DJ-repræsentant Buller Jelsgaard hævder, at jægerne ikke tvinges ind i aftaler om samforvaltning, men understreger, at jægere uden for samforvaltning kan opleve begrænsninger i deres jagt
Læser-kommentar til artikel om DJ og samforvaltning ( ”DJ vil stadig tvinge jægerne til naboaftaler”.)
Læserbreve, der ønskes optaget på netnatur.dk, kan sendes til info@netnatur.dk
Læserbrev af Buller Jelsgaard, DJ repræsentant i Den regionale hjortevildtgruppe Djursland.
Jeg har med interesse læst artiklen “,”DJ vil stadig tvinge jægerne til naboaftaler” og har følgende kommentarer til den.
For det første er der ikke lavet et færdigt forslag til en eventuel samforvaltnings aftale. Det er et arbejde der stadigvæk pågår.
I de forslag jeg har set indtil nu, er der ingen der bliver tvunget ind i nogle aftaler. Der arbejdes med flere modeller, den som der indtil videre er arbejdet mest med, er en der læner sig op af den svenske model.
Den lægger nogle begrænsninger på jagten for dem, der står uden for en samforvaltning.
Eksempelvis kan man forestille sig, at jagten på kalve var fri for alle, mens der ville være begrænsninger på hjort, hind og smaldyr.
At der er enighed om at forvaltning kan/skal foregå på matrikel niveau er nyt for mig. I Danmarks Jægerforbund og blandt de øvrige organisationer jeg sidder med i den regionale hjortevildt gruppe Djursland, er vi enige om at forvaltningen kan og skal foregå på bestandsniveau. Hvis der er noget der er gået min næse forbi, vil jeg meget gerne opdateres.
Et arealkrav kan ikke gennemføres ad bagdøren, som det antydes i artiklen. Det skal fremsættes og behandles i Folketingssalen, hvilket indtil nu ikke er sket.

De modeller, jeg har set, har ikke skelet til arealstørrelsen på det enkelte revir. De ligger alle vægt på at forvaltningen skal foregå på bestandsniveau og ikke arealniveau.
Det kan f.eks. betyde, at der i et givet forvaltningsområde må nedlægges det antal dyr, der er enighed om vil være passende. Når det er sket, lukkes jagten på den enkelte gruppe dyr, hjort, hind smaldyr eller kalv. Uanset om man råder over 10, 50, 100 eller 1000 hektar eller mere, har man ret til at nedlægge de dyr, man har på det givne revir – uanset størrelse inden for de aftalte rammer.
Og selvfølgelig er der økonomi i det. (Administrationen af obligatorisk samforvaltning red.) Indtil man kender den endelige model er det umuligt at sætte pris på den.







