Principaftalen: Er dansk jagt under afvikling?

Af Redaktionen

Da Danmarks Jægerforbund og Danmarks Naturfredningsforening formulerede et fælles sæt principper for fastsættelse af jagttider, blev aftalen blandt andet præsenteret som en vej til større faglighed og færre fastlåste konflikter.

Siden blev principperne tiltrådt af hele Vildtforvaltningsrådet. Der er derfor formelt tale om mere end en aftale mellem DJ og DN. Principperne fungerer som et fælles grundlag, når rådet diskuterer, hvilke arter der kan jages, hvornår jagten kan foregå, og hvilke hensyn der skal veje tungest.

Hele dokumentet kan læses i Netnaturs gengivelse af principperne for fastsættelse af jagttider.

Det lyder umiddelbart fornuftigt. Jagttider bør naturligvis hvile på biologisk viden, lovgivning, dyrevelfærd og en samlet vurdering af jagtens konsekvenser.

Problemet er, at flere af aftalens etiske principper er så brede, at de kan anvendes mod næsten enhver jagtform.

Spørgsmålet er derfor, om Danmarks Jægerforbund med aftalen sikrede en langsigtet borgfred – eller skrev under på nogle principper, der langsomt kan indskrænke jagten, også hvor bestandene biologisk set kan tåle en bæredygtig jagtlig udnyttelse.

Mere end bestandens størrelse

Traditionelt har spørgsmålet om jagttid især handlet om bestandens størrelse og udvikling. Er bestanden stabil eller voksende, og kan den tåle den dødelighed, jagten medfører?

Principaftalen går videre.

Under de etiske overvejelser spørges der blandt andet, om det nedlagte vildt kan anvendes fornuftigt, om jagten har et konkret forvaltningsmæssigt sigte, og om jagttiden kan fastsættes uden væsentlig risiko for forveksling med fredede arter.

Der skal også tages stilling til, om jagten kan gennemføres uden væsentlige utilsigtede ændringer i dyrenes adfærd, herunder ændringer, som påvirker andre menneskers mulighed for at opleve trækkende og rastende flokke.

Endelig spørges der, om jagten kan foregå uden risiko for uforsvarlig jagt, herunder anskydninger.

Hver for sig er spørgsmålene rimelige. Tilsammen kan de imidlertid opstille en standard, som praktisk jagt aldrig fuldstændig kan leve op til.

Ingen jagt medfører nul risiko for fejl, ingen hagljagt er helt fri for anskydninger, og jagt vil næsten altid påvirke vildtets adfærd. Hvis disse forhold ophøjes fra hensyn, der skal afvejes, til principielle betingelser, kan store dele af den eksisterende jagt sættes under pres.

Taffelanden kan tage skumringsjagten med sig

Forvekslingsrisikoen er et af de mest vidtrækkende punkter.

Taffelanden er nu fredet. Derfor er det naturligvis ulovligt at skyde den. Men betyder det, at jagt på andre ænder skal begrænses, fordi en uøvet eller uforsigtig jæger kan tage fejl?

Hvis princippet anvendes konsekvent, kan taffelanden i sidste ende tage pibeanden og andre jagtbare ænder med sig ud af jagttabellen.

Efter fredningen af taffeland blev forvekslingsrisikoen anvendt som argument for også at frede jagtbare ænder. Netnatur rejste allerede i 2020 spørgsmålet om, hvorvidt fredningen af taffeland kunne føre til afvikling af trækjagten på andre ænder.

Men hvor skal grænsen trækkes?

Princippet er, at jægeren skal kunne identificere dyret sikkert og undlade at skyde, hvis der er tvivl. En mulig forveksling mellem to arter fører dog ikke automatisk til, at jagttiden på den jagtbare art ophæves.

At to arter kan forveksles, er ikke i sig selv dokumentation for en væsentlig forvekslingsrisiko. Det afgørende må være, hvor stor risikoen reelt er, hvor arterne forekommer, hvornår jagten finder sted, og om målrettet information, geografiske begrænsninger eller andre forhold kan reducere risikoen.

Ellers bliver den teoretiske mulighed for en fejl vigtigere end den biologiske vurdering af jagtens bæredygtighed.

Mågerne viste, hvor princippet kan føre hen

Diskussionen er ikke teoretisk. Danmark har allerede et eksempel på, at forvekslingsrisiko har været med til at lukke jagten på flere arter.

Sølvmåge, sildemåge og svartbag blev fredet efter en debat, hvor et centralt argument var, at de jagtbare måger kunne forveksles med fredede og mere sårbare mågearter. Problemet var især, at selv erfarne fuglekendere kunne have vanskeligt ved at adskille nærtstående arter under praktiske jagtforhold.

Det var ikke nødvendigvis udviklingen i bestandene af de jagtbare måger, der alene afgjorde sagen. Risikoen for at nedlægge en forkert art fik selvstændig betydning.

Dermed blev mågesagen et tidligt eksempel på den tankegang, som er skrevet ind i principaftalen: En art kan biologisk set tåle jagt, men alligevel miste sin jagttid, fordi en anden og lignende art er fredet og måske ikke kan tåle at blive beskudt.

Knortegåsen viser det samme problem

Principaftalen kan også få betydning, hvis der igen bliver fremlagt et seriøst ønske om jagt på mørkbuget knortegås.

Den lysbugede og den mørkbugede knortegås kan ligne hinanden, og hensynet til den lille lysbugede bestand er oplagt. Men de to bestande er grundigt undersøgte, og deres vigtigste danske opholdsområder er velkendte.

Den lysbugede bestand, der yngler på Svalbard, opholder sig især i bestemte områder i Nord- og Vestjylland. Den mørkbugede knortegås forekommer langt bredere og i langt større antal.

Derfor bør spørgsmålet ikke reduceres til, om de to former kan forveksles. Spørgsmålet bør være, om en geografisk og tidsmæssigt afgrænset jagt på mørkbuget knortegås kan gennemføres uden nævneværdig risiko for den lysbugede bestand.

Hvis jagt udelukkes, blot fordi to arter eller bestande ligner hinanden, ser man bort fra den omfattende viden om deres udbredelse.

Principaftalen nævner faktisk selv muligheden for at tillade eller begrænse jagt i bestemte naturtyper. I aftalens uddybende eksempel nævnes netop lys- og mørkbuget knortegås som arter, hvor en differentieret løsning kan overvejes.

Det taler imod en automatisk fredning. Men det ændrer ikke ved, at forvekslingsrisikoen kan anvendes politisk som argument for helt at afvise jagt.

Dermed risikerer man at ophøje en særlig og geografisk afgrænset problemstilling til et generelt princip, der gør det næsten umuligt at genindføre jagt på en art, som først er blevet fredet.

Flugtafstand kan blive et våben mod jagten

Et andet princip handler om, hvorvidt jagt medfører utilsigtede adfærdsændringer og begrænser andre menneskers mulighed for at opleve vildtet.

Det er vanskeligt at forestille sig jagt, som ikke påvirker dyrenes adfærd. Jagtede gæs, ænder og hjortevildt bliver som regel mere opmærksomme og holder større afstand til mennesker. Det er ikke nødvendigvis et tegn på dårlig eller uforsvarlig jagt. Det er en naturlig reaktion på en aktivitet, som indebærer en reel risiko for dyrene.

Netop dette punkt blev aktualiseret af Hans Meltofte, formand for DOF BirdLifes Naturpolitiske Udvalg, i en kronik i Politiken. Her fremhævede han anskydninger og store flugtafstande som nogle af jagtens væsentligste problemer.

Kritikken skal tages alvorligt. Anskydninger er et dyrevelfærdsmæssigt problem, og jagt kan gøre fuglene mere sky. Men Danmarks Jægerforbund har gennem principaftalen selv været med til at give denne kritik en særlig vægt.

Hvis målet er, at jagten ikke må skabe flugtafstande, som påvirker andre menneskers naturoplevelser, kan almindelig gåse- og andejagt vanskeligt leve op til målet. Fuglene kan ikke både opleve mennesker som ufarlige observatører og som jægere, der i andre situationer skyder på dem.

Netnatur har tidligere behandlet Hans Meltoftes kritik og spurgt, hvad der skal træde i stedet, når voksende gåsebestande skal forvaltes: Hvis ikke gåsejagt – skal gæssene så gasses?.

Principaftalen anerkender ganske vist, at en vis forstyrrelse ikke kan undgås. Samtidig fastslår den, at ikke-jægere skal kunne opleve uforstyrrede flokke af fugle og pattedyr.

Det kan sikres gennem reservater, jagtfrie områder og en fornuftig tilrettelæggelse af jagten. Men hvis hensynet fortolkes sådan, at jagten ikke må øge vildtets generelle flugtafstand, opstilles et mål, som jægerne ikke kan opfylde.

Skumringsjagten står udsat

Også skumringsjagten kan komme under pres.

Store dele af den klassiske andejagt foregår omkring solopgang og solnedgang, hvor ænderne trækker mellem raste- og fødesøgningsområder. Netop på dette tidspunkt kan artsbestemmelsen være vanskeligere.

Det er fortsat jægerens ansvar at vide, hvad der skydes på. Kan arten ikke identificeres sikkert, skal skuddet undlades.

Men under den tidlige morgenjagt og det sene aftentræk kan ænderne ikke altid artsbestemmes på farver og mindre detaljer. Jægeren må også anvende størrelse, flugt, vingeslag, kald, flokformation og sit kendskab til lokaliteten.

Hvis principperne om forvekslingsrisiko, anskydning og forsvarlig jagt anvendes stramt, er skumringsjagten derfor et oplagt mål.

Med afsæt i principaftalen er nogle kritiske over for skumringsjagten, fordi svagt lys øger risikoen for at forveksle jagtbare ænder med fredede arter. Spørgsmålet er, om princippet på længere sigt kan bruges til at begrænse en af dansk andejagts mest traditionsrige jagtformer.

Der er forskel på at stille krav til den enkelte jægers dømmekraft og på generelt at fastslå, at jagtformen er uetisk. Hvis enhver risiko ved skumringsjagt betragtes som uacceptabel, er en meget stor del af den traditionelle danske andejagt reelt på vej ud.

En forkortelse af jagttiden til eksempelvis en halv time før solopgang og en halv time efter solnedgang vil ikke formelt afskaffe andejagten. I praksis vil det alligevel ramme selve grundlaget for den folkelige trækjagt.

Spørgsmålet er, om det også var den mulige konsekvens, Danmarks Jægerforbund accepterede ved at skrive under på principperne.

Aftalen blev en del af formandsvalget

Principaftalen var ikke kun et teknisk dokument for Vildtforvaltningsrådet. Den blev også en del af formandsvalget i Danmarks Jægerforbund i 2020.

Netnatur bad dengang den siddende formand Claus Lind Christensen og udfordreren Jesper Lindgaard forholde sig til aftalens konsekvenser.

Claus Lind Christensen understregede, at aftalen udformet af DN og DJ senere blev tiltrådt af hele Vildtforvaltningsrådet. Aftalen hævder han har bragt rådets arbejde i en mere faglig retning. Han fremhævede samtidig, at jagt ikke nødvendigvis skal reducere en bestand for at have et legitimt formål. Hvis det nedlagte vildt anvendes til eksempelvis konsum, kan jagten stadig være meningsfuld.

Jesper Lindgaard lagde vægt på, at sandsynligheden for en forveksling skal indgå i vurderingen. Hvis en beskyttet art kun forekommer meget sjældent i det område, hvor jagten finder sted, kan den virkelige risiko være forsvindende lille.

De to formandskandidaters svar kan læses i Netnaturs artikel Grundlov for jagttider: Hvad mener formandskandidaterne?.

Debatten viste, at aftalens betydning allerede dengang rakte langt ud over den enkelte jagttidsrevision. Den handlede om, hvilket forsvar for jagten Danmarks største jægerorganisation skulle bygge sin politik på.

Etik må ikke erstatte biologi

Etiske hensyn hører hjemme i moderne vildtforvaltning. Jagtens fremtid afhænger også af dyrevelfærd, sikkerhed og befolkningens accept.

Men etikken bliver problematisk, hvis den anvendes uden klare grænser.

Hvad er en væsentlig forvekslingsrisiko? Hvor stor en ændring i flugtafstanden er acceptabel? Hvor lav skal anskydningsrisikoen være? Hvornår er en naturoplevelse forringet så meget, at jagttiden bør begrænses?

Principaftalen giver ingen entydige svar. Derfor kan de samme formuleringer føre til vidt forskellige konklusioner, afhængigt af hvem der fortolker dem.

Principaftalens styrke er, at den tvinger Vildtforvaltningsrådet til at se på jagtens samlede konsekvenser. Dens svaghed er, at næsten ethvert kritikpunkt mod jagt kan rummes i den.

Det kan på kort sigt skabe kompromiser. På længere sigt kan det føre til en gradvis forskydning, hvor spørgsmålet ikke længere er, om en bestand kan tåle jagt, men om jagten kan gennemføres uden fejl, anskydninger, forstyrrelser eller ændret adfærd.

Det kan ingen jagtform garantere.

Derfor bør principaftalen tages op til kritisk revision. Ikke for at fjerne hensynet til etik og dyrevelfærd, men for at sikre, at abstrakte principper ikke automatisk får større vægt end dokumenteret biologi, praktisk erfaring og mulighederne for målrettede løsninger.

Ellers kan taffelanden blive begyndelsen. Pibeanden og andre jagtbare arter kan blive fortsættelsen. Og skumringsjagten kan ende som endnu en jagtform, der forsvinder – ikke fordi bestandene ikke kan tåle jagten, men fordi jægernes egen organisation har skrevet under på principper, som jagten i praksis aldrig kan opfylde fuldt ud.

Kort om principaftalens etiske overvejelser

I principaftalen står følgende under overskriften ”Etiske overvejelser”:Er det i overensstemmelse med de jagtetiske regler at fastsætte en jagttid på arten, herunder

– Kan det nedlagte vildt anvendes til noget fornuftigt, som f.eks. konsum, pelsværk eller trofæ? og/eller – har jagten et konkret forvaltningsmæssigt sigte?

– Kan der fastsættes en jagttid på arten, uden væsentlig risiko for forveksling med andre lignende arter, som ikke kan tåle en jagt (f.eks. ved at tillade eller begrænse jagttid i specifikke naturtyper)?

Kan en jagttid på arten fastsættes uden væsentlige utilsigtede adfærdsmæssige ændringer, herunder i forhold til mulighederne for at opleve trækkende og rastende flokke af arten?

Kan der fastsættes en jagttid på arten, uden negativ påvirkning af artens afkom?

Kan der fastsættes en jagttid på arten, uden derved at skabe en risiko for uforsvarlig jagt (herunder anskydninger)

Principperne blev oprindeligt udarbejdet af Danmarks Jægerforbund og Danmarks Naturfredningsforening og efterfølgende tiltrådt af Vildtforvaltningsrådet.