15 naturforsøg – hvor går grænsen for hvad naturen kan tåle?

Naturnational-parkerne etableres ikke nødvendigvis i områder uden naturværdier. Tværtimod rummer flere af dem allerede sjældne arter og værdifulde naturtyper

15 naturforsøg – hvor går grænsen for, hvad naturen kan tåle?

Af Peter Thisted

Afgræsning er ikke nødvendigvis godt i enhver henseende. For lidt afgræsning kan være et problem – men det samme kan for meget.

Det centrale spørgsmål bliver derfor ikke blot, om der skal være store planteædere, men hvor mange dyr der skal være, hvor de skal gå, og hvor hårdt de skal afgræsse et givet areal.

15 forskellige naturforsøg

De 15 kommende naturnationalparker er vidt forskellige.

Nogle områder består i høj grad af tidligere produktionsskov og plantager. Andre rummer gamle skove, moser, heder, overdrev eller klitnatur med meget betydelige allerede eksisterende naturværdier.

Det betyder også, at et græsningstryk, som kan virke hensigtsmæssigt ét sted, ikke nødvendigvis er det samme et andet sted.

Naturstyrelsens egne projektmaterialer illustrerer disse forskelle.

I Mols Bjerge består omkring 80 procent af det foreslåede areal allerede af lysåben natur, og Naturstyrelsen beskriver området som et sted med et højt eksisterende naturindhold.

I Hellebæk findes der derimod en mosaik af skov, overdrev, søer og moser, blandt andet surt overdrev, rigskær og hængesæk. Området rummer blandt andet spidssnudet frø, stor vandsalamander og stor kærguldsmed.

Det er altså ikke den samme natur, der skal påvirkes. Og derfor bliver spørgsmålet om græsningstryk også centralt.

Hellebæk: 140 store dyr og et konkret regnestykke

Hellebæk er blandt de fem undersøgte parker den, hvor Naturstyrelsen har offentliggjort et relativt detaljeret regnestykke for den planlagte afgræsning.

Projektforslaget opererer med 25 kreaturer og 115 krondyr. Hertil kommer en eksisterende bestand af råvildt.

I Hellebæk Kohave beregnes græsningstrykket til 76,6 kilo dyr pr. hektar. I de øvrige, skovbevoksede områder er tallet 33,9 kilo pr. hektar.

Naturstyrelsen gør samtidig opmærksom på, at beregningerne bygger på en række usikre forudsætninger.

Tallene er derfor ikke et videnskabeligt facit for, hvor meget naturen kan tåle. Det er et indledende forvaltningsforslag, som kan justeres, efterhånden som der kommer mere viden om blandt andet fødeudbuddet og udviklingen i området.

Dette gør derfor overvågning afgørende nødvendig – for hvad sker der med vegetationen, når dyrene sættes ind? Og hvad sker der, hvis græsningstrykket viser sig at være for højt?

Hellebæk har allerede sjældne arter

Hellebæk er ikke et område uden naturværdier, der skal fyldes med biodiversitet.

Naturstyrelsen beskriver området som levested for et stort antal sjældne og truede arter. I moserne findes blandt andet dværgvandnymfen, som ifølge Naturstyrelsen har sit eneste danske levested her. Der er desuden registreret en lang række flagermus, padder og insekter.

Det betyder ikke nødvendigvis, at græsning er en trussel mod arterne. Tværtimod kan græsning være nødvendig for at bevare nogle af deres levesteder.

Men det rejser et helt konkret spørgsmål:

Hvordan sikrer man, at græsningen skaber de åbne områder, som nogle arter har brug for, uden samtidig at presse arter, der er afhængige af højere vegetation, moser eller bestemte plantesamfund?

Erfaringerne fra det tidligere græsningstryk

Der findes allerede erfaringer fra Hellebæk.

Naturstyrelsen skriver i projektmaterialet, at afgræsningen i Hellebæk Kohave tidligere foregik med et betydeligt højere afgræsningstryk end i dag.

Men sommerafgræsningen var ikke tilstrækkelig til at holde alle arealer lysåbne. Der måtte suppleres med rydninger på blandt andet overdrev, kær og mose.

Det peger på, at flere dyr ikke nødvendigvis er den eneste eller bedste løsning. Naturpleje kan kræve flere forskellige virkemidler.

Draved: 250 krondyr før de nye planer

Draved Skov og Kongens Mose er en særlig case.

Området rummer gammel løvskov, skovbevokset tørvemose, egeblandskov samt elle- og askeskov. Naturstyrelsens materiale beskriver blandt andet omkring 700 registrerede svampearter.

Samtidig findes der allerede en stor bestand af kronvildt. Naturstyrelsen anslog tidligere en vinterbestand på op til 250 krondyr i området.

Hvor meget af den naturlige græsning er derfor allerede til stede?

Hvis kronvildtet allerede påvirker vegetationen betydeligt, er det ikke tilstrækkeligt alene at se på antallet af dyr, der eventuelt udsættes. Man må se på den samlede planteæderbiomasse.

Naturstyrelsen har desuden i en tidligere projektfase oplyst, at det nødvendige beregningsgrundlag for afgræsningstrykket endnu ikke forelå. Det betyder ikke i sig selv, at projektet er uforsvarligt. Men det viser, at det konkrete afgræsningstryk ikke fra begyndelsen har været et kendt facit.

Da kreaturerne skulle holdes ude

Draved rummer også en bemærkelsesværdig historie.

I 1700-tallet blev Draved Skov indhegnet for at holde kreaturer ude. Formålet var blandt andet at beskytte skovens opvækst mod kvæget. I dag er situationen vendt på hovedet.

Nu skal området igen indhegnes – denne gang for at holde de store planteædere inde.

Historien er ikke i sig selv et bevis på, at moderne helårsgræsning er skadelig. Men den illustrerer, hvordan menneskets syn på forholdet mellem skov og græssende dyr har ændret sig gennem tiden. I Draved er spørgsmålet særligt interessant, fordi området allerede rummer gamle og artsrige skovmiljøer.

Bidstrupskovene: Når naturen allerede er sjælden

Bidstrupskovene rummer allerede en lang række arter med høj naturbevaringsmæssig værdi.

Naturstyrelsens materiale nævner blandt andet sjældne planter, orkidéer, sommerfugle og guldsmede.

En af de mest interessante arter er hasselmusen.

Den er rødlistet som truet og er samtidig omfattet af EU’s habitatdirektivs bilag IV. Naturstyrelsen har gennemført et flerårigt projekt for at forbedre hasselmusens levesteder i området.

Spørgsmålet er derfor ikke nødvendigvis, om naturnationalparken skaber mere lys.

Det er, om den skaber den rigtige form for lys og struktur.

Hasselmusen er blandt andet afhængig af strukturrige overgangszoner, krat og skovbryn.

For en art som hasselmusen er mere åben natur derfor ikke automatisk det samme som bedre natur.

Sjældne planter og græssende dyr

Naturstyrelsens baggrundsmateriale for Bidstrupskovene nævner blandt andet engblomme, gul star, krognæb-star, knude-firling, kær-storkenæb, leverurt, ræve-star, seline, sump-hullæbe, vibefedt, Hartmans star, vand-klaseskærm og enblomstret vintergrøn.

Flere af disse arter er rødlistede.

Det betyder ikke, at kvæg eller heste nødvendigvis vil skade dem. Men det rejser et oplagt spørgsmål om overvågningen:

Er de sjældne arter en del af den baseline, der følges før og efter etableringen?

Hvis de er, bliver det muligt at følge udviklingen.

Hvis de ikke er, bliver det vanskeligere at afgøre, om ændringer i plantebestandene hænger sammen med projektet.

Husby: Her findes allerede et naturforsøg

Husby Klitplantage er interessant af en anden grund.

Her har Naturstyrelsen etableret et forskningsprojekt om helårsgræsning i den vestjyske klitnatur.

Formålet er blandt andet at undersøge, hvordan helårsgræsning påvirker de store planteæderes adfærd, vegetationsstrukturen og plantesamfundene. Forskergrupper fra blandt andet Aarhus Universitet og Københavns Universitet deltager i undersøgelserne.

Det giver mulighed for at stille det mest interessante spørgsmål:

Hvad viste forsøget faktisk?

Ikke hvad man forventede.

Ikke hvad der står i projektbeskrivelsen.

Men hvad der blev målt.

Klitnaturen er følsom

Husby rummer blandt andet hvid klit, grå og grøn klit, klithede og klitlavninger.

Naturstyrelsen fremhæver samtidig sjældne planter, laver, insekter, padder og fugle.

Forskningsprojektet skal blandt andet undersøge, om helårsgræsning kan skabe en mere naturlig dynamik og dermed bedre forhold for lys- og varmekrævende planter, insekter og krybdyr.

Men hvis effekten skal vurderes kritisk, må man også se på den anden side af regnestykket:

Hvilke arter gik frem og hvilke arter gik tilbage?

Ændrede vegetationshøjden sig?

Ændrede blomstringen sig?

Blev der mere bar jord?

Ændrede dyrene deres brug af klitterne?

Og hvilken effekt havde helårsgræsningen på insekterne?

Det er netop den type spørgsmål, et forskningsprojekt bør kunne være med til at besvare.

Mols Bjerge: Hvorfor ændre et område, der allerede er lysåbent?

Naturstyrelsen oplyser, at omkring 80 procent af det foreslåede område allerede er lysåben natur, og at området har et højt eksisterende naturindhold.

Der er gennem mange år gennemført naturgenopretning, hvor tidligere nåletræsplantager er blevet ryddet for at genskabe overdrev.

Mols Bjerge er derfor ikke først og fremmest historien om at omdanne en biologisk fattig plantage til vild natur. Meget af den lysåbne natur er allerede til stede.

Samtidig findes der allerede store græsningsfolde, og størstedelen af området har været afgræsset med Naturstyrelsens skovkvæg.

Det rejser et centralt spørgsmål:

Hvor stor en ekstra biodiversitetseffekt forventer man af den nye model?

Og hvordan skal den måles?

Hvis et område allerede er lysåbent og har et højt naturindhold, bør det være muligt at dokumentere, hvad der så konkret bliver bedre.

Hegnene: Naturens nye grænser

Der er endnu et element, som går igen i parkerne:

Hegnene.

Naturstyrelsen understreger, at hegnene skal holde de store dyr inde, men ikke mennesker ude.

I Hellebæk skal der eksempelvis være et højt ydre vildthegn og et lavere kreaturhegn omkring Kohaven. Samtidig planlægges faunapassager, så mindre pattedyr kan bevæge sig gennem området.

Det er en væsentlig afvejning.

For hvis formålet er at genskabe naturlige processer, er det relevant at undersøge, hvor meget dyrenes naturlige bevægelsesmønstre ændres, når de ikke længere kan bevæge sig frit over landskabet.

Dansk forskning har vist, at indhegning kan ændre kronvildts bevægelsesmønstre markant. I en undersøgelse af kronhinder fra indhegnede og ikke-indhegnede danske områder havde dyrene i de indhegnede områder betydeligt mindre hjemmeområder og lavere bevægelsesaktivitet.

Det dokumenterer en effekt af indhegning.

Det store paradoks

Det er her, diskussionen om naturnationalparkerne bliver vanskelig.

Hvis der er for få store planteædere, kan naturen gro til. Lysåbne naturtyper kan forsvinde, og arter, der kræver sol og varme, kan miste levesteder.

Men hvis der er for mange dyr – eller hvis de græsser for hårdt på de forkerte tidspunkter og steder – kan plantebiomasse og blomster forsvinde. Dette kan igen få konsekvenser for insekter og andre arter.

Det er ikke kun en teoretisk problemstilling. Det er jo netop en del af den faglige diskussion om græsning og naturforvaltning.

Derfor er overvågningen afgørende

Hvis de 15 naturnationalparker skal kunne vurderes seriøst, er der ét forhold, som bliver afgørende:

Der skal være en baseline.

Man skal vide, hvordan naturen så ud, før projektet blev gennemført. Derefter skal udviklingen følges, for ellers bliver det vanskeligt efterfølgende at afgøre, om en ændring skyldes græsning, ændret hydrologi, rydning af træer, ændret skovstruktur, klima, naturlige bestandssvingninger eller helt andre forhold.

I Hellebæk har Naturstyrelsen allerede lagt op til omfattende overvågning og tilpasning af dyreholdet efter den faktiske udvikling.

Det er i princippet den tilgang, der er nødvendig, for hvis naturen reagerer anderledes end forventet, så skal forvaltningen kunne ændres.

Det ved vi – og det ved vi ikke

Gennemgangen af de fem parker peger på nogle forhold, der allerede er veldokumenterede.

Vi ved, at store planteædere kan skabe variation og være med til at holde lysåbne naturtyper åbne.

Vi ved også, at for lidt græsning kan være et problem for biodiversiteten – men at for hård græsning også kan være problematisk.

Vi ved, at hegn ændrer dyrs bevægelsesmuligheder.

Og vi ved, at flere af naturnationalparkerne allerede rummer sjældne og truede arter samt betydelige bestande af kronvildt eller eksisterende husdyrgræsning.

Det fremgår samtidig af materialet, at Naturstyrelsen planlægger overvågning og i hvert fald nogle steder tilpasning af dyreholdet.

Men der er også meget, vi endnu ikke ved.

Vi ved ikke, om de planlagte græsningstryk er optimale for alle de konkrete naturtyper.

Vi ved ikke, om de nye bestande af store planteædere vil øge eller reducere forekomsten af bestemte sjældne arter.

Vi ved ikke, hvor stor effekt hegnene får på de forskellige vildtarter.

Og vi ved endnu ikke, om den samlede biodiversitet rent faktisk bliver større i de enkelte parker – eller hvor hurtigt eventuelle positive eller negative effekter vil vise sig.

15 forskellige forsøg

Naturnationalparkerne er ikke ét stort, ensartet naturforsøg.

De er 15 forskellige forsøg på at skabe mere naturlige processer i meget forskellige landskaber.

Draved har gammel og artsrig skov samt en stor eksisterende bestand af kronvildt.

Bidstrupskovene har hasselmus og en række sjældne planter og insekter.

Hellebæk har artsrige moser og et konkret planlagt græsningstryk.

Husby har allerede været genstand for et forskningsprojekt om helårsgræsning i klitnaturen.

Mols Bjerge har omkring 80 procent lysåben natur og et højt eksisterende naturindhold.

Det gør det vanskeligt at forklare alle parkerne med én enkel model.

Store planteædere er hverken naturens frelsere eller naturens fjender. De er et kraftfuldt naturforvaltningsværktøj. Og som med andre kraftfulde værktøjer afhænger resultatet af, hvordan de bruges.