Igangværende finsk undersøgelse ser ud til at anbefale en lavere placeret bladkugle, men anbefalingen får en hård medfart af Jack Hansen, som analyserer begreberne høj og lav bladkugle – og de bedste træfområder
Høj og lav bladkugle – og de bedste træfområder
Af Jack Hansen
Bue og pil kan ikke sammenlignes med riffel.
CNS- kuglen og den nye alternative Hjerte/lungekugle.
Tekst, foto og illustrationer: Jack Hansen, øvrigt er kildeangivet 15.07.2023
Et nyt postulat ser dagens lys.
Hvor sidder ”bladet”?
Konklusion ”bladet”.
En hjorts anatomi.
Vurdering af det nye sete postulat/citat.
Citatets lammede eller flygtende dyr.
Konklusion på citatet.
CNS- kuglen og den alternative Hjerte/lungekugle.
Hormonerne, og planlagte blodprøver.
Samlet konklusion.
– alt som jeg læser og opfatter dette og efter min mening og erfaring:
Et nyt postulat ser dagens lys
Vi hjortejægere kender det nok alle …
De tanker som opstår, når et dyr forlader skudstedet i fuld fart, og når der bliver helt stille: Ramte jeg det – og hvor? – Finder jeg nu dette dyr selv? – Naboens skel er lige derovre! – For pokker, solen er gået ned! – Ser dette ikke ud til at ende med en telefonsamtale med jagtkonsortiets formand og eftersøgning i morgen tidlig, hvor jeg har kontormøde? – Jo, tankerne flyver skam fint når dyret forlader skudstedet!
Dette vil vi måske komme til at kende endnu bedre – hvis det står til anbefalinger, som ser ud til at være på vej – præsenteret af Netnatur.dk, som altid finder og bringer gode, aktuelle og nyttige ting til torvs – ting, som kræver opmærksomhed.
Dette fremgår af Netnatur.dk/dyreetik-hvor-paa-bladet-boer-man-skyde/ – som omhandler høj og lav bladkugle og finske undersøgelser, der sammenligninger riffeljagt og buejagt angående Whitetail …
– og minsandten også forskeres forventede anbefalinger til bedste placering af træfpunkt på hjorte, gældende riffeljagt – som bygger på tese om flugt og følgende citat:
“Ved et højt placeret skud lammes dyret ofte, men dør ikke i “knaldet”. Det kan derfor ikke følge sine naturlige instinkter og flygte, og stresses unødigt med højere lidelse til følge.”
– ud fra dette forventes forskere (hvilke?) at anbefale riffeljægerne en ”En lav bladkugle”, hvor dette træfpunkt så befinder sig helt nøjagtigt efter forskernes mening?
* INTET MINDRE end et helt fantastisk udsagn/citat, synes jeg, og som jeg mener næppe kan være skrevet af videnskabelige forskere og derfor må være skrevet af andre.
Hvilke forskere og videnskabsfolk står (eller vil stå) fadder til dette citat – og hvad siger lægevidenskaben til et sådan citat?
Men faktisk behøver man ikke at være forsker eller videnskabsmand, for at kunne finde ud af og udpege, hvor det er bedst at træffe et dyr med riffel eller bue.
Heller ikke at se film af nedlagte hjorte vil give nogle brugbare data, idet dette vil kræve en meget systematisk registrering og obduktion af hvert eneste dyr – og hvilke film bliver valgt og af hvem? – De film jeg har set viser heller ikke hvor langt dyrene løber.
Dette er jo et vigtig punkt for riffeljægere, og derfor er der virkelig grund til at kigge nærmere over skulderbladet på ovenstående udsagn/citat – som jeg kun kan opfatte og læse således:
At dét beskudte dyr der lammes og falder til jorden (bliver på stedet), stresses og lider mere og endda unødigt, liggende på jorden, end hvis dyret flygtede fra skudstedet.
– altså at dét dyr der må antages at dø sikrest, hurtigst og i lammet tilstand på skudstedet – lige præcist dét dyr stresses mere, og lider derfor mere end dyret der flygter hvem ved hvor langt, og som også langt senere kan konstateres dødt, stadig levende, eller forsvundet til en uvis skæbne.
Jeg vil hér (for at være rimelig) i dette læserbrev se nærmere på ovennævnte udsagn/citat, for at så nøgternt som muligt finde ud af, om citatet på nogen måde kan forklares rigtigt og underbygges – altså: hvor stor er chancen for at dette citat (som jo er et ikke underbygget postulat), kan danne validt, videnskabeligt grundlag for at anbefale riffeljægerne en lavt placeret kugle (og hvor sidder denne?).
Inden der ses nærmere på dette nye postulat, må data om træfområder og hjortens anatomi medtænkes, fordi det er dyrets anatomi der er det afgørende for valg af de mest dødelige og mest skånsomme træfområder – intet andet, med den præcision som jagtriflerne har.
Der ser også ud til at være behov for at afklare nærmere omkring ”Bladet” og udtrykkene: ”Høj bladkugle” og ”Lav bladkugle”, hvor jeg også forsøger at anskue dette lidt i forhold til buejagten.
På basis af dette, vil der senere i dette læserbrev blive præsenteret og anbefalet en, i mine øjne, nødvendig erstatning af ”Høj bladkugle” og ”Lav bladkugle” med 2 andre træfområder, som er sammenhængende og valgte ud fra dyrets anatomi – og med placering og udformning der vil reducere de store muligheder for anskydninger og fejltræf (- som især ses gældende for den nuværende ”Lave bladkugle”):
- CNS- Træfområde
- Det alternative og acceptable Hjerte/lunge – Træfområde
Jeg tror, at mange hjortejægere, også de nystartede og ikke rutinerede, vil kunne have nytte af dette hér, og de mange illustrationer og fotos.
– Dette sammen med senere læserbrev: ”CNS- kuglen vs. Hjerte- kuglen og Lunge- kuglen” på Netnatur.dk/tag/jack-hansen/, hvor der også vises de bedste træfområder: CNS- Træfområde og det alternative, acceptable Hjerte/lunge- træfområde på kronhjort, whitetail og elg.
Hvor sidder ”Bladet?”
En almen opfattelse af blad- området synes at være et stort areal på siden af dyret, som det ses i dette foto med markeret ”Høj bladkugle” og Lav bladkugle”:
Illustration 1. – Kilde: Netnatur.dk/dyreetik-hvor-paa-bladet-boer-man-skyde/. – Dette er givetvis et udmærket eksempel på en almindelig opfattelse af ”bladet” på hjortevildt, hér vist i høj og lav bladkugle. – Cirklernes diametre ligner for mig at se noget der passer mere til bueskydning, og de er for store når det gælder riffelskydning. – Jeg ville i hvert fald ikke skyde i den nederste cirkel, da dennes kl. 9 er en mavekugle og kl. 6 er et træf i dyrets forløb og kl. 3 er tæt på et bringeskud med meget lidt lungevæv.
Da jeg var ung var vi alle enige om, at ”bladet” var området lige over forløbet (underarmsbenet), men senere dukkede ”Det høje bladskud” op. – Jeg tror endda også at vi kaldte ”bladet” for ”skulderbladet”, og dette er der stadig nogen som gør – men både skulderen og skulderbladet sidder betydeligt højere oppe på dyret og er to forskellige steder. Skulderen er dét punkt hvor overarmsbenet (inde i dyret) møder knogleskaftet på skulderbladet, som altså sidder øverst og næsten når helt op til ryglinjen.
Ovenstående foto meddeler så formentlig, at et anbefaleligt og etisk træfområde bliver enten:
– et rent dobbelt lungeskud i lungers øvre tykke dele med mange blodkar, eller i dele af det omgående dødelige CNS- område (øverste cirkel/”Høj bladkugle”).
– eller et rent dobbelt lungetræf i lungers nedre tynde dele med færre blodkar, eventuelt kombineret med et træf ét eller andet sted i hjertet (nederste cirkel/”Lav bladkugle”).
For at være ret sikker på hvilke organer som den ovenfor viste ”Høje bladkugle” og den ”Lave bladkugle” egentlig træffer, kan man se på denne illustration:
Illustration 2. – Dette billede stammer fra kilde: Link, og bringes hér med det nye formål at vise almen opfattelse af høj og lav bladkugle på en kronhjort – i rent vandret sideskud.
Sådan ser Illustration 1 ud – inde midt i dyret, med ”Høj bladkugle” og med ”Lav bladkugle”. – Det er den ”Lave bladkugle”, som det ser ud til at riffeljægerne vil blive anbefalet, og herved er vi tilbage til den gode gamle hjertekugle, som kan dokumenteres at ikke være den hurtigst dræbende og meget risikobetonet, og derfor ikke kan være den mest etiske kugleplacering. – Selv et rådyr kan løbe langt med et helt ødelagt hjerte, og da dette kan gøres bedre, er etikken og hensynet overfor dyret faktisk ikke tilgodeset.
Angående de præcise træfpunkter (cirklernes centrum) kan så siges, lidt afhængigt af hvor skævt den viste kronhjort i Illustration 1 egentlig står:
Den viste ”Høje bladkugle” træffer 2 lunger i deres tykke, vitale dele ca. 2-3 cm under skulderbladets venstre kant. – Den øverste cirkels centrum træffer altså ikke skulderbladet og langt fra skulderbladets centrum. – Hele cirklens areal er dødeligt træfområde.
Den viste ”Lave bladkugle” træffer hjertet og to lunger i deres tynde dele. – Den nederste cirkels centrum træffer nok heller ikke helt centrum af hjertet, men nok i hjertets øvre halvdel eller tredjedel (- idet jeg mener at hjertet ligger dybere i kroppen og også mere skråt fremad, end vist på mange illustrationer). – I cirkelomkredsens kl. 2 til 10 er mulighederne for at træffe anskydningsområder meget store, og hvor hjertet kun strejfes.
Den viste kronhjort forlader formentlig skudstedet (dør senere) ved viste høje træf (”Høj bladkugle”, hvor denne ikke træffer CNS- området), og denne flugtdistance kan være relativ lang – og dyret kan sandsynligvis også flygte ved det viste lave træf (”Lav bladkugle”), en kortere eller længere distance, afhængigt af hvor i hjertet der træffes, hvis dette træffes, men dér er kæmpe muligheder for anskydning og lange flugtdistancer.
Fordele ved ”Den høje bladkugle”
Et træf i øverste cirkels udsnit mellem ca. kl. 11 og 3, er indenfor CNS- Træfområde, som fører til øjeblikkeligt fald og ”død i knaldet” – og giver altså ingen flugtdistance.
Træf i øverste cirkel fra kl 4 til 10 bliver et ”dobbelt lungetræf”, altså i begge lunger, og hvor lungene er tykkest og hvor der befinder sig større arterier (altid dødeligt træf).
Store områder udenfor den øverste cirkel, ”Den høje bladkugle” er stadig dødelige træfområder – altså har ”Den høje bladkugle” meget stor og fordelagtig sikkerhedsmargen.
Ulemper ved ”Den høje bladkugle”
Hvis træf ikke sker i det øverste kvarte cirkeludsnit til højre, og også lidt i venstre øverste kvarte cirkeludsnit, hvor det omgående dødelige træfområde CNS- Område befinder sig, bliver der tale om en ren dobbelt lungekugle i tykke lungedele, og hvor man med held kan træffe nogle større arterier. – En ren dobbelt lungekugle er altid dødelig, men kan give relativt lange flugtdistancer, viser praktisk erfaring.
Vigtigt ved ethvert skud: at når dyret står mere skråt end skytten tror, er der stor risiko for kun at træffe én lunge. – F.eks. i den øverste cirkels omkreds kl 9, vil kun én lunge træffes, dersom dyret står en del mere skråt mod skytten, end denne troede. – Dyret kan da løbe en hel del længere, end ved den dobbelte lungekugle, viser praktisk erfaring.
Fordele ved ”Den lave bladkugle”
Træf i store dele af cirklen vil blive et hjertetræf, samtidigt med ”dobbelt lungetræf”, dog i tyndere lungedele. Aorta befinder sig i toppen af cirklen. – I øverste halvdel af cirklen kan der også blive tale om alene et ”dobbelt lungetræf” (da hjertet næppe er så stort som vist i illustration 2).
Ulemper ved ”Den lave bladkugle”
I venstre halvdel af cirklens omkreds kl. 8-10 er der enorm risiko for en mavekugle og muligvis kun med strejfet hjerte. – Kl. 10 til 11 er et lungeskud i tyndere lungedele. – kl. 3 er et strejfskud i hjertet og meget tæt på et bringeskud med meget lidt lungevæv. – Kl. 4 til 7 er der enorm risiko for et træf i dyrets overarmsben og hvor hjertet strejfes i nederste dele. – Står dyret så tilmed skævt for skytten og/eller lavere, forstærkes disse uhensigtsmæssige forhold væsentligt. – Flugtdistancer kan hér være betydelige.
Altså store muligheder for anskydning til højre, til venstre og nedad – ved ”Den lave bladkugle”, som er hjertekuglen.
Afhængigt af hvor kuglen træffer hjertet eller kun lunger, kan forventes kortere eller længere flugtdistancer og bestemt ikke altid ”død i knaldet” viser praktisk erfaring.
Det er ikke ligegyldigt hvor i hjertet kuglen træffer, og selv ved et rent hjertetræf, kan dyret tilbagelægge større afstande (råvildt op til 80 meter er set), og større hjortevildt endnu længere.
En hjorts anatomi
Hvis vi nu ser et foto af et kløvet rådyr, for at se hvordan anatomien ser ud – også set i forhold til Hjertekuglen, altså ”Den lave bladkugle”:
Illustration 3. – Ingen illustration kan vel være bedre, og mere databaseret, end et foto af et (går jeg ud fra) kløvet dyr, hér fra kilde: magasin.schweisshunden.dk, og som bringes hér med det nye formål at dokumentere hvad det bedste kugletræf på et rådyr er i rent vandret sideskud – hvilket også gælder større hjortevildt, som dog har mere plads mellem hjerte og CNS- Område. – Jeg må sige, at dette dyr har det største hjerte i forhold til dyret, jeg har set. – Som det ses ved den lodrette hvide streg, skal generelt undgås træf højst et par cm bagud for en lodret linje bag forløb.
Illustrationen skal hér vise hvor tæt hjertet er på lever/maveregion til venstre (1-2 cm), og de dele af lungerne der dækker dette område er tynde og med mindre arterier.
Illustrationen skal også vise hvor tæt hjertet er på et træf i dyrets forløb og bringe – nedad. Der er faktisk ingenting mellem bunden af hjertet og dyrets albue og forløb.
Illustrationen skal også vise hvor tæt hjertet er på et træf i dyrets indsnævrende tyndere lungedele – mod fronten af dyret, til højre for hjertet (mod sternum/bringen).
Altså kæmpe risiko for fejltræffere på 3 sider af hjertet. – Og så kan man forestille sig hvor galt det yderligere kan gå med en hjertetræffer, når dyret står skråt mod eller væk fra skytten og/eller lavt i forhold til skytten (hvor kuglebanen gennem dyret er vanskelig at afgøre).
Det ses hér, at afstanden fra centrum af den gule cirkel med sort omkreds (CNS- Træfpunktet) til et ”tapskud” er længere, end fra hjertets midte til en anskydning i dyrets forløb eller bringe (bag albue) – se de røde streger og de lodrette blå streger. – Således er risikoen for et ”tapskud” ved en tilsigtet CNS- kugle mindre, end et træf i forløb ved en tilsigtet hjerte- kugle.
Det ses også, at vandret set på hjertet, er der ca. lige så langt fra centrum af hjertet til en anskydning i maveregion, som afstanden er fra centrum af den gule cirkel (CNS- Træfpunktet) til et ”tapskud” – se de vandrette blå streger, som er næsten lige så lange som de røde streger. – Således er risikoen for et mavetræf og et bringetræf, ved en tilsigtet hjerte-kugle, lige så stor som et ”tapskud” ved en tilsigtet CNS- kugle.
Så ud fra denne illustration 3, som må være optimalt databaseret, samt ud fra ovenstående, kan fastlægges:
Hjertet er det mest usikre sted at træffe, og der er hele 3 sider for hjertet, hvor det kan gå galt – hvorimod ved CNS- kuglen er der kun ét sted det kan gå galt – opad.
Den ”høje bladkugle” er ”sikrere” end den ”lave bladkugle”, med kan give lange flugtafstande – hvilket ikke er nødvendigt og kan undgås.
* Og nu er vi fremme ved kassering af ”Den høje bladkugle” og ”Den lave bladkugle”, som de almindeligvis kendes, og som ses i illustrationerne 1 og 2 ovenfor:
– fordi der er to dokumenterbart langt bedre og sikrere træfområder:
Jeg tillader mig altså hér at fremkomme med de bedste, sikreste og mest etiske træfpunkter for råvildt, alt baseret på data om rådyrets anatomi og understøttet af mine og andres erfaringer – se også senere illustration 4:
- Det med gult indrammede er CNS- Området (i illustration 3), og hér dør dyret i knaldet. – Den gule cirkel med sort omkreds er CNS- Træfpunkt. – Den sorte cirkel er CNS- Træfområde.
- Den hvide figur (i illustration 3) er det bedste træfområder på råvildt, og udgør det bedste alternative acceptable træfområde: Hjerte/lunge– Træfområde, som i tilpasset form og størrelse udgør et acceptabelt, supplerende alternativ til CNS- kuglen.
Se mere i senere læserbrev: ”CNS- kuglen vs. Hjerte- kuglen og Lunge- kuglen” på Netnatur.dk/tag/jack-hansen/, hvor der også vises de bedste træfområder: CNS- Træfområde og det alternative, acceptable Hjerte/lunge- træfområde på kronhjort, whitetail og elg.
Foto 1. – Kronhind 02.06.2023 i Nordsjælland. – CNS- Træfområde er den sorte ring. – CNS- Træfpunkt er den gule cirkel. – Denne hind falder i skuddet, bliver på skudstedet og dør efter ikke mange sekunder. – Hinden er i langsom bevægelse og man ser underkanten af skulderbladet. – Normalt skal dyret altid stå stille når der skydes, men denne er kun 50 meter væk, og er man dygtig til at ”følge med dyrets langsomme fremdrift” og klemme skuddet meget forsigtigt af uden at stoppe (mens man stadig ”svinger”), kan et sådant skud nok være forsvarligt for de øvede. – Dette er i næsten helt vandret skudvinkel.
Man kan se den sorte stribe i nakken af hinden, hvorfor den nok ikke er i helt rent sideskud, men lidt skråt væk fra skytten. – Når dyret er i bevægelse, kan man ikke regne med hvordan forløb er vinklet i forhold til dyret og til lodret. – Og det er præcis disse to nævnte ting, som givetvis er årsag til mange fejltræf, både ved råvildt og især ved hjorte med meget tykkere kroppe. – Hvis jeg havde skudt hér, ville jeg ikke blive forbavset, hvis udgangshullet sad 8-10 cm længere fremme på dyret, end indgangshullet, og dette har jo stor betydning for hvad man træffer inde midt i dyret, som i dette tilfælde er CNS- Træfområdet.
Konklusion – ”Bladet”
Ud fra ovenstående kan man formentlig kun komme til denne konklusion:
Hvis jeg skulle vælge mellem viste ”bladtræf”, både som buejæger og riffeljæger, og ikke havde andre muligheder, ville jeg helt sikkert vælge ”Det høje bladtræf” i illustrationerne 1 og 2 ovenfor – ud fra dét databaserede faktum, at anskydningsmulighederne hér er langt mindre, end ved den ”Lave bladkugle”. – Men det kan jo være, at buejægere ikke ønsker at træffe kraftig knoglemasse, og ikke tør sigte så højt på dyret.
Omvendt må man jo sige, at dyret må antages at dø hurtigere ved en rigtigt placeret hjertekugle, end ved en lungekugle – så heri foreligger et dilemma, når og hvis der skal vælges mellem de viste placeringer af ”Høj bladkugle og ”Lav bladkugle”.
At ikke alle er enige i, at den bedste kugleplacering er den ”Lave bladkugle” ses flere steder – se f.eks. Link. – Og hvorfor egentlig skyde et dyr så det løber, frem for at skyde dyret så det falder på stedet?
Om de angivne cirkelmarkeringer, i viste Illustrationer 1 og 2 af kronhjort, er gældende og bedste træfpunkter for buejægere, lader jeg naturligvis være op til buejægerne.
De to angivne cirkelmarkeringer, i viste foto af kronhjort, synes jeg ser mere ud til at bygge på (når vi taler kugle): ”at så er der da mere plads udenom, og at vi da nok skal få dyret alligevel, hvis vi misser”. – Hvis sådan, ville dette ikke være særligt venligt og etisk overfor dyret. – Der ville dog nok være riffeljægere, som ville vælge de to viste cirkelmarkeringer (og især den øverste) ved en kronhjort, der står 170 meter ude.
I øvrigt ser det ud til på Jægerforbundets hjemmeside, at bueskytterne (pr. april 2023) allerede prioriterer hjertet højst (altså et ”Lavt bladtræf” i hjertet) – dette i deres regelsæt for jagtbueskydning i denne pointbedømmelse:
Træf i hjertering giver 5 point. – Træf i lungering giver 3 point. – Træf uden for lungeringen giver -1 point.
Som det ses foretrækker buejægere under alle omstændigheder et ”bløddels-træf”, og dette betyder vel at buejægere vil undgå træf i kraftig knoglemasse – og antageligt også derfor vil buejægere undgå CNS- Træfområdet, som nok også er usikkert at træffe med pil.
Og dette hænger meget godt sammen med nogle tidligere sete regler for buejagt Link: ”Står dyret skråt mod dig, vil kronhjortens forholdsvis store skulderblad dække for vigtige organer – så skyd ikke, skyd hellere skråt bagfra”. – Denne regel behøver en riffeljæger ikke at følge, så allerede dér (når der vælges træfområde), er der altså en stor forskel på buejagt og riffeljagt (hvis nævnte regler stadig gælder, hvilket det ser ud til).
Men hér ved denne ”Lave bladkugle” kan vi riffeljægere ikke stoppe i vores bestræbelser på at leve op til, at vi som jægere skal levere det hurtigst dræbende og mest smertefrie skud (med de midler vi har), og som er det etisk forsvarlige og indenfor (gjort mulig af) den præcise riffels muligheder. – Og da postulater åbenbart er så brugte og populære, kommer der hér, gældende for riffelskuddet, et nyt postulat – mit:
Et dyr der flygter efter skuddet, kan ikke siges at være dræbt hurtigst muligt, og om det flygtende dyr er mere smertefri end det hurtigst muligt dræbte dyr (eller et lammet dyr), står sandelig også til diskussion – og dyret er både væk og må betragtes anskudt indtil fundet dødt.
Det er korrekt, at der samtidigt med valg af anbefaleligt træfpunkt skal tages højde for unøjagtigheder i skudafgivelse, men at basere en anbefalet kugleplacering på at riffeljægere ikke skyder nøjagtigt nok, ikke har nok skydetræning, ikke er erfarne nok, eller tager for mange chancer – dvs. gøre det anbefalelige træfpunkt større end nødvendigt og derfor ikke optimalt effektivt (dødeligt) – er ikke rimeligt, heller ikke i forhold til en riffels præcision, etikken hos riffeljægerne eller overfor hjortene.
Når det gælder bue og pil, er der helt naturligt og selvfølgeligt tale om at indregne større plads til unøjagtig skudafgivelse. – Det er præcist dette der gør, at buejagt ikke kan sammenlignes med riffeljagt, og at de anbefalede træfpunkter nok skal være forskellige (også i størrelser) for buejagt og riffeljagt.
Med hensyn til hvor bladet sidder, kan også siges: at midten af hjertet ikke er lodret under midten af ”bladet” (skulderbladet/scapula), da hjertet sidder forskudt længere bagud for dette. – Således kan faktisk ingen af de to viste bladkuglers centrum betegnes ”bladkugler”, i Illustrationerne 1 og 2.
Se hvor en norsk buejægerskole tidligere viser hjertets placering på en stor hjorteart, Link. Og hér ses også, at der tales om: ”at et skud gennem skulderbladet vil træffe 2 lunger og evt. hjertet” – men dette er altså noget forkert, da skulderbladet ikke sidder nede ved hjertet, men helt oppe mod ryggen – og skulderbladet sidder i øvrigt længere fremme på rådyret end hjertet.
Så egentlig er denne almindelige opfattelse af hvor ”bladet” sidder i fotos ovenfor ret forvirrende og misvisende, da ”bladet” på dyret må være skulderbladet (scapula), som sidder oppe i nærheden af ryglinjen med sin overkant – og dette træffes altså ikke i den nederste cirkels centrum og træffes heller ikke i den øverste cirkels centrum, i Illustrationerne 1 og 2.
Foto 2. – 6- årig kronhjort, 12 takker (havde følge af 3 hinder og en kalv).
Denne rene CNS- kugleplacering, i rent sideskud, fik dyret til at styrte på stedet, næsten død i knaldet. 75 meter ude, skudt fra terræn lidt højere end dyret – træfpunkt 12-14 cm. under ryglinje, og i lodret flugt med midten af forløbet.
Vurdering af det nye sete postulat
På baggrund af ovenstående data, som der ikke kan være meget tvivl om, kan nu ses nærmere på det nye sete postulat – hvis ordlyd altså var:
“Ved et højt placeret skud lammes dyret ofte, men dør ikke i “knaldet”. Det kan derfor ikke følge sine naturlige instinkter og flygte, og stresses unødigt med højere lidelse til følge.”
Et udsagn/citat, som jeg forstår det, efter sigende skulle danne grundlag for at riffeljægerne nok vil blive anbefalet: ”Den lave bladkugle” (men af hvem ved jeg ikke).
Dette vil jeg hér vurdere på, med henblik på at fastlægge om dette citat (som jo er et ikke underbygget postulat), kan danne validt, videnskabeligt grundlag for at anbefale riffeljægerne en lavt placeret kugle:
Citatet kan læses på FADB’s hjemmeside (Foreningen af danske bueskytter) og hos European Bowhunting Federation (EBF).
Citatet ses altså ses på buejægernes hjemmesiden – og den fulde kontekst, som også rummer buejægeres interesser i og opfattelser af riffeljagt samt bedste træfpunkter ved riffeljagt (så vidt jeg forstår), er:
”Sideløbende med undersøgelserne om bue og pils effektivitet, foregår en tilsvarende undersøgelse for riffelkugler, med forskellige typer projektiler, træfpunkter mv. I den forbindelse, har man i forskergruppen diskuteret, at anbefale riffeljægere en lavere kugleplacering, mhp. at undgå brug af højt lungeskud/CNS-kugle, ud fra tesen om, at dyrs naturlige reaktion, når de rammes, er flugt. Ved et højt placeret skud lammes dyret ofte, men dør ikke i “knaldet”. Det kan derfor ikke følge sine naturlige instinkter og flygte, og stresses unødigt med højere lidelse til følge”.
Jeg er ikke helt klar over om der ovenfor menes: at et ”Højt lungeskud” er lig med (det samme som) en ”CNS- kugle” – for dét er det bestemt ikke. – Jeg går således ud fra at der menes: At der nok af forskergruppen bliver anbefalet ”En lavt placeret kugle” i stedet for både ”En højt placeret lungekugle” og i stedet for en ”CNS- kugle”.
Er det så en forskergruppe hos buejægerne, der har diskuteret og vil anbefale riffeljægerne træfpunkt – og bliver anbefalingen så: ”En lav lunge/hjertekugle”? – Er det de samme mennesker, som har forestået/gennemført de omtalte sideløbende undersøgelser for riffelkugler mv., som har forfattet udsagnet/citatet?
Ønsker buejægere, at riffeljægere skal dele opfattelse, af det bedste træfpunkt på hjortevildt, med buejægere – i så fald hvorfor?
For mig lyder det umiddelbart som om, at nævnte anbefaling er fremkommet på basis af buejægeres erfaringer, og afspejler buejægernes vilkår og mulige valg af træfpunkter, og at citatet i virkeligheden er skrevet af en buejæger – eller skrevet af én med tilknytning til buejagt!
Intet galt i dét, men at involvere riffeljægerne på denne måde kan måske misforstås og lede til fejltagelser og forkerte beslutninger – samt undre nogen som det undrede mig.
* Ovenstående inddrager jo riffeljægerne, som altså måske snart faktisk anbefales at skyde dyrene så disse ikke dør straks ved skud (eller hurtigst muligt) – men flygter væk for senere at falde efter hjertestop eller forblødning, hvilket skulle give mindre stress og mindre lidelse, end hvis dyrene falder i knaldet og dør straks eller hurtigst muligt. – Dette er der vel ingen, der synes lyder rigtigt eller velovervejet – og der er vel næppe riffeljægere, som vil følge en sådan anbefaling, med de præcise rifler og gode sigtemidler vi har i dag.
Og det er dette forhold som dette læserbrev egentlig drejer sig om, og alt som jeg opfatter dette og efter min mening og erfaring – og ikke ét ondt ord om buejagt.
Det ses altså i ovenstående, at det påtænkes at anbefale riffeljægere ikke at anvende et ”Højt lungeskud/CNS-kugle”. – Denne anbefaling væk fra CNS-kuglen ville jeg kunne forstå, dersom dette gjaldt for buejægerne, da skudafgivelse ikke kan være så nøjagtig med bue og pil som med riffel, ligesom der måske er tvivl om hvorvidt buejægerne ønsker at træffe kraftig knoglemasse.
Men ”CNS- kuglen” er noget helt og ganske andet end en ”Høj lungekugle” – og gælder nok kun riffeljægere, da buejægere antageligt ikke ville være sikre på at kunne ramme CNS- træfpunktet præcist nok – og buejægere vil måske undgå at træffe knoglemasse.
* Forskellen er: Ved et træf i CNS- træfpunktet falder dyret og dør straks eller meget hurtigt og i besvimet og dermed smertefri tilstand. – Ved en ”Høj lungekugle” dør dyret ikke ofte og snarere sjældent i knaldet, og i dette tilfælde forlader dyret oftest skudstedet, for senere at falde og dø af forblødning, i hvilket tidsrum dyret er angst og kan lide.
Jeg opfatter fremkomsten af ovenstående citat i tæt forbindelse med promovering af buejagt, hvilket bl.a. fremgår af FADB’s hjemmeside: ”Den finske undersøgelse om buejagt vs. riffeljagt er faciliteret af den finske buejagtforening, og baggrunden for undersøgelsen er, at man ønsker at få legaliseret buejagt på elg”. – Heller ikke dette er der vel noget galt i.
Jeg må understrege, at jeg i dette læserbrev ikke har nogen holdninger til buejagt, og at der ikke hér er tale om ét eneste ondt ord om buejagt, som jeg godt kan se virkeligt kræver sin mand og sin kvinde.
* Men det ser lidt ud til, at man kunne være godt i gang med at blande tingene sammen og overføre konklusioner fra buejagt til riffeljagt – og at man sammenligner buejagts muligheder og bedste træfpunkter med riffeljagts muligheder og bedste træfpunkter angående hjortevildt. – Dette mener jeg er meget forkert, og dette må undgås af hensyn til dyrene, der skydes med riffel.
– og dette fordi riffeljagt og buejagt selvfølgelig, og i det hele taget, er vidt forskellig, og kan derfor slet ikke sammenlignes – når det gælder at vælge bedste træfpunkt på hjortevildt. – Dette må stå helt klart.
Én af de meget væsentlige forskelle kan forklares mere præcist: At grundet forskel i præcision ved skudafgivelse, er man med bue og pil nødt til at vælge træfpunkt således, at der er rigeligt dræbende areal udenom tilsigtede træfpunkt – dette for at mest muligt minimere risikoen for et fejlplaceret træf, og således at et træf et pænt stykke udenom et tilsigtet træfpunkt alligevel leverer dyret. – Dette er jo helt naturligt og forståeligt.
Således mener jeg bestemt, at der er meget stor forskel på, hvor det bedste træfpunkt befinder sig på dyret – afhængigt af om man skyder med riffel eller med bue og pil, hvilket af mange årsager slet ikke kan eller bør sammenlignes.
* Det vil blive utroligt synd for dyrene og uetisk, dersom man slår konklusioner sammen for det bedste træfpunkt med kugle og det bedste træfpunkt med pil – og at kun tale om- og fokusere på ”Høj bladkugle” og ”Lav bladkugle” mener jeg er forkert overfor riffeljægere og især overfor hjortevildtet, der skydes med kugle. – Dette fordi riffeljagten helt naturligt har nogle helt andre vilkår og muligheder end buejagt. – Dette også uagtet, at buejagt skulle være vurderet lige så effektiv som riffeljagt, hvad det måske også er, men på et helt andet grundlag og under helt andre vilkår og betingelser.
Foto 3. – 1- årig gaffelbuk. – Hér ses en fin CNS- kugleplacering – denne sjældne gang i rent, vandret sideskud 75 meter ude. Bukken styrtede livløst i knaldet, og bevægede herefter hverken hoved, gehører eller løb, altså: ingen flugt, ingen angst og ingen smerte.
Citatets lammede eller flygtende dyr
Da jeg læste Netnatur.dk/dyreetik-hvor-paa-bladet-boer-man-skyde/ misforstod jeg først dette til at gælde buejægerne – men på bl.a. Foreningen af danske buejægere FADB´s hjemmeside ses (og som Netnatur.dk jo også skrev), at dette faktisk gælder riffeljægerne.
I forbavselse over dette, måtte jeg opsøge flere steder på nettet – før jeg indså den fulde sammenhæng. – Dét jeg først troede at dreje sig om buejagt, landede pludseligt med fokus på riffeljagt, måske kommende fra buejægerne.
Stadig helt uden at jeg har holdninger til buejagt og uden ét ondt ord om buejagt, men i nervøsitet (på dyrenes vegne) over at holdninger og konklusioner fra buejagt overføres til riffeljagt, og at man blander 2 ting sammen, som bør være adskilt – bliver jeg nødt til at kommentere på citatet, som lyder:
“Ved et højt placeret skud lammes dyret ofte, men dør ikke i “knaldet”. Det kan derfor ikke følge sine naturlige instinkter og flygte, og stresses unødigt med højere lidelse til følge.”
Skal dette forstås således, at dét beskudte dyr der lammes og falder til jorden/bliver på stedet, stresses og lider mere og endda unødigt mere, liggende på jorden, end hvis dyret flygtede fra skudstedet? – Er dette virkeligt tænkeligt på nogen måde, og hvordan kan dette forklares og underbygges? – Hvor stor er chancen for at påvise dette postulat korrekt?
Jeg synes at citatet lyder helt forkert, hvorfor jeg gransker citatet herunder:
Først kan det vel umiddelbart antages, at grunden til at et dyr flygter fra skudstedet hvor dyret rammes, er at dyret er forskrækket/stresset og angst, og at dyret vil fortsætte med stress og angst til det falder og er dødt. – Dét der gør flugten mulig er, at hjernen kan modtage og sende signaler via et stadig fungerende centralnervesystem, og at blodets mængde og cirkulation (hjertets pumpeeffekt) stadig er tilstrækkeligt til at der bliver tilført ilt i stadig fungerende lunger – dette samtidigt med at smertehæmmende hormoner og kamphormoner i et ukendt omfang hjælper dyret mod at blive overvældet af smerte i flugten. (Vedrørende de påtænkte undersøgelser af hormonindholdet i nedlagte dyr – se til sidst).
Umiddelbart skulle man jo også tro, at et dyr der falder og bliver på skudstedet må være hårdere ramt og derfor tættere på at dø, end et dyr der flygter. – Dette taler jo for at dyret der falder i træffet (lammes) vil have en kortere levetid og derfor kortere mulig smertetid. Dette fordi dyret almindeligvis må antages at dø hurtigere når det er ramt og styrtet (lammet) – end når dyret er ramt og flygtet videre og hvor flugtdistancen endda er ukendt og kan være lang, og hvor dyret måske ikke engang er dødt, når det findes, eller endda ikke findes – hvilket jo aldrig er garanteret, når dyret flygter.
En meget betydende ting i denne forbindelse er, at et dyr der lammes eller besvimer, vil slappe langt mere af i muskler og væv, og der vil strømme mere blod ud af de beskadigede arterier og vener fordi der mistes spænding i væv og kontraktion (som vil forsøge at minimere lækager i blodbaner). – Det lammede (eller let besvimede) dyr vil altså have meget hurtigere forblødning, hurtigere fald i blodtryk og herved hurtigere død – end hvis dyret flygter og hvor dette er lige omvendt, fordi kroppen forsøger at forlænge forblødningsprocessen. – Hos det helt besvimede dyr, er forblødningsprocessen endnu hurtigere.
* Altså: dét dyr der lammes eller besvimer, dør hurtigere i en forblødningsproces.
Det fremgår direkte af citatet (postulatet), at stress (altså angst/forskrækkelse) medfører højere lidelse – men det må vel være sådan, at dén stress (angst/forskrækkelse) der opstår, udløses af træffet af pilen eller kuglen, som giver vævsskade og påvirkning af nervereceptorer, og at netop dette træf udløser og bestemmer mængden af udsendte smertestillende hormoner – uanset om dyret falder på stedet eller flygter. – Der er altså ingen grund til at antage, at det lammede (liggende dyr, der ikke er ramt i CNS) ikke får smertestillende hjælp af hormonerne noradrenalin og især endorfin, og i nok samme mængder som det flygtende dyr. (Se til sidst vedrørende hormoner, deres virkemåder og hvad der udløser disse).
Man ved dog, at et menneske der får bidt armen af, af en alligator, ikke vil føle smerte overhovedet, dersom hjernen afgør at det er bedre at ignorere smerten for at flygte væk fra dyret og hermed redde livet – men dette kræver, at der ikke er et for stort tryktab i blodbanen tilstede, og at forblødningsperioden tillader flugt. – Og mon ikke at dette menneske er både angst og stresset under udøvelsen af sit naturlige instinkt: flugten? – og på samme måde som den flygtende beskudte hjort er det?
Men kan hjernen ignorere stor smerte uden hjælp fra de smertehæmmende hormoner? – I hvert fald kan hjernen ikke ignorere et for stort tryktab i blodbanen, eller hvis CNS er sat ud af spillet – og citatets (med pil lammede og styrtede dyr), kan jo med stor sandsynlighed skyldes et for stort, pludseligt tryktab i blodbanen, og dette må give, ud fra al fornuft og viden, en forholdsvis hurtigere død og altså også kortere tid med eventuel smerte – end gældende for dyret der flygter længere bort og oplever den samme letale proces, blot med langsommere forblødningsperiode.
Ved et lavt bladtræf, som citatet jo peger på er bedre end et højt bladtræf, kan et dyr ikke være lammet som følge af et CNS- træf (som sidder højere end ved et lavt bladtræf). – Således giver det lave bladtræf ingen mulighed for væsentlig beskadigelse af nervebaner (CNS), og altså ingen mulighed for lukke af for smerteopfattelse i dyrets hjerne, ved at forhindre at en voldsom påvirkning (træf af pil og kugle) medfører udsendt impulser i nervefibre via rygmarven til hjernen, hvor det afgøres om der er smerte eller ej.
Ifølge en finsk undersøgelse (se Link), som sammenligner riffelskudt whitetail med bue-nedlagt whitetail, er den gennemsnitlige skudafstand til whitetail skudt med bue 17,56 meter. Samme sted fremgår den gennemsnitlige flugtafstand på 55,31 meter, for bue-nedlagt whitetail – (og ifølge undersøgelsen, er den gennemsnitlige flugtafstand med riffel ca. det samme: 55,66 meter, hvilket jeg finder ejendommeligt og håber forkert).
Og er det ikke at absolut foretrække, at jægeren går de kun 17,56 meter hen til det lammede dyr (som han ved hvor er) og affanger dette – i forhold til at jægeren skal finde dyret (nok ude af synshold) 55,31 meter ude (eller længere), og måske skal lede efter dyret – og når han finder dyret kan dette være dødt eller måske stadig i live, idet både at finde dyret og konstatere det dødt altid er uvist, indtil dyret er fundet?
Næste spørgsmål i forbindelse med træfpunkter er: hvor mange % af hhv. råvildt og større hjortevildt skudt med pil ”dør i knaldet”, og hvad er tallene ved hjortevildt skudt med riffel? – Dette fremgår nemlig ikke rigtigt, og heller ikke i f.eks. en nylig foretaget undersøgelse (se Link), som skulle bekræfte at jagt med bue og pil er lige så effektivt som at bruge en riffel.
Det anføres også i Link, at bue og pil er en ekstrem sikker og effektiv metode, underbygget med: En undersøgelse (Link) i perioden 2000-2006 siger, at ud af 989 buenedlagte rådyr blev tilkaldt schweisshund ca. 164 gange (altså op mod ca. 17 % af leverede 989 dyr), 84 blev fundet (altså ca. 51 % af eftersøgningerne lykkedes), og at 92 % af beskudte dyr blev leveret (men hér menes vel 92 % af leverede dyr, og ikke beskudte dyr?). Og det konkluderes i undersøgelsen, at disse tal skulle være fuldt på højde med riffeljagts effektivitet.
På adressen: https://europeanbowhunting.org/ (EBF) er der adgang til: Finsk undersøgelse sætter buejagt på niveau med riffeljagt på hvidhalehjort – hvor kan læses:
Undersøgelsen, citat: ”hvor 130 hjorte blev skudt med bue og pil og 100 dyr med en riffel viste, at de gennemsnitlige flugtdistancer for ikke-immobiliserede hjorte afviger med mindre end en meter mellem riffeljagt og buejagt”. – Se Link til resultaterne af denne undersøgelse.
Men der kan måske ankes lidt over, at undersøgelsen ikke baserer sig på det samme antal dyr skudt med riffel, som med pil – hvilket måske kan påvirke undersøgelsesresultat.
En anden anke kunne være, at der ikke indregnes de dyr, der falder i træffet, og at dyr der ”dør i knaldet” ikke indgår i undersøgelsen – hvilket også kan påvirke undersøgelsesresultatet. – Dør f.eks. flere dyr i knaldet ved buejagt end ved riffeljagt, og falder der (immobiliseres) flere dyr ved buejagt end ved riffeljagt – vil de viste gennemsnitlige flugtafstande jo blive mindre ved buejagt end vist i undersøgelsens resultat – og omvendt.
Undersøgelsen betragtes i bue- kredse som en væsentlig milepæl i jagtsamfundet – og anvendelse af buejagt skulle også give dyrevelfærdsfordele (Link).
Den omtalte undersøgelse skulle altså efter sigende afsløre, ifølge Link, at moderne jagtpile og kugler har lignende, hvis ikke samme, virkninger på nedlagte hjorte. – Dette kan måske for nogen være vanskeligt at forestille sig, men helt uanset dette kan en sådan udtalelse forlede til at tro, at bedste træfpunkt på hjorte er ens (det samme) for buejagt og riffeljagt, hvilket nok ikke er rigtigt.
Foto 4. – Nok 5- årig dåhjort. – Skudt skråt bagfra med CNS- kugle, som traf halshvirvel. – Død i knaldet.
Konklusion på citatet
Interessant ville det være, at vide hvem der deltager/deltog i forskergruppen bag alt dette hér, og omtalte citat – og hvilke eksterne uvildige sagkyndige og specialister, som kommer til at eftervise og kvalitetssikre alle fundne resultater – og hvem sikrer og står for at disse når frem til de helt rigtige besluttende modtagere i alle led?
Jeg kan med min bedste vilje, ud fra ovenstående nøjere granskning ikke komme frem til andet, end at citatet fra FADB og EBF på ingen måde kan underbygges og herved ikke kan erklæres rigtigt. – Dette som forklaret ovenfor og summeret således:
Dét dyr, der falder på stedet efter træf med både kugle og pil, må antages at være ramt hårdere og være tættere på døden – end dét dyr der flygter. – Sandsynligheden for at dyret dør hurtigere (etisk bedst) når det falder og bliver på stedet ved træf (citatets: ”lammes”) må være langt større – end hvis dyret flygter fra skudstedet.
Det må antages, at et dyr der ”lammes” vil have en hurtigere forblødningsperiode, end et dyr der flygter. Et faldet dyr vil have mindre spænding og kontraktion i alt væv og muskler, som ellers vil kunne forsinke forblødningstiden. – Besvimer dyret er forblødningstiden endnu hurtigere.
Det må være sådan: at jo længere dyret løber efter træf, jo længere tid er det stresset og angst, og muligheden for at dyret føler smerte er af længere varighed, end hvis dyret falder på stedet. – Dvs. at flugt nok gør dyrets angstperiode/stressperiode længere og gør den muligvise lidelses- og smerteperiode længere, end dersom dyret blev lammet (faldt ved træf), eller ”døde i knaldet”.
Om et beskudt dyr forlader skudstedet med angst, forskrækkelse eller smerte (eller alle 3 ting) er endnu ikke påvist, men dog sandsynligt muligt – og siges kan det: at løber dyret, er det sikkert forskrækket, højst sandsynligt altid angst og det lider sandsynligvis ofte (men sandsynligvis ikke altid), lige til dyret falder og dør – og dette kan jo undgås ved brug af en CNS- kugleplacering.
Dyret kan naturligvis også meget hurtigere affanges hvis nødvendigt, når det falder på skudstedet, og ikke flygter. – Dette giver langt kortere mulig angstperiode og lidelses- og smerteperiode.
Sandsynligheden for at finde dyret og konstatere det dødt, er naturligvis større og bedre garanteret, når det falder på skudstedet, end når det flygter – idet der aldrig er vished for at et flygtende dyr findes og at det er dødt. – Faktisk må et beskudt dyr betragtes som anskudt, indtil det er fundet dødt.
Intet taler for, at det lammede (liggende dyr der faldt på skudstedet, stadigvæk i live og altså ikke truffet i CNS, hvor dyret dør) ikke får smertestillende hjælp af hormonerne noradrenalin og især endorfin, og i nok samme mængder som det flygtende dyr, idet det er selve skudtræffet som udløser disse hormoner (se senere under hormoner).
Det er altså meget svært at se nogle som helst fordele i at dyret forlader skudstedet, i stedet for at dyret falder (lammes) ved træf af pil eller kugle. – At konstatere etikken tilgodeset bedst muligt ved senere (unødigt forsinket) registrering af at dyret er dødt (efter at skuddet er faldet og dyret er flygtet og indtil det er fundet), i forhold til når dyret falder på stedet – ser ikke rigtigt ud for riffeljagten.
Man kan i undersøgelser ikke umiddelbart sammenligne flugtdistancer for dyr skudt med pil, med flugtdistancer for dyr skudt med kugle – dersom de dyr, der ”dør i knaldet”, ikke inddrages og medregnes, og dersom de dyr, der immobiliseres ved træf, ikke medregnes i de udregnede gennemsnitlige flugtdistancer. – Ligeledes bør det også være ens antal bue-nedlagte og riffel-nedlagte dyr, der indgår i sådanne undersøgelser.
Og stadigvæk kan man, af flere forklarede årsager, ikke sammenligne en riffelkugle med en pil – og derfor bør dette holdes adskilt, således at der ikke bliver misforståelser hos både buejægere og riffeljægere.
At vælge træfpunkt på hjorte ud fra undersøgelser, der peger på, at moderne jagtpile og kugler har lignende, hvis ikke samme, virkninger på nedlagte hjorte (som udtalt i Link) – mener jeg helt forkert.
Det er nemlig højst sandsynligt, at det bedste træfområde på hjorte er meget forskelligt for riffeljægere og buejægere, grundet de store forskelle der er i muligheder og vilkår under buejagt og riffeljagt, samt på grund af forskellen på en kugles og en pils egenskaber og virkemåde.
Hvad det ender med at blive anbefalet vedrørende det bedste træfpunkt, når der tales om buejagt, vil tiden vise – hvorimod der slet ikke kan være tvivl om, at den på alle måder bedste placering af riffelkuglen er den mest dødelige kugle af dem alle: CNS- kuglen, som jeg mener også vil give langt færre anskydninger, og medvirke til at flere ”får deres dyr” og på den bedste og mest humane måde, der giver ro i sindet og også selvtillid.
Og én ting må være synlig og fremstå helt klart: Riffeljagt og buejagt kan ikke sammenlignes – det er to vidt forskellige jagtformer, og konklusioner fra det ene kan ikke overføres til det andet. – At blande de 2 ting sammen vil være slørende, give misforståelser og være hæmmende for at fastslå anbefaleligt træfpunkt for både riffelkuglen og for pilen, som ikke kan være ens – hvilket er det eneste rigtige at endeligt fastslå og formidle.
CNS- kuglen og den alternative Hjerte/lungekugle
Herunder bliver ganske kort vist hvordan og hvorfor man bør forlade både ”Høj bladkugle” og ”Lav bladkugle”, og basere sine valgte træfområder på dyrenes anatomi – og herved holde afstand til risikable træfområder.
Det eneste vi behøver, er at basere vore valgte træfpunkter på de eneste data som er nødvendige – nemlig: dyrenes anatomi og jagtriflens nøjagtighed, i forhold til at fastlægge fornøden sikkerhedsmargen til træfsteder der medfører anskydninger, eller medfører ikke hurtigt dødelige træfområder, med lange flugtafstande til følge.
– Sværere er dette ikke, og dette behøver videnskaben nok ikke at deltage i, og at sidde og se film af dyr der nedlægges vil intet fortælle uden nøje ”obduktion” af hvert eneste nedlagte dyr. – Desuden ses i film af dyr der nedlægges, oftest ikke hvor langt disse flygter (de forsvinder jo ud af filmene) – og alene udvælgelsen af de film der skal belyse riffeljagt contra buejagt, vil formentlig ikke blive repræsentative for gennemsnittet.
Og heller ikke påtænkte undersøgelser af hormonindhold i blod fra skudte dyr, vil kunne fortælle ret meget entydigt om dyr der flygter efter skuddet (se senere).
I afsnittet ovenfor vedrørende ”Høj bladkugle” og ”Lav bladkugle” fremgik, at disse bestemt ikke er gode ods for hjortene. – Især ”Den lave bladkugle” fremviser så mange muligheder for fejltræf og anskydninger, at den burde kasseres straks af hensyn til dyrene og etikken. Og heller ikke den ”Høje bladkugle” er optimalt hurtigst dræbende.
I et senere læserbrev på: ”CNS- kuglen vs. Hjerte- kuglen og Lunge- kuglen” på Netnatur.dk/tag/jack-hansen/, vil blive dokumenteret meget nøje og helt databaseret, at træf i CNS- Området er det ultimativt hurtigst dræbende træfområde, med anbefalelig kugleplacering i CNS- Træfområde – og at der faktisk kan udpeges et tilstødende træfområde, som er et acceptabelt træfområde, da dette reducerer mulighederne for fejltræf og anskydninger væsentligt i forhold til for nuværende.
* Dette nye træfområde kan kaldes: Det alternative ”Hjerte/lunge Træfområde”, som på en stor strækning tilstøder CNS- Træfområdet – hvilket er en kæmpe fordel.
Herunder vises det ovenfor beskrevne for råvildt:
Den bedste kugleplacering til råvildt – opdelt i de to træfområder
Illustration 4. – Denne illustration viser de ultimativt bedste træfområder på råvildt, i rent vandret sideskud: det gule CNS- Område (omgående dødeligt), hvor det med gult skraverede område bør undgås. – Den gule cirkel er CNS- Træfpunkt og den sorte cirkel er CNS- Træfområde. – Generelt undgå træf højst et par cm lodret bag dyrets forløb.
Det blå stolpekors skulle, i henhold til illustration 3, være midten af hjertet, men efter min opfattelse sidder hjertet lavere i dyret end dette, og jeg mener at dette markerede sted er tæt på aorta, Aortic Arch og halspulsåren i toppen af hjertet, og som er næsten lige så effektive at træffe, som et træf i hjertet det helt rigtige sted. – Ved træf hér sker der et stort pludseligt tryktab i blodbanen, som får dyret til at falde straks, eller meget hurtigt og med en optimalt hurtig forblødningstid.
Sigtepunkt for CNS- kuglen: 2/3 del op på kroppen, lodret fra rådyrets forkant af forløb (- i rent vandret sideskud).
– dyret vist ovenfor (i illustration 4) står ikke i helt vandret sideskud, hvorfor den blå lodrette lange streg er trukket lidt ind på dyrets forløb (underarmsben/Radius).
* Og det næstbedste Træfområde er det med hvidt indrammede: Det alternative Hjerte/lunge- Træfområde (dødelige). – Disse viste træfområder kan også forventes at nedbringe antal eftersøgte dyr, da mulighederne for anskydninger er minimeret i disse to definerede træfområder, ligesom lange flugtdistancer generelt vil reduceres betydeligt, i forhold til for nuværende – fordi dette baserer sig på rådyrets anatomi, se også: Netnatur.dk/CNS-kuglen/.
Som det ses, bliver fejlmargenen mindre, jo længere ned i den hvide figur man sigter, hvilket forstærkes markant, dersom dyret står skråt for skytten og/eller lavere – og netop derfor er dette træfområde mindre i bunden, og også i forhold til den normale ”Lave bladkugle”, se illustration 1 og 2.
* De to træfområder giver et optimalt stort dødeligt og sammenhængende træfområde og mindst mulige chancer for anskydninger.
– Hvorimod at sigte alene efter hjertet (med både riffel og bue), med dettes usikre placering tæt på dyrets forløb, mave og bringe – kun kan erklæres alt for usikkert – tænk på at f.eks. rådyrets hjerte kun er knytnævestort, og hvor svært det kan være at afgøre hvor hjertet sidder, når dyret står skævt/lavt. – Kendt er det også, at man ofte ”dykker” lidt i skuddet, ligesom høj vegetation kan gøre dette vanskeligt.
Jeg skyder mine rådyr med riffel på op til ca. 90 meter i CNS- Træfområdet, men oftest og så vidt muligt på 45-70 meter, og vælger så rene sideskud som muligt, og altid på stillestående dyr. – På større afstande (eller hvis jeg er meget i tvivl) trækker jeg sigtepunktet vandret hen på ca. midten af dyrets forløb, og kommer altså herved hen med sigtepunktet (den gule cirkel) til overgangen til den hvide figur på Illustration 3 ovenfor (altså ca. hen til overkanten af den hvide figur, på midten).
I senere læserbrev: ”CNS- kuglen vs. Hjerte- kuglen og Lunge- kuglen” på Netnatur.dk/tag/jack-hansen/, vises også de bedste træfområder: CNS- Træfområde og det alternative, acceptable Hjerte/lunge- træfområde på kronhjort, whitetail og elg.
Hormonerne, og planlagte blodprøver
Det fremgår at man påtænker at indsamle blodprøver fra skudte dyr, med henblik på at måle mængden af Adrenalin og Noradrenalin i blodet – for herved at vurdere stressniveau hos de skudte dyr – altså om hvorvidt tesen om at dyrs naturlige reaktion, når de rammes, er flugt, og at denne flugt vil give mindre stress og mindre lidelse – kan blive tydeliggjort eller bekræftet via indsamlede blodprøver hos det nedlagte vildt. – Alt jf. følgende citat:
“Ved et højt placeret skud lammes dyret ofte, men dør ikke i “knaldet”. Det kan derfor ikke følge sine naturlige instinkter og flygte, og stresses unødigt med højere lidelse til følge.”
Der tales altså hér om energifremmende og smertehæmmende hormoner, og efterfølgende udleder jeg af indhold i mange forskellige kilder, bl.a.: Link, Link, Link og Link.
Først kan nok fastlægges, at hormoners effekt antageligt slet ikke er til stede ved en kugleplacering i CNS, da nervebanerne herved er sat ud af drift/kortsluttet. – Smertemeldinger til hjernen efter træf registreres herved ikke og hormoner udsendes derfor sandsynligvis ikke.
Hermed er alt dette hér med hormonerne formentlig helt uden betydning og unødvendigt at diskutere – hvis man ved brug af et optimalt træfpunkt som CNS- træfpunktet kan få dyret til at ”dø i knaldet” med afbrudt kommunikation i centralnervesystemet.
Derimod ved træf udenfor CNS, træder hormoner antageligt i kraft, ved både træf med kugle og formentlig (men muligvis i mindre grad) også med pil.
Det er nervereceptorerne (smertereceptorerne) som via elektriske signaler (millivolt) via centralnervesystemet melder til hjernen, at der skal udsendes hormoner fra dyrets forskellige hormondannende organer – de såkaldte kamp- stresshormoner og smertestillende hormoner: Adrenalin, Noradrenalin og Kortisol samt Endorfin, hvoraf Noradrenalin og Endorfin kan være smertehæmmende i et uvist omfang, ved pludselige faresignaler og legemsskader.
Hormonerne Adrenalin og Noradrenalin gør det muligt for det beskudte og ramte dyr at mobilisere styrke til at flygte – ved øget blodtryk og udvidede bronkier givende mere ilt og sukker til muskler, samtidigt med besparende neddrosling af andre organers funktion (f.eks. mave/tarmfunktion).
Hormonet Endorfin har lidt den samme virkning som det smertestillende stof morfin. Endorfiners primære effekt er, at nedregulere kroppens respons på smerte, således at kroppen ikke bliver overvældet af smerte – i dét omfang det er muligt, og i dét omfang centralnervesystemet er intakt.
Det kan nok antages, at jo flere nervereceptorer der melder fare eller skade til hjernen, jo stærkere og mere betydende bliver antageligt signalerne, givende større mængder udsendte hormoner. – Den i dyret udsendte mængde af disse hormoner (og herved effekten) afhænger herved med stor sandsynlighed af hvor mange nervereceptorer (smertereceptorer) som er truffet af kuglen eller af pilen. – F.eks. har mennesket mange smertereceptorer i fingrene, men dyrs koncentrationer af nervereceptorer er formentlig anderledes fordelt og vel også ukendte.
Således kan ét træfpunkt på dyret måske udløse en anden mængde udsendte hormoner, end et andet træfpunkt på dyret – og herved bliver sammenligninger/konklusioner svære.
I denne forbindelse, og stadig uden at jeg har holdninger angående buejagt, antager jeg at en supersonisk riffelkugle (med hydrodynamiske chokvirkning samt effekt fra ben-splinter og kuglefragmentering) oftest vil træffe/påvirke mange flere nervereceptorer end en langsommere pil med alene skærende effekt. – Og vil dette så sige, at riffelskudte dyr er mere smertestillede af hormoner, end dyr skudt med bue og pil?
Jeg har set maskinsnedkere få afskåret fingre, uden at føle smerte det første kvarter – antageligt med tak til hormonet Endorfin og med hilsen til hormonet Noradrenalin. – Jeg har dog også set større legemsbeskadigelser som øjensynligt ikke udløste smertestillende hormoner – så udsending af disse hormoner er formentlig mest betinget af hvor på legemet skaden sker (antal trufne nervereceptorer), og måske påvirket af den sammenhæng ulykken sker i, hvordan skaden og (livs)faren opfattes, samt individuelle forskelle hos individer – altså mange variabler, ligesom det er konstateret hos mennesker.
Planer om udtagning af blodprøver fra skudte dyr
Dette vil nok møde flere besværligheder:
Da også Noradrenalin kan virke smertedæmpende (ved at dæmpe nervesignaler), er det således ikke negativt (dårligt for dyret) at måle højt indhold af dette hormon. Dette forstået på dén måde, at nok er et højt indhold af Adrenalin og Noradrenalin et udtryk for forskrækkelse/stress – men den samtidige smertestillende effekt fra Noradrenalin er jo positivt (godt for dyret) – og hvordan vil man modregne denne positive smertestillende effekt fra Noradrenalinen i forskrækkelses/stressforholdet, som menes påvist i målte mængder Adrenalin og Noradrenalin? – Og hvad med hormonerne Endorfin og Kortisol, som vel også skal måles)?
Og hvad vil man sammenholde målte mængder af Adrenalin og Noradrenalin med, i forhold til at vurdere stressniveau hos f.eks. råvildt? – Jeg har set råvildt springe voldsomt afsted, nok stukket af et eller andet – og hvor mange hormoner slipper dette løs? – Og udløser flugt hos et ikke beskudt dyr måske lige så mange hormonstoffer, som ved et beskudt dyr, da et flygtende dyr må antages at være stresset – dette ved man vel ikke, idet man dog ved at et dyr i stresset flugt fra f.eks. et rovdyr udskiller hormonstoffer.
For at sådanne undersøgelser skal give mening, er det nødvendigt at også måle indhold af det smertehæmmende hormon Endorfin og (om muligt) udskille den positive smertehæmmende effekt fra Noradrenalin, da det hele vedrørende hormondannelser jo ikke kun drejer sig om hvor forskrækkede/stressede og energi-boostede de beskudte dyr er (forventet påvist i mængder af Adrenalin og Noradrenalin i blodprøverne), men mindst lige så vigtigt er vel også hvilken smertelindring dyrene kan antages at opnå via især Endorfin, men også Noradrenalin.
Det må også blive ganske vanskeligt og usikkert at fastslå hvilken mængde Endorfin og Noradrenalin der skal til, for at de enkelte individuelle dyr ikke føler smerte, eller føler mindre smerte, og hvor meget mindre? – og når man ved at disse hormoner kan være smertehæmmende, men i et uvist omfang betinget af omstændighederne, individuelle forskelle og flere andre variabler.
Målte koncentrationer af hormoner i blodet vil afhænge af hvor mange nervereceptorer som piletræffet eller kugletræffet rammer, og hvor kraftigt disse aktiverer signalerne til hjernen – og hér kender man vel ikke til, hvor mange nervereceptorer som befinder sig i området for f.eks. ”en høj bladkugle og i området for ”en lav bladkugle”.
Dersom man f.eks. ville prøve at vurdere hormonindhold i blod fra dyr skudt med riffelkugle og pil – kunne tingene divergere og tolkes måske således:
Lad os sige, at det er rigtigt at en kugle vil påvirke flere nervereceptorer end en pil. Så vil dyr skudt med riffelkugle antageligt have større indhold af Adrenalin, Noradrenalin og Kortisol, og også større indhold af det smertehæmmende Endorfin samt Noradrenalinens andel af smertehæmmende virkning, i udtagne blodprøver. Og af dette kan måske så udledes 2 ting: at et træf af en riffelkugle er enten mere smertefuld og/eller forskrækkende – eller at et dyr skudt med riffel bliver bedre smertestillet og vil føle mindre smerte efter træf.
Hvis vi antager at en pil vil træffe færre nervereceptorer end en kugle. Så vil dyr skudt med pil antageligt have mindre indhold af Adrenalin, Noradrenalin og Kortisol, og af det smertehæmmende Endorfin samt Noradrenalinens andel af smertehæmmende virkning, i udtagne blodprøver. – Og af dette kan måske så udledes 2 ting: at træf af en pil er enten mindre smertefuld og/eller forskrækkende – eller at et dyr skudt med pil bliver dårligere smertestillet og vil føle mere smerte efter træf.
Således må det blive meget svært og usikkert at udlede konklusioner ud fra vurdering af stressniveau ud fra målte mængder Adrenalin og Noradrenalin sammen med effekten af Kortisol samt effekten af de smertehæmmende hormoner Noradrenalin og især Endorfin, målt i udtagne blodprøver fra skudte dyr. – Der vil nok også være store individuelle forskelle fra dyr til dyr (ligesom hos mennesker), hvilket også vil gøre entydige konklusioner svære at udlede.
Samlet konklusion
Det nye postulat, set i læserbrevets start, kan på ingen måde være rigtigt, da det ikke kan understøttes af data og fakta.
Af rigtigt mange årsager må det være absolut indlysende og bedst, at et dyr der skydes på, bliver på skudstedet, og ikke flygter.
Det må også være bedst og mest etisk, at dyret ”dør i knaldet” – hvilket riffeljægerne har mulighed for.
Der kan være tvivl om hvem der har skrevet postulatet og hvem det er, der nok vil anbefale riffeljægerne at anvende ”En lav bladkugle” – og hvilken baggrund dette bygger på. Og får vi at se: en faglig og teknisk redegørelse, som understøttes af data og hjortenes anatomi samt lægelig viden?
Men egentlig behøves hverken forskere eller læger at deltage i bedømmelse af bedste træfsteder på hjorte, som jo kan ses direkte på dyrenes anatomi – sammenholdt med det rent skydetekniske, som forskere og læger ikke nødvendigvis har kendskab til, eller indsigt i. – Det skydetekniske spiller sandelig også en stor rolle for valg af bedste træfområder, med hensyntagen til hensigtsmæssig plads for fejltræffere affødt af især skrå skydevinkler, i forhold til rene sideskud til dyrene, og andre unøjagtigheder – og hvilket sandsynligvis er årsag til de allerfleste anskydninger.
Der synes at være tvivl om hvad en bladkugle egentlig er, og den nok almene opfattelse af en ”Høj bladkugle” og en ”Lav bladkugle” giver begge træfpunkter på dyret, som meget let fører til fejltræf og anskydninger. – Dette kan bekræftes blot ved at se på en hjorts anatomi.
At fortsat anbefale ”Et lavt bladskud”, med de enorme anskydningschancer der ses ved at sigte efter hjertet, er ikke etisk forsvarligt overfor dyrene og for riffeljægerne – og især ikke når der helt påviseligt findes langt bedre og sikrere træfområder på dyrene der skydes med kugle. – Alle riffeljægere bør kunne træffe CNS- Træfområdet.
Riffeljægerne skal naturligvis ikke følge de anbefalinger, som er gældende for buejægere, og som viser sig bedst for buejægerne, af den ene eller anden årsag, begrundelse eller baggrund.
De finske undersøgelsesresultater vedrørende flugtdistancer for hjorte nedlagt med bue og pil, sammenholdt med flugtdistancer for hjorte nedlagt med riffel – kan af flere årsager ikke danne grundlag for at anbefale riffeljægerne træfområder på hjorte. – Det skal være samme antal dyr, der måles mod hinanden, og antal ”død i knaldet” dyr samt antal immobiliserede dyr skal også medtages i sådanne undersøgelser – før de bliver retvisende.
At en dyrlæge skal sidde og se film af dyr nedlagt med riffel og med bue, vil af mange årsager ikke entydigt kunne besvare ret meget vedrørende dyrenes oplevelse af at blive skudt. Angst kan ses, men ikke smerte. Flugtdistancer og dødens indtræden ses ikke ofte på sådanne film, og obduktioner af hvert enkelt skudt dyr ville være nødvendigt.
De påtænkte blodprøve- undersøgelser af hormonindhold i de skudte dyr, vil møde så mange vanskeligheder, variabler og individualitet, at der ikke kan drages konklusioner herpå.
Det ser ud til, at man kunne være godt i gang med at blande tingene sammen og overføre konklusioner fra buejagt til riffeljagt – og at man sammenligner buejagts muligheder, vilkår og bedste træfpunkter med riffeljagts muligheder, vilkår og bedste træfpunkter angående hjortevildt. – Dette må være forkert, og dette må undgås af hensyn til dyrene, der skydes med riffel.
Riffeljagt og buejagt kan ikke sammenlignes – det er to vidt forskellige jagtformer, med vidt forskellige våben, og konklusioner fra det ene kan ikke overføres til det andet. – At blande de 2 ting sammen vil være slørende, give misforståelser og være hæmmende for at fastslå anbefaleligt træfpunkt for både riffelkuglen og for pilen, som nok ikke kan være ens – men som absolut bør tage udgangspunkt i dyrenes anatomi – og ikke i traditioner, fornemmelser og promoveringer.
Ingen vil kunne dokumentere, at et kugletræf i en hjorts CNS- område, ikke er det absolut mest dødelige og hurtigst dræbende træfområde på dyret – og netop herved er det mest etiske drab på vildtet.
Ingen vil kunne dokumentere, at en CNS- kugle er en risikabel kugleplacering – og heller ikke i forhold til en hjertekugles mange, og langt større muligheder for fejltræf og anskydninger. – CNS- kuglen er også langt den bedste ved skrå skudvinkler i forhold til rene sideskud på dyrene, og netop de skrå skudvinkler er givetvis årsag til mange (hvis ikke de fleste) anskydninger og træf, som giver dyrene mulighed for lange flugtdistancer.
Som supplement og alternativ til CNS- kuglen kan der, ud fra hjortes anatomi, udpeges et andet træfområde: ”Hjerte/lunge træfområde”, som i form og størrelse må forventes at reducere anskydninger – og derfor er acceptabelt og anbefaleligt.
Altså: De gængse træfområder ”Høj bladkugle” og ”Lav bladkugle” er begge usikre og kan give alt for lange flugtdistancer – hvilket er unødvendigt og ikke er fair overfor dyrene, og faktisk uetisk. – Derfor bør disse erstattes af:
- CNS- Træfområde (hvor dyret dør i knaldet)
- – som suppleres af et acceptabelt ”Hjerte/lunge- Træfområde”
Ovenstående anbefalelige træfområder ses for råvildt her i dette læserbrev, og i senere læserbrev: ”CNS- kuglen vs. Hjerte- kuglen og Lunge- kuglen” på Netnatur.dk/tag/jack-hansen/, sammenlignes CNS- kuglen med Hjerte- kuglen og Lunge- kuglen, og der vises også de bedste træfområder: ”CNS- Træfområde” og det alternative, acceptable ”Hjerte/lunge- Træfområde” på kronhjort, whitetail og elg.