Kronhjort i det skotske højland: Britisk kronprins lykønsker dansk jæger

Efter nedlæggelse af en kronhjort i det skotske højland modtog Henning Kørvel en bonusgevinst, da den britiske kronprins dukkede op og sendte den danske jæger en lykønskning med den smukke hjort

Kronprinsens hjort

Efter at have nedlagt en smuk højlandshjort på Invercauld Estate i det skotske højland på en afstand af cirka 250 meter, blev den, da den var bragt ned til landevejen beundret af den britiske kronprins Charles, der ved sin mor, Dronning Elizabeth II’s død 8. september 2022 efterfulgte hende som Kong Charles III. Han bad Johnny, der er pensioneret stalker fra Balmoral Castle, ønske Henning Kørvel tillykke med hjorten. Siden den tid har den skuldermonterede hjort haft tilnavnet: Kronprinsens hjort.

Tekst og foto: Henning Kørvel (1996) + arkivfoto

Det var vindstille, og højlandet lå indhyllet i tåge, men nedefter i dalen mod River Dee, der tidligere var en berømt lakseflod, men hvis bestand af laks er mindsket på grund af trawlfiskeri i Nordsøen. blev sigtbarheden en kende bedre. Hagen var imidlertid, at det ikke rigtigt kunne bruges til noget, eftersom det ikke er ved bredden af Dee, kronhjorte færdes, men derimod oppe i ”bakkerne”. Deroppe var sigtbarheden dog så ringe, at vi end ikke var i stand til at lokalisere en rudel hjorte, som vi forinden havde spottet nede fra vejen, da Ivan, Benny og jeg guidet af stalkeren David, der var i midten af 60-erne, nåede frem. Dertil var tågen for tæt – nærmest som et glas mælk.

David fandt det derfor bedst, at vi gik tilbage til Landroveren for at køre lidt omkring for at se, hvad der rørte sig på en lille del af de 140.000 hektar, der hører til Skotlands største gods, Invercauld Estate, hvis areal strækker sig over en længde af 40 miles (60 kilometer) fra Glensheee og til Ballater i Royal Deeside.

Bestanden af kronvildt i reviret er mega, og ifølge David skydes her i størrelsesordenen 1.000 stykker kronvildt per år, men det er efter hans opfattelse ikke er nok til at holde bestanden på et passende niveau. Unormalt er det derfor heller ikke, at mange svage individer dør på grund af fødemangel om vinteren.

– Imens kan vi så håbe på opklaring, mumlede David, da han satte Landroveren i gear og kørte ind mod Braemar, hvor Ivan, Benny og jeg boede på henholdsvis Granford Guest House og Schiehallion Guest House, der begge er små familieforetagender, som på en meget personlig måde tager hånd om deres gæster.

Always look at the bright side of life

Lige før, vi nåede til Braemar, holdt David ind i vejsiden. Snart rettede han og hjælperne, en ældre politimand ved navn Luis og 75-årige Johnny, der er pensioneret stalker fra nabogodset, Balmoral Castle, der ejes af den engelske kongefamilie, deres kikkerter mod bakkerne.

Selv om bakkerne her principielt er bjerge, så betegnes de hills, der i dansk oversættelse bliver til bakker. Bakker over 1.000 meter går blandt navnlig ældre skotter under betegnelsen Monroes og er opkaldt efter general Monro (1860-1929), der i Første Verdenskrig mistede sit ene underben, og efterfølgende ønskede at vise omverdenen, at han med benprotese magtede at bestige bakker på 1.000 meter og derover i Skotland. Deraf tilnavnet Monroes.

– Der står en hjort lige over trægrænsen. Hvem af jer skal skyde den, spurgte David?

– Det skal Ivan, svarede Benny og jeg, for det havde vi aftalt, da vi indledte jagten her, hvor vi delte en hjortepakke, bestående af seks kronhjorte, fordelt med to til hver af os tre danskere.

Ivan og David traskede snart af sted, mens Benny, Luis, Johnny og jeg blev tilbage ved Landroveren, hvorfra vi med kikkert kunne se den hjort, som jagten gjaldt, og vi kunne følgelig også se Ivans og Davids fremrykning. Efter en halv times tid kom de fri af træbevoksningen og fortsatte nu op over klipperne for at komme på højde med hjorten, der essede. Nået på niveau med hjorten begyndte de at nærme sig den, og kort efter lød det fra Johnny, mens han havde kikkerten for øjnene, at han nu både kunne se hjorten, Ivan og David samtidig. Ergo, og de derfor måtte være tæt på. Alligevel faldt der ikke noget skud.

– Hvorfor?

– De kan ikke se hjorten derfra, hvor de befinder sig på grund af niveauforskel, forklarede Johnny.

Vi så, at Ivan og David nu gik tilbage i den retning, de var kommet fra for herefter at søge højere opefter gennem en coirre, den skotske glose for grøft. Da de var nået et godt stykke op i kløften, så vi, at de ændrede retning og nu atter gik frem mod hjorten. På salget 13.04 – halvanden time, efter de havde forladt Landroveren og Benny, Luis, Johnny og jeg – lød skuddet fra bakken.

– Han fik den. Jeg kan se, hvor hjorten ligger, udbrød Johnny, der var rørstrømsk over, at Ivan havde skudt den. Det var han dog ikke alene om. Vi andre glædede os også på Ivans vegne, og da Ivan og David omsider kom ned til os, slog Ivan begejstret ud med armene, alt imens han sang ”Always look at the bright side of life”.

– Det er simpelthen så livsbekræftende. Tænk på, at det kun er et år siden, at jeg kom ud fra to års hospitalsophold. Det er derfor en stor sejr for mig, at jeg har klaret højlandsjagten, fastslog Ivan, der udstrålede stor glæde over både sin personlige sejr, og han som den første af os tre havde skudt en hjort.

Deertrolley billigere end ponies

Ivan var blevet overtalt til at tage med på den ugelange tur fra 22.-29. september af Benny. Holdet bestod herudover af Lars og Claes. Sidstnævnte havde dagen før, Ivan oplevede jagtheldet, nedlagt en kronhjort. Han og Lars jagede i Glenshee syd for Braemar og blev guidet af stalkeren Grennon Kerr, mens Benny, Ivan og jeg jagede omkring Braemar, guidet af ”ældreklubben”, David med Luis og Johnny som hjælpere.

Begge steder, men navnlig omkring Braemar, stod der meget kronvildt med en stor andel af hjorte. Mange af dem er ældre, ofte på retur, og det var først og fremmest dem, godset ønskede afskudt. Af selvsamme årsag ser stalkerne derfor hjorte grundigt an, før der meldes ud til den ledsagende jæger eller jægere om, hvorvidt hjorte der fås for, er afskudsbare. Men det kan give frustration hos jægere, der ikke forstår, hvorfor de ikke får carte blanche til at nedlægge den største hjort i en rudel, men derimod bliver anvist at skyde en returhjort, som ofte kun har øjensprosserne i behold, og stængerne er relativt korte.

Men det problem havde Benny ikke, da det på fjerdedagen blev hans tur til at skyde, for han fik selv lov til at vælge, men da det første forsøg af årsager kun Benny kender, ikke lykkedes at få en hjort, faldt humøret til nulpunktet. Og bedre blev det ikke af, at det regnede hele dagen. Da vi også svedte bravt af at gå op og ned af 700-800 meter høje bakker, så blev vi godt gennemblødte og så ynkelige ud, da vi klokken 15,00 sad i Landroveren og drak te med sandwich til.

Efter tepausen svingede stemningen om til positiv, da David, Johnny og Louis ved 15,30-tiden fik øje på en rudel hjorte i en kløft cirka en kilometer borte. Det kræver stor erfaring at kunne få øje på hjortene på den afstand, for med lige så gode kikkerter som dem, ældreklubbens medlemmer var udstyret med, kunne Benny, Ivan og jeg ikke få øje på dem med vores kikkerter i regndisen. Benny havde heldigvis fået så meget selvtillid tilbage, at han gladelig trådte ud i regnen og fulgte med David, mens Johnny riggede teamets sekshjulede, terrængående deer-trolley til, hvis Benny – hvad han håbede – fik held til at skyde en hjort.

På ladet af deer trolleyen – Argo Cat – kan der snildt ligge to nedlagte hjorte, og med lidt held endda tre. Klokken 16.00 stod det klart, at der ville blive brug for den, for da nåede lyden af et skud frem til trommehinderne, og kort efter at Johnny på walkien havde fået en melding fra David om, at Benny havde skudt en hjort, kørte han af sted med det terrængående køretøj, der over stort set hele Skotland har taget over efter pony, som tidligere brugtes til transport af nedlagt kronvildt, men blev overhalet inden om af deer-trolley, som er billigere i drift end ponyer.

Mødet med kronprinsen

En halv time senere vender Johnny og David tilbage med Benny, der har fået sin første kronhjort og selvtilliden tilbage. Nu kan han erobre hele verden, men det vi trængte mest til nu, var at komme tilbage til vores respektive logi for at komme ud af det våde tøj, rengøre riflerne og få et varmt bad.

Klokken 18,30 mødtes vi til en drink og efterfølgende middag hos vores pragtfulde værtinde, Betty Clark i Granford Guest House. Alle var lutter smil, for fire af gruppens fem medlemmer havde nu nedlagt hjort, men i al beskedenhed var jeg dog den eneste, som havde nedlagt en hjort, der var blevet beundret af kronprins Charles, som havde ønsket mig tillykke med den.

Historien er følgende:

Mens Ivan og Benny dagen forinden blev guidet af Luis, jagede jeg sammen med David, og Johnny var med os for at køre deer-trolleyen. Da vi havde kørt rundt i nogen tid og ledt efter hjorte, spottede David med teleskopkikkerten en rudel hjorte oppe på bakkeskråningen lige under skyline.

Han spurgte, om jeg havde mod på at prøve at komme på skudhold. Det svarede jeg bekræftende på, og snart begyndte vi opstigningen. David forklarede, at vi skulle op til et klippefremspring, og nået frem til det nogen tid senere lagde vi os fladt på maven og betragtede hjortene – seks.-syv stykker – der essede uden viden om vores tilstedeværelse. Afstanden var cirka 250 meter. Jeg fik Davids rygsæk som anlæg for riflen, og David sagde, at jeg blot skulle tage den med ro og vente med at skyde, til vejrtrækningen var normal.

– Du skal skyde hjorten yderst til venstre. Den er størst, bemærkede David, der havde sin håndkikkert rettet imod dcn.

Hjorten stod med bredsiden til, og da trådkorset i sigtekikkerten hvilede roligt højt på bladet, gav jeg aftrækkeren det lette tryk, der sendte kuglen – en 11,7 grams RWS H-Mantel – af sted. Da hjorten ikke reagerer synligt, skævede jeg over til David. Han havde haft hjorten i kikkerten, da jeg skød og udbrød roligt:

– Hjorten fik en god kugle, sagde han. Og efter få sekunder blev virkningen synlig, idet hjorten begyndte at svaje fra side til side for derpå at falde om og rulle cirka 100 meter nedefter, før den stoppede ved en lille lyngklædt forhøjning.

David gav på walkien Johnny nede ved Landroveren besked om, at jeg havde skudt en hjort, og efter en rum tid nåede han frem med deer-trolleyen, og da hjorten var læsset på, returnerede han til Landroveren, hvor den blev kørt op på ladet af traileren med hjorten liggende på ladet af trolleyen. Vi kørte herefter videre for at lede efter flere hjorte, og da vi på ny holdt i vejsiden, stoppede en bil ved siden af Landroveren, der var en gammeldags uden sideruder. Jeg kunne derfor ikke se, hvem der stoppede, men Johnny sprang ud af Landroveren, tog hatten af og talte med de mennesker, der sad i bilen. Jeg spurgte David:

– Hvem Johnny talte med?

– That’s the crownprince, sagde David tydeligt uimponeret, for han var om ikke vant til at se kronprinsen dagligt, men så jævnligt såvel ham som andre medlemmer af den engelske kongefamilie, når de opholdt sig på Balmoral Castle.

Ved at læne mig forover fik jeg nu gennem forruden set, at det var kronprins Charles, der sad ved rattet i Range Roveren, der holdt ved siden af Landroveren. Efter yderligere nogle få minutter vendte Johnny tilbage til sædet ved siden af David og fortalte, at kronprinsen som han kendte udmærket fra sin mangeårige ansættelse på Balmoral Castle, havde spurgt ham, hvem der havde nedlagt hjorten på ladet af trolleyen?

Johnny havde, som sandt var, svaret, at det havde en dansker, der sad bag i Landroveren, og han viderebragte kronprinsens lykønskning med den til mig. Og jeg tror, at læseren forstår, hvorfor hjorten der er skuldermonteret, herefter fik kælenavnet, ”Kronprinsens hjort”.

Og om ikke vi også mødte dronningen?

På den sidste jagtdag fik Ivan og jeg yderligere en kongelig oplevelse, for mens Benny jagede sin sidste kronhjort, kørte Ivan og jeg på besøg på whiskydistilleriet, Royal Locnagar, der fremstiller whisky til blandt andet det engelske kongehus og adskillige engelske grevskabsregimenter. Da vi kørte derfra i retning mod Braemar, så jeg en kvindelig rytter komme imod os, og bagved rytteren kørte to sorte Range Rover.

– Det er Dronning Elisabeth, du ser komme imod os, siger jeg til Ivan.

Han slog det hen som en dårlig spøg, men da vi kom tættere på, måtte han overgive sig, fordi kvinden på den skotske pony, var Dronning Elizabeth II, der afgik ved døden 8. september 2022, og bagved hende kørte hendes bodyguards.

Johnny fortalte, at dronningen var en formidabel jæger, der ikke gik af vejen for at kravle i de stejleste bakker, og hun skød kronvildt med 7 millimeter Remington Magnum. Han roste også Prinsesse Dianas evner som kronvildtjæger og skytte.

Min anden hjort skød jeg sammen med Luis. Han elskede at hjælpe til på Invercauld Estate i jagtsæsonen. Han og jeg kom næste dag på skudhold af en rudel hjorte, der sad på en terrasse nede under os. Vi kravlede frem til kanten i den høje lyng, og skudholder var cirka 100 meter. Luis lod mig selv vælge den hjort, jeg syntes bedst om. Jeg valgte den, der sad med siden til, så jeg kunne sigte på bladet, og den forendte i knaldet. I lighed med kronprinsens hjort var den otteender, hvilket er typisk for de fleste højlandshjorte. Færre hjorte bliver 10-endere, men endnu færre bliver royals, hvilket vil sige, får kroner på begge stænger. Vi så kun nogle få royals, blandt andet da en rudel hjorte på 300-400 krydsede hen over en bakketop.

På Glemshee, hvor bakkerne er højere, og de fleste af dem er mere stejle end bakkerne omkring Bramar, drillede vejret, og der blev derfor kun skudt den ene hjort der, som Claes nedlagde den første jagtdag. Men når sigtbarheden ellers var i orden, blev der til gengæld spottet mange hjorte i Glenshee-området.

Sådan kan en jagtrejse også udarte sig. Men selv om samtlige deltagere ikke fik nedlagt en hjort, så får den enkelte alligevel noget med hjem af blivende værdi: Glæden over at opleve landskabet kronvildtet, den store bestand af grouse, råvildt, kongeørne og den fysisk krævende jagtform sammen med vejrbidte vejtrækkere som de skotske stalkere, er både uforlignelig og ubetalelig.

Jeg kender i hvert fald nogle, der ikke ville have været dette foruden.

Gæt selv hvem!

Fakta om højlandskronvildt

Skotsk kronvildt (Cervus e. scoticus) er en blandt 11 underarter af Cervus e. elaphus, hvor den mindste underart findes på Korsika og Sardinien og den største i Karpaterne, som det er almindeligt vejer omkring 230 kg i opbrækket stand.

Vægten på hjorte og hinder i Skotland varierer efter habitatet, men kronvildt der lever i højland, hvor der ikke findes skov, vejer som hovedregel mindre end kronvildt i skovområder. Voksne hjorte fra højland uden skov vejer omkring 75 kg, mens vægten for hinder i ligeledes opbrækket stand ikke vejer mere end cirka 45 kg. Til sammenligning vejer danske kronhjorte i opbrækket stand i gennemsnit 150 kg og hinder cirka 90 kg, men som det er tilfældet i Skotland, varierer kronvildtets vægt også i Danmark efter boniteten. Skotsk højlandskronvildt udmærker sig ved at have en relativ langhåret rødbrun dragt, og det er karakteristisk, at hjorte bærer kraftig langhåret manke.

Fakta om Invercauldd Estate

Invercauld Estate nær byen Braemar i Royal Deeside i Skotland ejes af Farquharson-familien, der har ejet stedet siden 1400-tallet, hvor den første del af hovedbygningen blev opført. Yderligere byggeri blev føjet til i det 17. århundrede, og i det 18. og 19. århundrede blev det hele ændret, før der i 1875 blev foretaget en gennemgribende ombygning af John Thomas Wimperis, hvor hovedbygningen fik Scotish Baronial stil.

Til godset hører et areal på 140.000 hektar høj- og lavland og en strækning af floden, Dee. En betydelig del af godsets areal indgår i Cairngorm Nationalpark. Godsets skov blev plantet af den niende Laird James Farquharson for blandt andet at kunne forsyne skibsværfter i Aberdeen med tømmer til skibsbygning. Invercauld Estate har været større end i dag. Under Anden Verdenskrig solgte den daværende ejer af Invercauld Estate et areal på 25.000 hektar til det engelske kongehus, som i dag hører til Balmoral Castle. Selv efter at have afstået så stort et areal til den britiske kongefamilie, er Invercauld Estate med cirka 140.000 hektar stadig Skotlands største gods.

Stalkeren David med Henning Kørvels første hjort, der har fået tilnavnet Kronprinsens hjort, fordi kronprins Charles, nu Kong Charles III, ønskede ham tillykke med den.