Bæveren og ulven spiller en vigtig rolle i naturen. Myndighederne har derfor valgt at udsætte bæver på Sjælland, mens et forslag om at udsætte ulve er blevet afvist. Hvorfor?
Af Redaktionen
Bæveren og ulven har mere til fælles, end de fleste tror. Begge er hjemmehørende danske arter. Begge blev udryddet af mennesker. Begge spiller en vigtig rolle i naturen. Alligevel valgte myndighederne at genudsætte bæveren på Sjælland, mens et forslag om at udsætte ulve er blevet afvist. Hvorfor?
To af Danmarks mest omtalte vilde dyr har en bemærkelsesværdig fælles historie.
Bæveren og ulven levede begge naturligt i Danmark i årtusinder. Begge forsvandt som følge af menneskelig forfølgelse, og begge er i dag anerkendt som hjemmehørende arter.
Alligevel er myndighedernes tilgang vidt forskellig.
Mens bæveren gennem en målrettet genudsætning igen er blevet en del af naturen på både Jylland og Sjælland, har Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø afvist et forslag om at indfange ulvehvalpe i Jylland og udsætte dem i Gribskov.
Ved første øjekast kan det virke som en modsætning. Men myndighedernes begrundelse bygger på en række biologiske, praktiske og forvaltningsmæssige forhold.
Begge arter blev udryddet
Historien om bæveren og ulven begynder med mennesket.
Bæveren forsvandt fra Danmark for omkring 2.500 år siden. Den blev jagtet hårdt, fordi dens pels var eftertragtet, kødet blev spist, og bævergejl – et olieagtigt sekret fra dyrets duftkirtler – havde stor værdi. Stoffet blev gennem århundreder anvendt i naturmedicin, parfumer og som aroma i forskellige produkter.
Da jagten blev kombineret med omfattende ændringer af vandløb og vådområder, forsvandt bæveren gradvist fra den danske natur.
Ulven overlevede langt længere, men dens skæbne blev i sidste ende den samme.
Den blev betragtet som en alvorlig trussel mod husdyr og landbefolkning. I takt med at skovene blev fældet, og landbruget bredte sig, kom ulvene oftere i konflikt med mennesker. Myndighederne indførte dusører på ulve, organiserede klapjagter og gjorde bekæmpelsen til en offentlig opgave.
I begyndelsen af 1800-tallet var ulven udryddet i Danmark.
Begge arter forsvandt altså ikke af sig selv. De blev fjernet af mennesker.
Naturen mistede mere end to dyrearter
Når en art forsvinder, er det ikke kun dyret selv, der går tabt.
Bæveren og ulven påvirker begge deres omgivelser på en måde, som få andre arter kan.
Bæveren er kendt som naturens ingeniør.
Når den bygger dæmninger, fælder træer og oversvømmer lavtliggende områder, opstår helt nye levesteder. Små søer, sumpområder og langsomt strømmende vand giver plads til padder, fisk, guldsmede, vandinsekter, vandfugle og et væld af planter.
Døde træer bliver levested for svampe, biller og hulrugende fugle.
Et enkelt bæverpar kan derfor ændre et helt landskab og øge biodiversiteten markant.
Ulven spiller en helt anden rolle.
Som toprovdyr er den med til at regulere bestandene af hjortevildt. Det handler ikke kun om de dyr, der bliver nedlagt.
Ulvens tilstedeværelse ændrer også byttedyrenes adfærd.
Rådyr og kronhjorte opholder sig sjældnere i længere tid samme sted, og det kan give unge træer, buske og anden vegetation bedre mulighed for at vokse op.
Samtidig bliver resterne af ulvens byttedyr en vigtig fødekilde for ravne, krager, ørne, musvåger, ræve, grævlinger og et stort antal insekter. Derfor fremhæves ulven af mange biologer som en vigtig art for naturlige økosystemer og biodiversitet.
Hvorfor blev bæveren genudsat?
Da Danmark besluttede at genudsætte bæveren, var det resultatet af mange års faglige undersøgelser.
Myndighederne vurderede, at der fandtes egnede levesteder, hvor bæveren kunne etablere levedygtige bestande.
Bæveren lever forholdsvis stationært. Finder den et godt vandløb eller en sø med tilstrækkelig føde, bliver den ofte i området hele livet. Den kræver ikke kontakt med bestande flere hundrede kilometer væk for at kunne overleve. Derfor var mulighederne for en vellykket genintroduktion gode.
Projektet blev fulgt tæt af forskere, og i dag findes bævere mange steder i Danmark. På Sjælland har bæveren etableret sig flere steder og er blevet en naturlig del af landskabet.
Derfor siger myndighederne nej til ulven
Forslaget om at udsætte ulvehvalpe på Sjælland blev vurderet ud fra helt andre forudsætninger. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø konkluderede, at udsætningen ikke ville forbedre ulvens bevaringsstatus. Samtidig vurderede styrelsen, at projektet ikke ville føre til en selvopretholdende bestand.
Den afgørende forskel er, at Sjælland er geografisk adskilt fra den naturligt voksende ulvebestand i Jylland og resten af Europa.
Hvis nogle få ulve udsættes på Sjælland, vil de have meget begrænsede muligheder for naturlig genetisk udveksling med andre bestande.
På længere sigt øger det risikoen for indavl og en sårbar bestand.
Styrelsen peger samtidig på betydelige risici ved selve indfangningen, transporten og udsætningen af vilde ulvehvalpe. Både dyrevelfærd, overlevelse og adfærd kan blive påvirket.
Myndighedernes afslag bygger derfor på en samlet biologisk vurdering – ikke på en vurdering af, om ulven er ønsket eller uønsket.
To forskellige arter – to forskellige strategier
Selv om både bæveren og ulven er hjemmehørende danske arter, er deres biologi meget forskellig.
 |
 |
Bæveren lever i familiegrupper langs vandløb og spreder sig gradvist til nye områder.
Ulven lever over enorme territorier og er afhængig af, at nye dyr løbende kan vandre ind og skabe genetisk variation. Det betyder, at en isoleret bestand på Sjælland vurderes at have langt dårligere forudsætninger end en bæverbestand.
Det er denne forskel, myndighederne lægger vægt på.
En debat, der fortsætter
Afslaget betyder næppe, at diskussionen stopper. Tværtimod viser sagen, hvor forskelligt danskerne opfatter de to arter.
Bæveren forbindes i dag med naturgenopretning, vådområder og øget biodiversitet. Ulven forbindes af mange med frygt, husdyrangreb og konflikter, mens andre ser den som en naturlig del af den danske fauna og et vigtigt led i sunde økosystemer.
Begge opfattelser fylder i den offentlige debat.
Naturforvaltning handler om mere end følelser
Naturforvaltning bygger sjældent på én enkelt faktor.
Når myndighederne vurderer genudsætning af dyr, ser de blandt andet på artens biologi, levesteder, mulighederne for at skabe en selvopretholdende bestand, dyrevelfærd, internationale forpligtelser og de langsigtede konsekvenser.
Det betyder, at to hjemmehørende arter godt kan blive behandlet forskelligt, selv om de begge tidligere har levet naturligt i Danmark.
Bæveren blev en succes
I dag regnes genintroduktionen af bæveren som en af de mest vellykkede naturgenopretninger i Danmark. Arten har spredt sig fra de oprindelige udsætningsområder og fortsætter med at skabe nye vådområder og levesteder for en lang række andre arter.
Bæveren har vist, at en velplanlagt genintroduktion kan lykkes.
Om ulven en dag igen får en naturlig bestand på hele det danske fastland – herunder Sjælland – vil tiden vise. Men hvis det sker, bliver det efter al sandsynlighed gennem naturlig indvandring og ikke gennem udsætning af dyr.
Derfor blev arterne udryddet
Bæveren
- Jagtet for pels.
- Kød blev anvendt som føde.
- Bævergejl (castoreum) fra duftkirtlerne blev brugt i medicin, parfume og som aroma.
- Vådområder blev drænet og vandløb ændret.
Ulven
- Bekæmpet for at beskytte husdyr.
- Frygt og overtro bidrog til forfølgelsen.
- Staten udbetalte dusører på ulve.
- Skovrydning og øget bosætning reducerede levestederne.
Hvem foreslog udsætningen af ulve på Sjælland
Forslaget om at indfange ulvehvalpe i Jylland og udsætte dem i Gribskov blev fremsat af Peter Thisted.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø afviste ansøgningen med den begrundelse, at projektet ikke ville styrke ulvens bevaringsstatus eller skabe en selvopretholdende bestand på Sjælland, samtidig med at indfangning og flytning indebærer betydelige biologiske og dyrevelfærdsmæssige risici.
