” egn, hvilket vil sige Sydsjælland, Møn og Lolland-Falster blev der pr. 100 hektar nedlagt 14 harer (fjorten) mod fire i Vest- og Nordjylland.
I jagtsæsonen 2020-2021 blev der ifølge DCE nedlagt cirka 12.000 harer. Et antal, der mere end antyder, at det står mere end skidt til for haren.
Hvorfor?
Landbrugets ændrede driftsformer.
Se ud over det danske landskab i dag. Hvad ser du?
”Ørkner” af hvede og raps, der ikke er natur for hverken harer eller agerhøns, men på steder med flerrækkede hegn, remiser og marker nær skove har råvildt, dåvildt og kronvildt (Jylland og Sjælland) taget over, og om efteråret føjer gæs sig til. Men harerne er en saga blot.
Da jeg var dreng i 1940-erne og 1950-erne, var reformen i landbrugsdriften endnu i sin vorden. Hver eneste landbrugsejendom – stor og lille – havde kreaturer og heste. Kreaturerne græssede på græsmarker, og fordi kreaturerne sørgede for at bide græsset godt ned, var det et yndet tilholdssted for harer. Roemarker var også yndede haresteder.
Kokasser og hestepærer én masse
Kokasser og hestepærer tiltrak ikke blot fluer, men også andre insekter. Og på landet var flueplagen så stor, at man i alle hjem havde fluefangere hængende i køkken og opholdsstue.
Og slog de ikke til, var en fluesmækker i mange hjem inden for rækkevidde. Fluer var uønskede, og for at kompensere for det insekttab, som vi har lidt, efter kreaturerne blev skrottet af landbrugene med undtagelse af mange af de jyske, er insektvolde blandt kravene i biotopplaner for at kunne udsætte fasaner i større stil. Nogen kan altså se komikken.
Men først i 1960-erne begyndte filmen at knække, og i 1976 dykkede jagtudbyttet af harer til under 300.000. Og nedturen er fortsat.
I sommerhusområder, hvor der er mage harer, går det an, at de færdes på vejene, men mange harer bliver ulykkeligvis dræbt på landevejene.
Indtil 1960-erne spiste mange landbofamilier i jagttiden haresteg om søndagen. Det smagte herligt, og gør det stadigvæk, men haresteg er ikke in hos moderne familier.
I min barndom var det nok mest mænd, der flåede harer, men tag ikke fejl. Mange landbokvinder kunne skam også flå en hare. Men prøv at smække en nedlagt hare med ”tøjet på” op foran en ung moderne kvinde og se, hvad der sker. Hun løber skrigende bort og vil end ikke røre ved det bæst, der med tøjet på ligger på køkkenbordet.
Med den strukturændring, vi har været vidne til i landbruget, føjer sig tab af biodiversitet, som man prøver at kompensere lidt for med udtagning af lavtliggende landbrugsarealer for at omdanne dem til den natur, som vi mistede, da kreaturerne blev sat ud mange steder, og græsmarker med lavt græs blev pløjet op for at blive monokulturer:
Korn og raps og nogle steder også frøgræs og sukkerroer.
Kortet her viser udbyttet pr. 100 hektar. Tilbage i 1976-1977 blev der skudt mellem 4 og 14 harer pr. hektar. Den gule farve markerer, hvor der blev skudt 4 harer, den lysegrønne 4-5,9, mørkegrøn 6-9,9, lyseblå 10-11, mørkeblå 12-12 og sort: 14 harer pr. 100 hektar.
Der hvor harer findes i Danmark i dag, er på ejendomme med lavt græs, hvilket vil sige landbrug med kreaturer. Sommerhusområder som for eksempel Enø på Sydsjælland, hvor der meget lavt græs, er der også godt med harer, der tilmed ikke bliver jaget. Desuden er der harer i mange af vores skove, uden at vi dog kommer bare op i nærheden af tidligere tiders storhedstid.
Cyklede rundt med harer
Hvis vi ønsker at få harens storhedstid tilbage, så skal filmen rulles 60-70 år tilbage, men fordi det er urealistisk at forestille sig, at landbrug der lever af planteavl, igen vil have kreaturer og udlægge græsmarker til dem, må vi se i øjnene, at haren der engang var det vigtigste jagtbare pattedyr i Danmark, nu er næsten det sjældneste.
Det har også ændret jagtmønstret. Da vi skød mange harer, gik vi på trampejagt i det åbne land. Nu står vi på jagt, fordi marker ikke længere drives systematisk af, men kun hegn og remiser drives af, og skytter ”står for”.
Harer trives fortrinsvis på arealer med lavt græs og skove. I det åbne land, præget af hvede- og rapsørkner er harerne borte.
Er du på drivjagt, spørger jagtherren mange steder: ”Er der nogen, der ønsker at få en nedlagt hare med hjem?
Fordi ingen svarer bekræftende, konstaterer lederen så, at fordi ingen ønsker at tage nedlagte harer med hjem, så skal de ikke skydes.
Jeg mindes med stor fornøjelse de mange harejagter, som jeg har deltaget i på Rosenfeldt Gods ved Vordingborg, hvor jeg på godsejerens eget jagtareal blev bukkejæger i 1983.
På harejagten det år nedlagde vi 165 harer, og jeg doublerede flere gange. Og på den ”lille harejagt” i december skød vi gerne 30-40 harer.
Godsejeren kom hen til mig ved paraden i 1983 og udbrød: ”Så skulle De have set paraden efter harejagten i 1950-erne, hvor vi skød mellem 300 og 400 harer.
Efterfølgende har jeg læst bogen ”Der jog Kong Valdemar” af K.W.J. Thureholm, og fordi han skriver om harejagt på Rosenfeldt med udbytter på 300-400, ved jeg, at det holder.
Og fordi folk gerne ville spise haresteg, kunne harer sælges. Jeg husker, at min gamle ven, Tage Petersen (den jordløse bonde), Vordingborg, der drog til de evige jagtmarker i 2010, har fortalt mig, at når han og hans far havde skudt harer, så cyklede han rundt til kunder i Vordingborg, der havde afgivet bestilling på en nedlagt hare.
I dag er der ingen bestillinger, hvilket matcher den sørgelige situation, at haren er ved at blive det sjældneste pattedyr i Danmark, der endnu er jagtbart, men hvor længe?.
Haren var engang et kært jagtudbytte, som blev forhandlet af fiske- og vildtforretninger, men det er en saga blot.
