Ringduefangst i Pyrenæerne

Ringduer, skovsnepper og sangfugle blev tidligere fanget i tusindvis, når de på trækket til og fra overvintringssteder i Afrika, passerede hen over Pyrenæerne

Ringduefangst i Pyrenæerne

Ringduer, skovsnepper og sangfugle blev tidligere fanget i tusindvis, når de på trækket til og fra overvintringssteder i Afrika, passerede hen over Pyrenæerne. Fangsten, der ofte blev foretaget af aktieselskaber med kommuner som interessenter, skete på både den franske og spanske side af den berømte bjergkæde. I denne beretning i ”Jægerbogen” i 1956 fortæller Viggo greve Danneskiold-Samsøe om fangsten på den franske side, og han oplevede, at en hel flok duer på 30 gik i nettet, og han fortæller ligeledes om teknikken, der pr. fangsthold udføres af 40 personer.

Tekst: Henning Kørvel – Fotos: Viggo greve Danneskiold-Samsøe m.f.

Sangfugle, ringduer, snepper og alskens andre fugle, der på vej til og fra overvintringssteder i Afrika, trækker nødvendigvis hen over Pyrenæerne, er gennem tiderne blevet fanget og skudt i tusindvis i bjergkæden imellem Frankrig og Spanien, og  ”Jægerbogen” i 1956 bringer en beretning fra 1926 om fangsten af duer af Viggo greve Danneskiold-Samsøe (29.5.1874 – 24.1. 1936).

”I den tidlige morgen ligger tågen tæt over hele haven. Ikke en tåge farvet brun eller grå af skorstensrøg, men snehvid og så tæt, at man akkurat evner at skimte de strålende farver fra roser og knoppede kamelier og mimoser”.

”Den eneste lyd, der bryder stilheden, er den, der fremkommer ved tusinder af agerns fald mod den tørre jord. Og jeg tænker på, hvorledes det ville have lydt, om alle agern drattede nu, mens det takket være ormeangreb har stået på de sidste to måneder”.

”Endelig kommer de, jeg venter på, og alle er samlet, hvorefter starten kan foregå. Vi er nemlig fire, der er blevet enige om at benytte det gunstige tidspunkt sidst i oktober til at overvære det uforglemmelige skuespil, som baskernes store ringduefangst unægtelig fremviser, iscenesat som den er med et mægtigt apparat i skønne og storslåede omgivelser”.

Læs mere om DUEJAGT

”Her i de vestlige Pyrenæer findes fire-fem fangstpladser og længere østpå endnu flere, men desuden fanges der mange steder ved vandhuller med udspændte cirka 50 meter lange net, dels duer, dels småfugle. Er det småfugle, det gælder, bringes nettene – når sværmen passerer – til at slå imod fuglene og nedover disse, idet de stærke fjedre udløses ved snoretræk af fangeren, der ligger skjult i en grenhytte. Men der skydes også daglig tusinder af duer fra løvhytter bygget i toppen af træerne”.

Kalder på enhver våbenfør mand

”Fugletrækket er begivenheder, der kalder enhver våbenfør mand ud, hvad der er ganske naturligt i et land, hvor fjerde mand er jagtgal, og hvor der på hver 1000 hektar allerhøjest fjæler sig en hare og et par agerhøns eller fasaner. Hvor kan der også være mere, når der i hvert hus på landet findes en haglbøsse og en stor halvvild køter, når det er umuligt at bevæge en mand til at frede sin jagt eller leje den ud, og når den ivrigste jæger tillader, hvem der vil at gennemtrævle hans mark, skov og have.”

“Bøssen er med, når fiskeren i sommertiden røgter sine garn i de talrige indsøer, den er med, når en mand samler svampe eller kastanjer i skovene, og den er med, når byboerne søn- og helligdage tager i skoven på cykel eller i bil, og den er ligeledes med, når arbejderen afsøger mark og skov hver morgen, efter at det er blevet skydelyst, og til han skal stille på arbejdspladsen. Dette gælder for alt jagtbart vildt, lige fra skader og ned til sangfugle, og derfor høres aldrig solsortefløjt eller fuglesang. Og langs havet gælder ifølge loven overhovedet aldrig fredningstider”.

”Gå en tidlig morgen nu i efterårstiden ind i hallerne og uden for de fine vildtforretninger. Man ser nogle få harer, en enkelt fasan eller and. Som oftest er disse kommet fra egnen omkring Paris, hvor staten har sine domæner. Endvidere findes der nogle hejrer, traner trapgæs, brokfugle, snepper, bekkasiner, vagtler, mange duer og overalt masser af drosler og lærker og enorme mængder af sangfugle. De sidste er alle i bundter og plukkede på nær hovedet. Det er navnlig rødkælkene, det går ud over, da de er så let at fange i løbesnarer”.

”Midt i det hele hænger ofte en kat, i reglen dog en hernede kalder ”vildkat”, som lever i bjergene. Den er skidengul med sorte tværstriber, meget lille hoved og med en lang og svær hale”.

”Duetrækket begynder med turtelduerne i slutningen af september. De fanges i net og lokkes ved hjælp af kald. Derefter følger hulduer og fjeldduer. Allerede når de ankommer, er der bygget løvhytter i trætoppene, således at der bogstaveligt findes to-tre hytter i hver eneste lille skov på nogle få hektar. I hver hytte sidder en mand med et par duer tøjrede i en trætop uden for, og han sidder der dag ud og ind i september og oktober, fra solen står op, og indtil den går ned”.

”De ovenfor nævnte duearter giver ikke ret meget, men når vi når oktober, bliver der alvor i tingene. Fra 1. oktober til 10. november passerer alle Europas ringduer Pyrenæerne, og trækkes siges at kulminere omkring oktober fuldmåne. Der kan godt komme duer endnu til 15. november, men efter den 10., har ingen tid til at tænke på dem længere. Man regner nemlig med, at snepperne begynder at komme 10. november, og så går den vilde jagt på dem, indtil kulden i februar har drevet de enkelte overlevende længere sydpå”.

Aktieselskaber in action

”Hvad der skydes af duer fra hver enkelt hytte, er næppe meget. Det, der tæller i trækfugleskarerne, er fangsten, som de store aktieselskaber – hvor også kommunerne er interessenter – har indrettet i de pas, som fuglene i umindelige tider har passeret.

”Til den nærmeste fangstplads – ”sare” – har vi godt 20 kilometer”.

”Undervejs er farten den sædvanlige, dvs. som det behager chaufføren, og vejen er skrækkelig, efter at vi har forladt de glimrende tjærebelagte hovedruter”.

”Underlag er der nok af, men slidlag og dæklag findes ikke, og bilen bevæger sig som på en meget toppet brolægning”.

”Bjerget går stejlt op til den ene side, brat ned til den anden, der er lige plads til, at to vogne kan passere forbi hinanden. Og imellem omdrejningerne er der 20-50 meter. Horn bruges ikke, for så skulle man tude hele tiden. Heldigvis har vi inderbanen. Det værste er, at de modgående vogne foretrækker det samme, og mange gange når en sådan vogn dukker frem af tågen, og i susende fart runder en omdrejning, hvor udsigten ganske er skjult af bjerget, må jeg beundre den færdighed, hvormed chaufføren smutter uden om og klarer situationen med de to hjul på kanten af afgrunden”.

”Så er der ko- og fåredrifterne. Bagved disse kommer ejeren i træsko med baskerhue og den uundgåelige paraply, der altid er opslået enten for sol eller regn, og som forhindrer ham i både at høre og se. Den hører imidlertid med til ”uniformen”, og jeg tror ærligt talt, at han sover med den om natten”.

”Endvidere er der de løsgående hopper med føl, der græsser på vejkanten, og de langs vejen rodende svin”.

”Endelig er der alle de gamle koner, som med opslåede paraplyer og tronende på en gig eller på ryggen af et miniatureæsel, altid er i den gale side af vejen. Alt sammen for at gøre det i forvejen ikke ufarlige foretagende endnu sværere. Man kan jo imidlertid vænne sig til en hel del, og efterhånden som man også får vænnet sig til alle de pudsigheder, der er forbundet med automobilkørsel i dette land – vanen er dog den halve magt – bliver der lejlighed til at betragte omgivelserne, når solen fra tid til anden river flænger i tågen”.

”Tørken, der har varet siden maj, har omtrent tømt floderne, men dog er hovedkuløren i bunden af dalene frisk grøn, som kun brydes af de gulbrune majsmarker, der står for at høstes, eller af ellekrattets mørkere grønne farve”.

”Så varmt har det været, at græsmarkerne der sædvanligvis kan slås seks gange om sommeren, nu kun slås for anden gang. Men godt ser de ud, og det samme gør roemarkerne, hvor roerne allerede dækker jorden en måned efter, at de er kommet op”.

”Selv bjergene er højest forskellige, eftersom klippen kommer mere eller mindre nær til overfladen. Nogle er hele dækkede med egeskov, andre kun med enkeltstående ege og birke, hvorunder breder sig den næsten uigennemtrængelige jungle af tornblad, bregner, lyng og brombær”.

”Strøelse til køerne må befolkningen hente højt, højt oppe med deres vogne forspændt malkekøer op ad stejle stenede hjulspor, hvor kun de fra små tilvante dyr kan stå fast og tilmed holde på et læs”.

”Hist oppe findes en enkelt hare og nogle vildsvin, men der findes også en støver i hvert eneste hus, og folkene er i stand til at kunne følge hunden i bjergene. Det skyldes vanen, siger dalboerne”.

”Så er der endelig de goldeste bjerge, som kun er bevokset med fåregræsning. Man ser hvide punkter højt oppe og bryder sin hjerne med, om det er får eller klippeblokke. Og endnu højere oppe over bjergene fanges blikket af en svævende lammegrib, der her fra neden ligner en loddenbenet musvåge”.

Så er vi fremme ved foden af ”sare”. Alt hernede er indhyllet i tåge, som bjergtoppene stikker frem over. Lige ved vejen ligger en bar og en stald til mulæslerne, der befordrer de agerende op til toppen 2.000 fod over havet”.

Shahens hustru fik nok af skuespillet

”Langs vejkanten holder 20-30 biler”.

”Vi foretrækker at tage turen til fods. Man opgiver den til at tage tre kvarter. Den forreste af os gør den på 35 minutter. Varmt er det ganske vist – 25 grader i skyggen – men når man tænker på, hvorledes man for et par måneder siden, da temperaturen var oppe på 45 grader, svedte over sådan en opgave, forekommer det som en leg at tage denne bakke, nu da luften er høj og let, og føret stadig er glimrende”.

”I begyndelsen var det som at gå på et stampet lergulv, men da vi havde passeret to tredjedele af vejen, og stigningen bliver brattere, kommer klippen frem og virker som trappetrin tildannet, som de er af menneskers gang igennem århundreder”

”Heroppe begynder egeskoven, der takket være de brede kroner, der skabes ved, at alle ege stynes som nåletræer i Danmark, har kvalt al vegetation, så der fremkommer rigtig hjemlig skovbund isprængt klatter af lyslilla krokus”.

”Heroppe er vi oven over tågen, solen skinner”.

”Stilheden begynder at brydes af de langtrukne råb fra fangstpladsernes spejdere, og heroppe møder vi den første morgenduelige besøgende, der allerede har fået nok af skuespillet. Det er Shahen af Persiens hustru. Af udseende er hun nærmest som en purung spansk pige og udrigget til et morgenridt i Biarritz. Hendes højhed foretrækker at tage afsked med skuespillet, inden det bliver for varmt, og hun forsvinder ned i tågen hoppende graciøst fra afsats til afsats på lange lakerede ridestøvler”.

”Et skud lyder oppe fra, og en due rasler ned gennem trækronerne et lille stykke fra os. Den går i lommen. Ifølge egnens uskrevne lov er det vort retsmæssige bytte”.

”Så tager vi den sidste tørn og når frem til det første net. Jeg, der er her for første gang, frygter, at trækket, som er i fuld gang, skal stoppe op, men mine ledsagere er blevet sultne, og de forsikrer mig, at det er en god dag, og at fangsten vil fortsætte indtil aften”.

”Det ender med et kompromis. Vi spiser på selve fangstpladsen, men noget var der nu alligevel om mine anelser, for senere viser det sig, at dagens halve bytte er nået nu, da klokken er 10.00”.

”Doktoren giver frokost. Store franskbrød. Store franskbrød med blød skorpe og af form, som de er bagt i en kageform, og hulede foroven. I hulningen ligger på langs spejlæg, der er rullet sammen om grønne perberbælge. Stegne flæskeskiver danner låg. Man skærer med sin lommekniv et brødstykke fra, svarende i tykkelse til et spejlægs længde. Dertil deler vi en god flaske sauterne”.

Seks net på hver 29×29 meter

”Mens vi spiser, er der god lejlighed til at tage oversigt over terrænet. Dal følger på dal, forbundne med snævre slugter og drejende i alle verdenshjørner dog således, at dueflokkene, når de følger dem, stadig avancerer imod syd. Den nærmeste dal er det mægtige bassin, som vi skuer ud over, og hvis retning er nordvest-sydøst”.

”Udgangen fra denne jættedal er en lang smal græsklædt skråning, der mod syd fører op til stedet, hvor vi sidder, og som på begge sider afgrænses af højskov”.

”Dette er et af de pas, duetrækket i umindelige tider har fulgt. Bag os skråner de nøgne slugter ned til et nyt kompleks af kratbevoksede dale. Men der, hvor vi befinder os på passets højeste punkt, vokser kun nogle få store ege i en række tværsover”.

”Ved hver eg er bygget en tresidet hytte, der er camoufleret med mos og bregner. Og imellem egene er udspændt seks net, hvis højde og bredde er 29 meter. De fire står i retning øst-vest, og de to på venstre side vender nord-syd”.

”Langt, langt, ja mange kilometer bort på begge sider af dalen er post efter post anbragt i en hytte bygget i trækroner eller i tårne opført af rå sten”.

”På siden af tragten hundrede meter fra det yderste net til højre sidder lederen af det hele i sin hytte, der er bygget i toppen af det allerhøjeste træ”.

”Fjernt fra yderste venstre post lyder to langtrukne hornsignaler, der melder, at lige så mange dueflokke er kommet til syne så langt ude i dalen, at kun indehaveren af denne post – en mand, der er opøvet gennem mange år – har været i stand til at opdage dem”.

”Der går nogen tid, så begynder posterne til højre og venstre at signalere med langtrukne råb”.

”Hver gang flokkene slår et slag henimod en post, lader denne en stor hvid flagdug smælde i luften, og så lyder det: Nu drejer de til højre, venstre eller fortsætter lige ud gennem dalen o.s.v”.

”Lige med et begynder lederens fløjte at hvisle uafbrudt befalende hver funktionær på post og hver tilskuer bag skærmene”.

Høge-dummi skal presse duerne ned

”Gennem kighullerne ser vi flokkene dreje ind i tragten og nærme sig gennem denne, og nu kommer det vigtigste af det hele, for i det øjeblik flokken passerer lederen, og hverken et sekund for tidligt eller sent, kaster denne ud over dueflokken en afrundet hvid træplade, vel 20 cm lang og 15 cm bred. Den er forsynet med et lille kort skaft for kasterens skyld, og på grund af sin form svæver den nogle øjeblikke i luften, inden den daler”.

”Flokken formodes at opfatte pladen som en høg og slår ned langs jorden. Vi hører det sus, som plejer at fremkomme. Når duerne ”slår til træ” med vandrefalken i hælene, og derefter klasket imod de stramme net”.

”Manden ved nettet rykker i en vægtstang, linerne hviner i taljeblokkene, og hele den sprællende, flagrende bylt styrter til jorden indfiltret i maskerne. Så godt virker apparatet, at jeg så flokke på 30 duer, hvoraf ikke en eneste undkom. Men selvfølgelig kan et par slippe over nettets overkant, og ”høgen” kan kastes et sekund for sent, så hele flokken går for højt”.

”I hvert sådant tilfælde forsøger enkelte aktionærer sig med et par skud, der dog sjældent giver udbytte”.

”Ved anden fangstplads, cirka 70 kilometer fra min bopæl, er anbragt skærme 50 meter bag nettene. De udlejes for 20 franc pr. skærm med fri ret til at skyde hele dagen, så længe fangsten står på, dvs. så længe man kan se at skyde”.

”Resultaterne skal dog være meget små, fordi duerne efter den udståede forskrækkelse passerer skærmene med projektilfart”.

”Så så snart nettene er sænkede, iler alt overflødigt mandskab til for at pille duerne ud. Og maskerne er så store, at fuglene – når vingerne slutter til kroppen – kan trækkes igennem”.

”Hver mand bærer et stort forklæde, der er syet sammen til en pose, hori duerne puttes. Hurtigt skal det gå. Fløjten lyder allerede igen, nettet skal op, en ny flok nærmer sig”.

”Duerne bæres hen til et lille hus, hvor de slippes ind gennem en lem, efter at slagfjerene er klippet på højre vinge, og idet der for hver fangst markeres med propper, der flyttes i huller på tavler, hvoraf den ene angiver dusin og den anden antallet i stykker”.

Et fangsthold fanger 5.000 dusin pr. år

”Alle de duer, der ikke straks skal sendes bort, dræbes dog straks ved, at de bliver kastet hårdt ned på stengulvet”.

”Væmmeligt er det senere at se flere af staklerne, som ikke har fået nok, sidde halvdøde i rummets hjørner”.

”Der er cirka 40 funktionærer i aktivitet. For størstedelen er det folk med lang øvelse. De er meget lavt lønnet, men gøres interesserede ved procenter af fangsten. Denne udgør ved ”sare” alene 5.000 dusin om året. Og den største fangst på en dag har været 135 dusin. Prisen pr. due er syv-otte franc.”

”Mens vi sidder og venter på en ny flok, får jeg alle oplysninger af en af de gamle funktionærer, hvis tungebånd jeg har løst ved at give ham shagtobak til at rulle en cigaret af. Han forklarer mig på sit knudrede fransk, iblandet baskiske vendinger, at således foregår en kultiveret fangst i modsætning til den, som vi hører om fra de spanske fangstpladser, hvis poster tydeligt ses fire kilometer borte på den anden side af grænsen. Uafladeligt lyder der hvin, skrål og bøsseskud fra den spanske fangstplads. Det kan være, at de fanger lige så meget som os, men alt, hvad der er spansk, er nu en gang for øjeblikket ikke videre højt estimeret”.

“Klokken 14.00 har vi fået nok af myrderierne og påbegynder nedstigningen i den bagende sol, som for længst har drevet tågen på flugt”.

”Højt over vore hoveder kives en flok traner, mens de formerer kile for kort efter på ny at opløse denne, svinge og runde, til de igen efter kiv og skænderi har fået valgt en ny fører til at lede flokken det næste lille stræk af vejen mod de attråede egne”.